Læsetid: 4 min.

Kompromisets svære kunst

20. november 1999

Fra bog til film - John Irving om arbejdet med 'Æblemostreglementet'

Ny bog
Det er en ganske privilegeret situation, den amerikanske forfatter John Irving er blevet sat i med filmatiseringen af hans roman Æblemostreglementet (1985), der kommer op i biograferne til næste år. Han kan kun dårligt tillade sig at udvandre rasende på premiereaftenen, for ikke bare har han selv skrevet filmens drejebog, men han har også fået lov til at godkende såvel instruktør som skuespillere.
Det må siges at være yderst sjældent i Hollywood, hvor forfatteren som regel har været det mindst nødvendige led i den kreative proces. Det eneste, John Irving ikke har fået sanktionsret over, er filmens plakat, i hvilken anledning han dog også udtrykker nogen nervøsitet i den nye bog My Movie Business, han har skrevet om filmatiseringen.
Det klæder John Irving her at slippe de stramme tøjler, som vi kender ham fra de omfangsrige romaner, og i stedet lade de personlige betragtninger dominere. Det er en velkommen bog, for der er ikke skrevet ret meget om adaptionen fra bog til roman, og da slet ikke af en insider som i dette tilfælde. Og så tilgiver man gerne, at han ind imellem bruger vel meget plads på at referere hvilke detaljer fra bogen, der ikke blev plads til i filmen.
Ægteskabet mellem litteratur og film har altid været en noget usikker affære og John Irving erklærer sig også enig med Kurt Vonnegut i, at det at få sine bøger filmatiseret er som at se at se sine personer blive klippet - de fremtræder mere nydelige for omverdenen, men måske også lidt kedeligere. Men Irvings indstilling til arbejdet har været pragmatisk og han konstaterer uden bitterhed, at det er en øvelse i den svære kunst at gå på kompromis.
Filmatiseringen af Æblemostreglementet har været 13 år undervejs og i hænderne på tre forskellige instruktører inden den svenskeren Lasse Hallström (Mit liv som hund) endelig fik projektet ført igennem. Historien handler kort fortalt om fødselslægen Dr. Wilbur Larch (spillet af Michael Caine), der i 30'rne og 40'rne leder et børnehjem i Maine, hvor han af idealistiske grunde også udfører illegale aborter. Den hjemløse Homer Wells, der ikke kan finde en plejefamilie, vokser op på børnehjemmet og optrænes af Dr. Larch til også at kunne udføre aborter.

Dickens eller dr. Irving
Som det fremgår af den nye bog lægger John Irving stor vægt på, abortspørgsmålet. Han polemiserer således ihærdigt imod den amerikanske Right-to-Life bevægelse, der vil tilbage til tiden mellem 1846 og 1973, hvor det var ulovligt at foretage aborter i USA. Men for Irving er der ingen tvivl om, at forbud mod svangerskabsafbrydelse aldrig har hjulpet nogen og da slet ikke de kvinder, der i stedet måtte vælge at søge hjælp hos kvaksalvere.
Historien er til dels inspireret af Irvings bedstefader, der var fødselslæge i Boston i samme periode og forfatter til to håndbøger i obstetrik. Da John Irving som barn fortalte sine forældre, at han ville være forfatter, henviste de ham til den eneste i familien, der havde skrevet bøger:
"På samme tid som jeg begyndte at læse Charles Dickens begyndte jeg også at læse min bedstefader, 'Fritz' Irving. For en 14-årig var de kliniske detaljer fra obstetrikken og den gynækologisk kirurgi ærlig talt mere øjeåbnende end noget hos Charles Dickens, omend Dickens i sidste ende skulle vise sig at få større indflydelse på mit forfatterskab end Dr. Irving. Gudskelov."
Omfanget er et af de problemer, der opstår, når man skal filmatisere en roman. For manuskriptforfatteren gælder det derfor om at betræde den vanskelige vej, hvor personer og handlingselementer må skæres bort, mens andre må føjes til for at få historien til at hænge sammen. I John Irvings tilfælde fyldte romanmanuskriptet 800 sider, hvilket blev til 136 sider i filmens drejebog. Denne indeholdt 234 scener, hvoraf kun de 190 blev optaget og omkring 150 overlevede redigeringsfasen. Når Irving så forholdsvist nemt har accepteret de mange nødvendige omskrivninger og forkortelser skyldes det nok, at han hører til de forfattere, der sværger til den klassiske episke roman, hvor fortælleren suverænt trækker i trådene:
"De fleste af mine venner, der er romanforfattere, har fortalt mig, at når de begynder på at skrive en roman, ved de aldrig hvordan den skal slutte. De synes, det er mærkeligt, at jeg må vide det, og jeg har brug for at kende ikke bare slutningen men også alle væsentlige begivenheder i mine personers liv. Når jeg endelig begynder på den første sætning, skal jeg vide alt, hvad der skal ske, så jeg ikke finder på historien, mens jeg skriver, men snarere husker en historie, der allerede har fundet sted."

*John Irving: My Movie Business. A Memoir. London: Bloomsbury. 177 s., 12.99 pund

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her