Læsetid: 5 min.

Korsenes sang om selvstændighed

2. november 1999

Med den sovjetiske besættelse i 1940 begyndte en voldsom undertrykkelse af den katolske kirke i Litauen. Det fostrede stærk modstand blandt de troende. Ærkebiskop Tamkevicius var én af de præster, der satte livet på spil

Historien
SIAULIAI - Der går et stykke tid, inden man hører den - sangen. For først er det øjnenes tur til at blive overvældet af dette fantastiske syn, som Korshøjene er. Det siges, at der er 100.000 kors på de to menneskeskabte høje, men det er umuligt at tjekke sandheden i udsagnet, for de er overalt, lag på lag, store og små, metal, træ, garn, papir, plastik.
Røde, gule, grønne og blå plastikkæder med vedhæng af små kors hænger i kilovis oven på de store trækors, som findes i enhver deltaljeringsgrad. På jorden ligger de i bunker. Nogle er købt nede ved boderne på marken, der gør det ud for parkeringsplads, mens andre er hjemmelavede. Alt fra simple kors af ståltråd og hvide piberensere til omhyggeligt hæklede kors dekoreret med rav kan skimtes i bunkerne.
Ingen materialer er for dårlige, ingen er bedre end andre. Det som tæller, hvis man ønsker Guds hjælp til at løse et tyngende problem, er de følelser, der er lagt i det kors, man placerer på højene.
Først når øjnene har vænnet sig til alt dette, hører man korsenes sang. En lav klimten af plastik mod plastik, træ mod træ, plastik mod træ.

Politisk manifestation
Korshøjene ligger midt ude i det åbne, flade landskab, 20 km nordøst for Litauens fjerdestørste by Siauliai. Udover at være en af Litauens største katolske helligdomme, er det også et af de helligste steder til minde om Sovjettidens terrorregime.
Overlevende systemkritikere, der havde været deporteret til Sibirien, drog ud til højene og placerede kors til minde for dem, der aldrig kom tilbage. Troende, der kæmpede for retten til religionsfrihed, foretog samme rejse.
I årene op til kommunismens sammenbrud øgedes antallet af kors markant, som en fredelig, men klar manifestation af ønsket om selvstændighed. En manifestation, som Sovjetstyret snart opfattede, hvorfor man gentagne gange forsøgte at jævne højene med jorden; senest i 1975.
Men lige så brutalt korsene forsvandt, ligeså stille dukkede de op igen i ly af nattens mørke. Korshøjene er i dag selve symbolet på den katolske kirkes stædige kamp for overlevelse.
En kamp mod et styre, der lukkede de teologiske fakulteter ved universiteterne, slettede religionsundervisning fra børnenes skoleskemaer, rensede bibliotekerne for religiøse bøger og omdannede mange af landets kirker til reservelagre, værksteder og såkaldte 'museer for ateisme'.
En kamp, som ærkebiskop Sigitas Tamkevicius deltog i med en stædighed, der har gjort ham til en af landet allermest respekterede mænd.

Trussel mod styret
Sigitas Tamkevicius var medstifter og leder af Komitéen til Forsvar for Troendes Rettigheder, som i 70'erne gentagne gange sendte breve til Moskva, hvor de klagede over krænkelser af menneskerettigheder. Derudover redigerede han en katolsk krønike, som blev sendt i omløb i Litauen og i Vesten for at fortælle om de overgreb, kirken blev udsat for.
Prisen for dét engagement blev høj. Fem et halvt år i russiske fængsler - heraf seks måneder i KGB's varetægt, samt seks måneder i Sibirien.
"Jeg blev dømt efter en paragraf, der forbød propaganda," fortæller den aldrende ærkebiskop fra en rummelig og sparsomt møbleret sal i sin embedsbolig i Litauens næststørste by Kaunas. De eneste genstande i rummet er et stort, tungt, ovalt mahognibord samt en lille sofagruppe, der er anderledes forfinet med sit hvide, røde og blå silkebetræk.
"Litauen var meget lukket dengang, og omverdenen kunne ikke vide, hvad der foregik i landet. For eksempel accepterede Sovjetstyret kun, at der blev uddannet fem præster om året, og hvert år døde omkring 30, så det viste deres klare vilje at udrydde præsterne. Og hvis præsterne underviste børn i religion, blev de fængslet i et år," siger Sigitas Tamkevicius.
"Alle forbrydere er dristige og føler sig sikre, når deres arbejde er ukendt, så derfor måtte vi sørge for, at Vesten fik at vide, hvad der foregik. Og hypotesen viste sig at være rigtig, for efter at krøniken var blevet uddelt i Vesten, tillod Sovjetstyret pludselig, at flere præster kunne blive uddannet," siger han med et stolt glimt i øjnene.

Sovjetisk modtræk
Men glæden over den lille sejr, som den illegale - og anonyme - krønike bragte kirken blev kortvarig. Sovjetstyret gik til modangreb og indledte en offentlig propaganda, der skulle sætte spørgsmålstegn ved sandheden i krønikens indhold. Et træk, som tvang de ansvarlige præster ud af busken.
"Vi ville ikke beskyldes for løgnagtighed, så vi var fem præster, der sammen udfærdigede et dokument, hvor vi påpegede, at det er en krænkelse af menneskerettighederne at terrorisere folk, der tror på Gud. Mens krøniken var anonym, så stod vi fem nu frem og satte vores underskrifter på dette dokument," fortæller han.
Kort tid efter modtog de alle en advarsel fra statsadvokaten. 'Stop jeres ulovlige aktiviteter, eller I vil blive straffet!', lød truslen, som de alle fem valgte at overhøre. I 1983 blev Komitéens ledere, Alfonskas Svarinskas og Sigitas Tamkevicius, idømt 10 års strafarbejde i Sibirien.
I fængslet fortsatte Tamkevicius sin stædige kamp. Trods opfordringer om at søge om amnesti, valgte han sin straf. Selv da de russiske myndigheder besluttede at løslade ham midlertidigt, så han kunne tage imod en invitation fra en tysk biskop, sagde han nej tak.

Nægtede at angre
"Det var deres hensigt at vise Vesten et menneskeligt ansigt, men samtidig ville de have, at vi erkendte vores skyld og angrede. Så det var et dobbeltspil, og det ville jeg ikke spille med i," fortæller ærkebiskoppen, der alligevel blev løsladt før tid sammen med andre politiske fanger.
Trods den fine sorte præstekjole med de røde knapper og det brede røde mavebælte, er det ikke svært at forestille sig denne lille tætte mand kæmpe en stædig kamp for sin ret i en fangelejr. Og i dag fortryder han intet.
"Det er min dybe tro, at kirken var det eneste sted, hvor man kunne snakke lidt friere i Sovjettiden, for alle andre steder var absolut monopoliseret og lukkede. Og med kirken fik omverdenen den information, som gjorde det umuligt at ødelægge kirken. For Sovjetstyret ville ødelægge kirken uden at støje, i stilhed," forklarer Sigitas Tamkevicius. Han tror på, at kirken ved at vise mod og være et forbillede fik andre til at stå frem og kæmpe.
"Da kirken først begyndte at publicere krøniken, opstod der efter et års tid yderligere 13 illegale blade, så det havde stor indflydelse. Og jeg tror, det lykkedes, fordi kirken opretholdt tanken om frihed, om patriotisme, om vor egen kultur og traditioner. For Sovjetstyret kunne ikke ødelægge vores tanker," siger ærkebiskoppen, der trods en hård tid i blandt andet KGB's varetægt - der betød seks måneders isolation i en kælder og lange dage under forhør - slap med livet i behold. Andre var knap så heldige.
Men måske plantede en oprigtig sørgende sjæl et kors på Korshøjene for den stædige fader Tamkevicius.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu