De indfødte amerikaneres univers blev vendt på hovedet, da deres stater og religiøse institutioner blev sønderknust af de spanske conquistadorer i 1500-tallet. Nogle munke fortalte en anden historie om folkemordet end sejrherrerne. Men hvordan oplevede de indfødte selv erobringen? Den peruvianske semiolog José Antonio Mazzotti har studeret deres vidnesbyrd
"... thi fra begyndelsen betragtede indianerne de spanske conquistadorer som engle sendt fra himlen."
Munken Bartolomé de Las Casas
i 'Brevissima relacíon de la destruccíon
de las Indias', 1542.
Erobrere påtager sig altid privilegiet at udfærdige deres version af historien for eftertiden. Uhyrligheder anrettet mod andre folk skal nemlig retfærdiggøres á posteriori.
Sådan var det også, da Hernando Cortés og hans conquistadorer sendte beskrivelser af deres erobringer i Mellem- og Sydamerika hjem til kongen af Spanien og paven i Rom i begyndelsen af 1500-tallet.
Nedslagtningen af millioner af indfødte mennesker gik de let henover. I stedet fremhævede conquistadorerne, hvor mange nye undersåtter den spanske trone og Vatikanet havde fået under sig, takket være deres selvopofrende korstog i den Nye Verden.
Kun 'indianere', der afviste at adlyde Guds kald, fortjente at blive straffet og brænde i Helvede. Og dem var der ifølge Cortés og hans medfølgende præster ikke mange af. De fleste indfødte tog faktisk med kyshånd imod tilbuddet om at blive kristne sjæle, hed det i deres breve hjem.
Nogle få munke, især fra franciskaner-ordenen, forstod dog snart, at de spanske erobreres forehavende var et helt andet end at udvide det spanske imperium og skaffe nye sjæle til kirken. Conquistadorerne planlagde udelukkende at berige sig med guld, ædelsten og andre naturrigdomme, som fandtes i oceaner i den Nye Verden.
Herudover nød conquistadorerne godt af encomienda-systemet, ifølge hvilket kongen gav dem rettigheder til at eje land og indiansk arbejdskraft. Udbytningen af slaverne var hensynsløs. Millioner og millioner af indfødte mænd, kvinder og børn omkom i miner, på marker og ved dykning efter perler.
Bartolomé de las Casas, den berømteste kronikør af det spanske folkemord på de indfødte amerikanere, anslog i 1542 - altså 50 år efter Columbus' opdagelse af Vestindien - at mellem 12 og 15 mio. var blevet slagtet. Hertil skulle lægges et ukendt antal døde fra slavearbejde og medbragte europæiske sygdomme.
"Vi bør huske, at spaniernes umættelige grådighed og ambition, den største verden nogensinde har set, er årsagen til deres mange forbrydelser. Disse områder er så rige og lyksagelige, de indfødte folk så kny og tålmodige, så lette at undertvinge, at spanierne ikke værdsætter dem højere end dyr," skriver las Casas i et bønskrift til kong Karl I af Spanien i 1542.
Ulykken er, at denne umenneskelige behandling har berøvet de stakkels indianere liv og sjæl.
"Millioner er døde uden at blive konverteret og uden den sidste olie," beklager den spanske munk.
Las Casas og hans trosbrødre fattede en naturlig interesse i den indfødte befolknings sprog og kultur, som de lærte godt at kende og endda skrev bøger om. De var humanister og følte stor medlidenhed med en befolkning, der led helt ufatteligt under et brutalt spansk herredømme. Af og til lykkedes det for dem at beskytte indianerne mod de værste overgreb.
Missionærernes beretninger giver os imidlertid ikke et uhildet indblik i, hvordan aztekere i Mexico, mayaer i Mellemamerika og inkaer i Andesbjergkæden oplevede mødet med de spanske erobrere, munke og præster, ej heller giver de indsigt i de besejredes syn på nedkæmpelsen af deres højt avancerede civilisationer.
Der findes dog mere eller mindre samtidige skildringer baseret på bl.a. øjenvidner, nedskrevne notater, digte og erindringer, som blev overleveret mundtligt til de næste generationer. Disse kilder give os et fascinerende billede, selvom teksterne bærer præg af at være nedskrevet af spanske munke.
Bernardino de Sahugun gjorde f.eks. en prisværdig indsats for at indsamle udsagn fra indfødte vidner og deres efterkommere om Hernando Cortés' belejring og erobring af aztekernes hovedstad Tenoktitlan, Mexico By, i 1521. Ikke desto mindre er det blevet rimeligt godt dokumenteret af forskere, at beskrivelser af aztek-kongen Montezumas reaktion på nyheden om spaniernes landing på Mexicos kyst er mere ønsketænkning end virkelighed. Ifølge Sahuguns kilder var kong Montezuma overbevist om, at den vigtigste gud i aztekernes panteon var genopstået og vendt tilbage til jorden i skikkelse af kaptajn Cortés. Denne guds plan skulle være at fjerne Montezuma fra magten, hvilket hensatte kongen i en tilstand af næsten total handlingslammelse.
Conquistadorernes indflydelse over aztekerne beskrives i para-psykologiske vendinger. Spanierne opfattes som guder. Deres sorte slaver skal endda være blevet kaldt "guder med et farvet ansigt!" Da en rivaliserende nation til aztekernes besejres i et kort slag af den indtrængende fjende, indgår man en koalition mod den fælles modstander i Mexico By.
Spaniernes betingelse er tilsyneladende, at indianerne lader sig omvende til kristendommen på pletten. Ifølge Sahuguns kilder bliver tusinder døbt på en dag, og deres henrykkelse passerer ikke ubemærket i krøniken.
"Idéen, at Cortés var en gud, stemmer ikke overens med, hvad vi ved om aztekernes religion. Den indgår i beretningen for at vise, at indianerne var naive og enfoldige og at den spanske kultur var overlegen," mener den peruvianske semiolog José Antonio Mazzotti.
Mazzotti er adjunkt i romanske sprog på Harvard University og specialist i tolkning af skrifter fra den spanske kolonitid.
"At fremstille aztekernes nederlag som en følge af deres frygt for spanierne er falskt. De tabte først og fremmest, fordi deres rivaler, tlaxkaltekerne, rottede sig sammen med spanierne og fordi Mexico By blev decimeret af skjoldkopper," insisterer Mazzotti.
Indfødte beretninger om conquistadoren Francisco Pizzaros og 168 soldaters tilfangetagelse af inkaernes solkonge Atahuallpa og nedslagtningen af 6.000 soldater 16. november 1532 i Camajarca er færre og nedskrevet senere. Ikke desto mindre giver de et andet billede end spaniernes af, hvad der skete på denne skæbnesvangre dag, hvor en lille flok erobrere evnede at besejre det mægtigste rige i Nord- og Sydamerika.
Inka-riget strakte sig fra Colombia i nord til Santiago, Chile i syd og var en nylig oprettet stat, som bestod af flere hundrede etniske grupper og nationer. Pizzaro rejste 1.500 km fra Panama ned langs Stillehavskysten til Peru og plyndrede undervejs flere byer og lod sine soldater voldtage indfødte kvinder. Spaniernes egentlige hensigt var at finde guld.
Ifølge Pizzaro og hans brødre angreb de inka-kongen og hans ubevæbnede hær med sværd, kanoner, heste og hunde, da Atahuallpa pludselig kastede biblen fra sig under et møde på en indhegnet markedsplads i Camajarca. Kongen skulle straffes for at have sat sig op imod den kristne gud, men det var blot et påskud for at iværksætte et nøje planlagt overfald.
Udsagn baseret på samtidige inka-vidner fortæller imidlertid en hel anden historie, påpeger José Antonio Mazzotti. Atahuallpa skal have troet, at kristendommen har tre guder, idet oversætteren ikke skelnede mellem Gud og treenigheden. "Så dyrker I ligesom os flere Guder," skal han have sagt til præsten. Præsten skal være blevet ophidset, og midt i forvirringen taber Inka-kongen biblen på jorden.
En anden version baseret på udsagn fra Atahuallpas nevø, der blev født efter massakren i Camajarca, beretter, at Pizzaro under sit første møde med kongen havde hældt majsøl ud af et krus, der var blevet budt ham som led i et religiøst ritual. Han frygtede at blive forgiftet.
Denne gestus stødte Atahuallpa dybt og eftersom gensidighed i inka-kulturen var et fundamentalt princip, gjorde kongen gengæld ved at smide biblen fra sig.
"Inkaerne opførte sig langt mere civiliseret, end de spanske erobrere senere beskrev. Deres rige var langt mere tolerant over for andre religioner og guder end katolicismen. Når inkaerne havde besejret en anden nation blev dens guder optaget i rigets panteon. Samtidig fik de besejrede tildelt udstrakt selvstyre," fortæller den peruvianske semiolog.
Det var således inkaerne en utænkelig tanke, at en besøgende delegation fra en anden nation, i dette tilfælde spaniere, ville indlede et overraskelsesangreb mod dem uden varsel og gennemgang af en række ritualer. Uciviliseret opførsel.
"Atahuallpa og hans soldater (af hvilke der var 80.000 omkring Camajarca, red.) medbragte kun reb til mødet med Pizzaro. De ville dels fange spaniernes heste for at yngle dem, dels bruge rebet til at fange spanierne, ikke for at myrde dem, men for at få Pizzaros plyndringer og voldtægt opklaret. Atuhallpas håb var at komme til forståelse med Pizzaro," forklarer José Antonio Mazzotti.
I stedet slagtede og parterede de 168 soldater 6.000 uskyldige og ubevæbnede inka-mænd i en blodsrus, som utvivlsomt var næret af deres blinde frygt for fjendens voldsomt overlegne styrke. En episk begivenhed, som var startsignalet til en grusom kolonisering af inkafolket, hvis indbyggertal faldt fra 12 til 1 mio. i løbet af et århundrede.
I det første værk på spansk om inka-civilisationen fortæller El Inca Garcilaso de la Vega, en efterkommer til indianere, at inka-folket i begyndelsen af 1600-tallet følte sig i et "kosmisk kaos."
"Hermed mente Garcilaso, at deres verden var blevet vendt på hovedet. Orden og organisation havde hersket, inden spanierne kom. Under koloniherredømmet var folk totalt forvirrede, myndighederne tog sig ikke af dem, de blev udbyttet og torteret. Denne tilstand skabte et enormt traume i deres bevidsthed," siger Mazzotti.
I 1536 startede Pizzaros allierede, en indfødt nation, der var blevet undertvunget af Atahuallpa, et oprør mod Spanien, men det blev slået ned. Lederen Manco Inka grundlagde derpå en kortlivet eksilstat i Perus jungle. Halvandet århundrede senere indledte en anden inka-leder, Tupak Amaru II, et nyt oprør i et forsøg på at danne en inka-stat. Denne revolte blev undertrykt i 1781.
I Andes-landene Bolivia, Colombia, Ecuador og Peru taler 7 mio. mennesker stadig inka-sproget quechua, mens færre taler aztekernes sprog nahuatl i det moderne Mexico.
"I Peru eksisterer der blandt indianere stadig en præ-inka organisationsform i lokale samfund," konstaterer Mazzotti.
"Men det forventes, at quechua vil forsvinde i løbet af 100-150 år i takt med, at den vestlige kultur med tv og radio breder sig. I den forstand er erobringen endnu ikke ovre. Koloniseringen af de indfødte folk fortsætter. Det sker lige nu og her."
Belejringen af Mexico By
Knækkede spyd ligger på gaderne;
vi har revet os i håret af sorg.
Husene er uden tage nu,
og deres mure er røde af blod.
Orme myldrer på gader og pladser,
og murene er oversprøjtede med levret blod.
Vandet er blevet rødt, som om det var farvet,
og når vi drikker det,
smager det af salt.
Vi har hamret vore hænder i fortvivlelse
mod lerstensmurene,
for vor arv, vor by, er tabt og død.
Vore krigeres skjolde var dens forsvar,
men de kunne ikke redde den.
Vi har tygget tørre kviste og salt græs;
vi har fyldt vore munde med støv
og små stykker lersten;
vi har spist firben, rotter og orme.
Anonymt digt oversat fra aztekernes
sprog nahuatl i 1528.
Kilde: 'Visión de los Vencidos', 1959.
Den lydige
og ydmyge indianer
"Og i hele menneskehedens uendelige univers er disse mennesker de mest troskyldige, de mest blottede for ondskab og svig, de mest lydige og trofaste over for deres indfødte herrer og de spanske kristne, som de tjener. De er af naturen de mest ydmyge, tålmodige og fredsommelige, de bærer ikke nag, de er helt ufordærvede, hverken letbevægelige eller stridbare. Disse mennesker er mere blottede for bitterhed, had eller hævntørst end noget andet folk i verden. Og fordi de er så svage og eftergivende, er de mindre i stand til at udholde hårdt arbejde og dør hurtigt af en hvilken som helst sygdom..."
Munken Bartolomé de las Casas i 'Brevissima relacíon de la destruccíon de las Indias', 1542.
Det gjorde spanierne
i Peru
"Yderligere bekræfter jeg, at jeg med mine egne øjne så spaniere skære næser, hænder og ører af indianerne, både mænd og kvinder, uden provokation, blot fordi de havde lyst til at gøre det, og det gjorde de så mange steder, at det ville tage lang tid at berette om det. Og jeg har set spaniere ophidse deres hunde til at sønderrive indianerne; det har jeg set mange gange. Ligeledes har jeg set spaniere nedbrænde så mange huse og landsbyer, at det ville være mig umuligt at opgive antallet. Jeg har også set spanierne tage spædbørn i armene og kaste dem så langt væk, de kunne, og jeg har set andre uhyrligheder og grusomheder begået uden grund, som fyldte mig med rædsel - så mange, at det ville tage mig lang tid at fortælle om det.
Ligeledes så jeg, hvordan de sammenkaldte caciq'erne og høvdingene og lovede dem frit lejde, og når de så kom med fred, blev de taget til fange og brændt. Og jeg overværede selv, at de brændte to indianere, og selv om jeg prædikede imod det, var jeg ude af stand til at forhindre det. Og Gud skal vide, og så vidt jeg kan forstå, gjorde indianerne i Peru kun oprør på grund af sådanne uhyrligheder og de mange andre anledninger, som spanierne gav dem. Ej heller holdt spanierne nogen sinde deres ord, men i stedet udslettede de uden nogen grund - uretfærdigt og tyrannisk - indianerne og ødelagde deres jord og deres ejendom. De begik sådanne handlinger, at indianerne foretrak at dø frem for at udholde dem."
Vidneudsagn af munken Marcos de Niza fra Bartolomé de las Casas 'Brevissima relaccíon de la destruccíon de las Indias'.
Grådige efter guld
"Deres udstyr og våben er altsammen lavet af jern. De klæder sig i jern og bærer jernhjelme på hovedet. Deres sværd er af jern; deres buer er af jern; deres skjolde er af jern; deres spyd er af jern. Deres dyr bærer dem på ryggen, hvorhen de ønsker. Disse dyr, min herre, er så høje som taget på et hus.
De fremmedes kroppe er fuldstændig tildækkede, så man kun kan se deres ansigter. Deres hud er hvid, som om den var af kalk. De har gult hår; dog har nogle af dem sort. Deres skæg er langt og gult, og deres overskæg er også gult. Deres hår er krøllet med meget fine lokker.
Hvad angår deres føde, er den som menneskeføde. Den er stor og hvid og ikke tung. Den er lidt ligesom halm, men smager af majsstængel, som hinden af en majsstængel. Den er lidt sød, som om den var krydret med honning, det er sødtsmagende mad.
Deres hunde er enorme, med flade ører og lang tunger, der hænger dem ud af munden. Farven på deres øjne er brandgul; deres øjne skyder lyn og slår gnister. De er utrættelige og meget stærke. De springer rundt, gispende og med tungen ud af halsen...
Så sendte Montezuma forskellige høvdinge ud. Tzihuacpopocatzin var i spidsen for dem, og han tog mange af sine folk med sig. De tog af sted for at møde spanierne i nærheden af Popocatepetl og Iztactepetl, i Ørnepasset. De gav 'guderne' symboler af guld og symboler af quetzal-fjer og guldhalskæder. Og da de havde fået disse gaver, brød spanierne ud i smil; deres øjne skinnede af fryd; de var henrykte over dem. De tog guldet op og fingererede ved det som aber; de syntes at være ude af sig selv af glæde, som om deres hjerter var blevet oplyst og født på ny.
Sandheden er, at de længtes efter guld og var grådige efter det. Deres kroppe svulmede af griskhed, og deres sult var glubende; de hungrede som svin efter guldet. De snappede efter de gyldne værdighedstegn, svingede dem frem og tilbage, undersøgte hver tomme af dem. De var som folk, der taler et barbarisk sprog: Alt, hvad de sagde, var på et barbarisk sprog."
Aztekeres beretning om mødet med spanske erobrere indsamlet af munken Bernadino Sahagun. Fra 'Visión de los Vencidos', Mexico 1959. Redigeret af Miguel Leon-Portilla.
Oversat af Birgit Ibsen
