Læsetid: 2 min.

K'nyt

3. november 1999

Dinosaurer på webcam
*BBC har opstillet et webcam i en præhistorisk urskov. Via adressen www.bbc.co.uk/dinosaurs er der mulighed for at udspionere iguanodoner, der intetanende går omkring og gumler blade for 106 mio. år siden. Webkameraet er et supplement til en tv-serie om dinosaurer, og BBC har i tilgift lavet en interaktiv online guide til fortidsøglernes verden. Ved at klikke på guiden fragtes man 60 mio. år tilbage i tiden og får mulighed for at klikke rundt blandt brølende coelophysis, stegosaurusser og pterosaurer. kjær

Digitalt nyhedsbrev for design
*Designbranchen har fået eget digitalt nyhedsbrev, Megazinet, med tilhørende hjemmeside på Internettet. Adressen er www.megazinet.dk, hvor man kan læse om bl. a. svensk design i Umeå og møbeludstilling på Kunstindustrimuseet samt søge blandt artikler om kunst, arkitektur og design.

Borgmester vil knuse kunstmuseum
*En udstilling af moderne britisk kunst på Brooklyn Museum of Art i New York har fået et retsligt efterspil. New Yorks borgmester Rudolph Giuliani
ville have udstillingen standset, bl. a. på grund af kunstneren Chris Ofilis kontroversielle Madonna-billede, malet med elefantafføring, som borgmesteren finder 'sygt'. Museet nægtede at tage udstillingen af plakaten, hvorefter borgmesteren dels tilbageholdt 497.554 dollars i kommunale tilskud til museet, dels gik rettens vej for at tvinge museet bort fra en ejendom, det har rådet over i mere end 100 år. Dommer Nina Gershon har taget museets parti og beordret Giuliani til at udbetale det kommunale beløb.

Nordisk Film erobrer Århus
*Nordisk Film Biografer A/S, har overraskende overtaget driften og ejerskabet af det århusianske Biografkompagniet. Ejerne, Kim Pedersen og Mogens Steen Kruse, har ellers kæmpet en indædt kamp for at holde netop Nordisk Film ude af byen.
I 1995 lagde de deres biografer sammen, og i 1996 lancerede de det topmoderne biografkompleks CineCity. I erkendelse af at det danske biografmarked om få år vil domineres af ganske få store kæder, har de to århusianske biografejere imidlertid strakt våben. De har accepteret et formentligt lukrativt milliontilbud fra Nordisk Film, der i forvejen tegner sig for næsten 50 pct. af det danske biografmarked. Nordisk hovedmodstander i kampen om de danske biografgængere er den belgisk-tyske biografkoncern Kinemaxx, der er på vej ind på det danske marked med et nyt biografkompleks i København og som også satser i Århus og Aalborg. Fremover vil kun kvalitetsbiografen Øst for Paradis være på århusianske hænder.

DR's sprogpris til Helge Baun Sørensen
*Den 50-årige medarbejder ved Danmarks Radio cand. mag. Helge Baun Sørensen modtog tirsdag DR's Sprogpris, en hæderspris i form af et diplom og et halssmykke. Baun Sørensen er kendt fra den klassiske musik på radioens P2 og fra programmet "Danmark kort" på P1. Det hedder i begrundelsen, at han er musikalsk (musik og dansk er i øvrigt hans fag), men at han også er sprogmusikalsk og har humor. "Med sproget som indsats finder han frem til lytternes hjerne og hjerte", konkluderer begrundelsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu