Læsetid: 2 min.

K'NYT

27. november 1999

Lafontaine til filmen
*Efterårets største tyske bogsucces, Oskar Lafontaines Hjertet sidder til venstre bliver muligvis filmatiseret. Den tyske filmproducent Werner Koenig forhandler om rettighederne til bogen om den bitre magtkamp mellem partiformanden Lafontaine og kansler Gerhard Schröder. I hovedrollen ønsker producenten sig Klaus Maria Brandauer, der kun har en anelse mere hår på hovedet end Lafontaine, eller den amerikanske 'giftdværg' Danny de Vito. Hvem der i givet fald får skurkerollen som den onde Gerhard, vides ikke. wpr

Fincher og Ellroy
*Den amerikanske filminstruktør David Fincher, der for nylig gjorde behørigt opmærksom på sig selv med den voldelige og satiriske The Fight Club, synes at have kastet sig over den hårdkogte krimiforfatter James Ellroys mordmysterie The Black Dahlia som muligt forlæg for sin næste film. Ellroy er også manden bag L.A. Confidential, der for et par år siden blev til en fremragende film med Curtis Hanson i instruktørstolen. CMC

Ros til biblioteksskole
*Forskningen på Danmarks Biblioteksskole er så god, at skolen bør have status som højere uddannelsesinstitution. Det er konklusionen på en forskningsevaluering, som kulturministeriet har bestilt. Evalueringen er gennemført af fem anerkendte internationale og nationale forskere, og de fremhæver, at forskningen på dette område ikke kan forventes at blive taget op af andre forskningsinstitutioner i Danmark end netop biblioteksskolen. "Jeg regner med, at de sidste formaliteter kommer på plads, så skolen kan få status som højere uddannelsesinstitution," udtaler kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen (R).

Tikkanen i tekst og musik
*I dag klokken 15.00 præsenterer Københavns Hovedbibliotek i Krystalgade gruppen Teatret Kehä fra Finland. De vil på svensk fremføre Märta Tikkanens digtsamling Århundradets kärleksaga i tekst og musik. Digtsamlingen udkom i 1978 og blev året efter belønnet med Nordiske Kvinders Litteraturpris. Gratis adgangskort fås på Hovedbiblioteket.

Teatre bytter forestillinger
*Fynboer skal have glæde af et jysk teaterstykke - og omvendt skal jyderne have mulighed for at opleve en fynsk forestilling. Det mener de tre teatre i Odense, Århus og Aalborg, der nu vil undersøge mulighederne for at udveksle forestillinger teatrene imellem. Beslutningen blev taget på teatrenes netop afholdte årsmøde. Landsdelsscenerne vil i den nærmeste fremtid henvende sig til Kulturministeriet for at få økonomisk støtte til landsdækkende turneer. I de senere år har de tre landsdelsscener i Odense, Århus og Aalborg oplevet en markant fremgang. Det samlede tilskuertal er på godt 350.000, og det udgør mellem 10 og 15 procent af det samlede teaterbesøg i Danmark.ritzau

Parlør i radioteatret
*Forfatteren og tegneren Kim Fupz Aakesson er aktuel i Radioteatret. Det sker mandag den 29. november klokken 21.30 på P1, hvor hans radiospil Parlør har premiere. Parlør er en komedie om menneskets ensomhed, men også om den ukuelighed og vilje til at nå andre mennesker, som gør, at mennesket altid kommer videre. I radiospillet optræder Jesper Christensen, Hella Joof og Martin Brygmann.

Ny udgave af Krags dagbog
*Jens Otto Krags dagbogsoptegnelser fra 1971-72 genudgives. De udkom første gang i 1973, året efter at han var fratrådt som statsminister og handler således om hans sidste år på posten. Året rummede blandt andet valgkampen forud for valget i september 1971, regeringsskiftet da Krag afløste den radikale Hilmar Baunsgaard som statsminister, Kong Frederiks død og Krags udråbelse af Dronning Margrethe - og endelig debatten og afstemningen om Danmarks tilslutning til EF.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her