Sigrid Combüchens opdaterede gralsfortælling er lærd, ambitiøs - og skuffende
Roman
Der har igen været krig i Europa. Det gamle kontinent er endnu en gang blevet hærget og ødelagt, materielt såvel som åndeligt, kulturelt såvel som politisk. En ny virkelighed har rejst sig: kontinentet er nedslidt og forurenet, årstiderne findes ikke mere. Centrale myndigheder bestemmer ikke alene hvor mange børn hver enkelt kvinde må få, men også hvornår hun må få dem.
Krigen er kommet som følge af et sammenbrud i den europæiske integration. Unionen er blevet realiseret, men bryder sammen igen som følge af de nationale kulturers genopblomstring efter en tid, hvor "alting var ens overalt".
Resultatet er en altødelæggende krig og en slags ny middelalder, hvor usynlige instanser med uigennemskuelige grænser udøver en diktatorisk magt.
Store ambitioner
Journalisten Perle mister sit job på en avis og bliver i stedet en slags privatsekretær for en gammel general, som arbejder på sine erindringer. Perle er en kvinde - og hun er Parsifal i denne opdaterede fortælling om ødelandet og Gralen. Den gamle general Piscator er Fiskerkongen, en usympatisk krigsforbryder, som nu kæmper med at få fortalt sin historie.
Dette er det nedslående udgangspunkt for den lange og lærde roman, den svenske forfatter Sigrid Combüchen har udgivet under titlen Parsifal, og som nu er udkommet på dansk - i en glimrende oversættelse ved Annelise Malmgren.
Den vil gerne være en del af den store, europæiske romantradition, hvor fortid, nutid og fremtid, filosofi og mytologi, religion og historie smelter sammen i en stor fortælling om kulturen og tiden.
Desværre har den så travlt med netop at være stor og lærd og dybsindig, at den i nogle passager næsten bliver ulæselig.
Ud af tågen
Det er jo i virkeligheden så ganske lidt der skal til: En gammel mand, som skjuler ubehageligheder i sin fortid, og som samtidig mærker ubehaget ved at skjule ubehagelighederne. Straks er læseren interesseret i, hvad der er sket.
Men i stedet for at fastholde og udfolde erindringslinjen fortaber fortælleren sig i optegninger af endeløse samtaler mellem ligegyldige bipersoner, som kommer ind fra højre og forsvinder igen, uden nogensinde at få betydning for den helhed, som derfor aldrig etableres.
Der er også gode ting - f.eks. et højdramatisk, gladiator-agtigt forhindringsløb midt i bogen, hvor atmosfæren fortættes og enkelte elementer fra den opfundne fremtidsverden træder ud af tågen og begynder at stå klart.
Men det er mig ubegribeligt, at Sigrid Combüchens forlægger - den svenske, forstås - ikke har grebet ind over for de alt for lange passager, hvor der ingenting sker. Det havde nemlig utvivlsomt været muligt at mejsle en læseværdig roman ud af denne granitblok. Men det er som om forfatteren i sikker overbevisning om egne evner blot har nedskrevet hvad der faldt hende ind, og så regnet med at der automatisk kom en helhed ud af det.
Desværre er bogen rodet og usammenhængende, dispositionen uindlysende og strukturerne usynlige. Forbindelserne mellem Perles og Piscators personlige historier og den generelle skitse til historien om Europas sammenbrud bliver aldrig andet end løse og abstrakte postulater.
Til gengæld er der skjulte citater fra traditionens store forfattere, der er referencer til alle dele af Europas historie, der er navnesymbolik og tekster-i-tekster - alle de tricks, en belæst og dannet romanforfatter benytter sig af. Men hvorfor?
Det er en ambitiøs bog, en bog med en idé - men det er kikset i udførelsen.
*Sigrid Combüchen: Parsifal. Oversat fra svensk af Annelise Malmgren. 344 s. 298 kr. Tiderne Skifter
