Læsetid: 3 min.

Kvalme ned ad væggene

4. november 1999

Peter Dupont Weiss' opsætning er en teatralsk opgradering, menTrainspottings dokumentarisme tager ikke højde for, at publikum kan væmmes uden at rystes

Teater
Irvine Welsh' kultbog i Harry Gibsons dramatisering er del af den krasse unge, britiske bølge (Kane, Ravenhill osv). Men uanset dens status som verdensomsejlende teaterbegivenhed, er det ikke nogen insisterende nærgående tekst i Norén-psykologisk forstand - (dens insisterende interesse ligger, lidt billigt sagt, et helt andet, skumlere sted i området for biologiske funktioner, sekreter og efterladenskaber). Dens forankring ligger i et afluringsscenarie, i filmiske scener, i opklippede sekvenser, flash-backs og peep-show lignende indblik i junkskyderierne på den snavsede madras, der som en tømmerflåde holder personerne oppe, i hvert fald så længe fixet varer.
Heroinjunkien Mark er fra forfatterens side ikke uden romantisering. Den reducerede eller totalt nedsmeltede junkie, som behandlere og vesterbroere kender, er meget langt fra Mark (og Ole Bornedals mere filosofisk-magisk anlagte dublet i Gud bevare Danmark - vi nærmer os måske ligefrem en trend?). Men som Gerard Bistrup spiller ham, går opfattelsen rimeligt hjem; denne Mark sygner hen under en fjendsk, forrået og nihilistisk himmel - en motiverende barndom mere end antydes - og har dog en rest menneskelighed tilbage. I tankegang, omend ikke i handlemåde, når abstinenserne tager over.
Omkring ham cirkler Thomas Bendixen, Runi Lewerissa og Tina Gylling Mortensen i mange forklædninger som henholdsvis ven, dæmon og repræsentant(er) for den pryglede og tilbundsgåede kvindelighed, dog med en enkelt, opfindsomt udnyttet revanche-mulighed.
Bendixens slapstick-gestik tegner sig for lidt comic relief i den temmeligt lort-pis-bræk-blod-og-spermindfedtede socio-tragedie (hans engelske mod-kostume er en fryd af præcision), mens Runi Lewerissa smækker sin sceniske autoritet ud med en sådan power, at de forreste rækker får tilbagestrøget hår. Gylling Mortensen burde egentligt have været på alder med 'drengene', men spiller frygtløst op - med rystende resultat. Tre-fire forhutlede, decimerede og udsigtsblokerede eksistenser med stivnede bevægelser og paradoksale opsving af trods.

Teater contra film
Instruktør og scenograf søger selvfølgelig at teatralisere tekstens konsekvent grelle dokumentarisme, hvor skulle den ellers hente sin berettigelse fra i forhold til filmatiseringen? Opgaven er meget bundet for scenografiens vedkommende og lykkes således bedst for Peter Dupont Weiss, der arbejder ironisk i tropismer, små bevægelser, som når fortælleren Mark er bagud i forhold til den fixscene, han referer, og det fixende par derfor nidstirrer ham morderisk. Eller Gylling Mortensens sortier, hvor hun hånligt kaster rollen over skuldrene, mens hun skrider i svinget bag om bagtæppet. Eller den håndfaste skrækkomik i de kiltklædteforældres selvhjælpsforsøg på en kold tyrker.
Filmatiseringens scoop, visualiseringen afsuset, kommer især Gerard Bistrup nær på i kropslig hengivelse, mens filmens antydede undertone af skotsk narkomani som en slags frihedskæmpervirksomhed - hvad skal the lowest of the low, 'undertrykt' af de engelske svinemikler, ellers begive sig ind i? - er væk - og vel også undværlig.
Problemet, sådan som jeg ser det, er, at noget af væmmelsen også gerne måtte undværes. For den fylder meget lige der, hvor rystelsen og indignationen skulle have sat sig godt til rette. Instruktørens programerklæring: "De fleste i Trainspotting lider af en stærkt nedsat evne til medmenneskelighed - og det er det billede af en kynisk og i tiltagende grad afstumpet kultur, som vi forsøger at tegne," er svær at realisere ud fra en tekst, der fokuserer mest på personernes interaktion og mindst på deres svage relationer til omverdenen, den såkaldte 'kultur'.

*Trainspotting. Ovs. & instr.: Peter Dupont Weiss. Scen.: Christian Friedländer. Lysdesign: Kisser Rosenquist. Mus.: Escaping from the Zoo. Mammutteatret. Til 20. nov.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her