10.000 års-uret kunne blive vor tids bud på pyramiderne. En ny bog udforsker, hvordan vi kan gøre den fjerne fremtid nærværende
Fremtiden
Som altid vil det være et rent tilfælde, at man i en fjern fremtid vil opdage ruinerne af en stor besynderlig bygning langt ude i ørkenen. Arkæologer vil begynde at udgrave, og formodentlig vil dens indre give anledning til voldsomme spekulationer. For hvad har meningen med denne besynderlige struktur dog været?
Det yderste rum indeholder resterne af et stort pendul. De følgende forbundne rum indeholder skiver med varierende rotationer, der kunne svare til døgn, månerotationer og solhverv. Det inderste rum er væsentlig større og indeholder flere skiver, der næsten kun kan have været en kalender. Arkæologerne vil spekulere over, om der har levet mennesker, og hvorfor der er blevet brugt så mange kræfter på en kalender?
Svaret kan måske findes i Stewart Brands nye bog The clock of the long now, hvor han beskriver planerne for et ur, som skal kunne gå i 10.000 år.
Den dybe fremtid
Brand er futurist og har tidligere skrevet skrevet bøger om betydningen af billeder af Jorden set fra rummet og om, hvordan bygninger udvikler sig med tiden. Han er dybt interesseret i den fremtid, som ikke blot er lige om hjørnet, men som skjuler sig langt ude i horisonten.
Han mener, at de fleste menneskers nuværende tidshorisont er alt for snæver, og at det tydeligt præger deres beslutninger. Med almindelig årtusindpanik indenfor rækkevidde foreslår Brand 10.000 års-uret som modgift. Uret skal inspirere til langtidstænkning i en hastig tid med ukontrollerbar vækst.
Betragter man for eksempel den vækst, som computerbranchen har undergået i de seneste årtier, vil man se, at hastigheden af computere er vokset eksponentielt. Moore's lov forudsiger, at antallet af transistorer i en chip vil fordobles hver attende måned. Gordon Moore er en af Intels grundlæggere, der producerer de Pentium-chips, som sidder i flertallet af verdens computere. Moore's lov er blevet et mål for hastigheden for en eksponentiel udvikling i højteknologi som synes stadig hastigere.
En lignende eksplosiv teknologisk udvikling finder sted på række andre områder som for eksempel internet og genetisk identifikation. Det er kort sagt, som om hastigheden forøges hvert øjeblik, og at teknologien tvinger os til at løbe stadig hurtigere for at følge med.
Men hvad er teknologi egentlig? Normalt bruges ordet om de redskaber, som mennesker har skabt, og som kan bruges til at lette tilværelsen. Langt de fleste bruger ordet om redskaber, som er blevet skabt, siden de blev født, men måske er teknologi blot et ord for de redskaber, som endnu ikke rigtig virker. Teknologi er blevet både problemet og løsningen på een gang.
Det store spørgsmål er naturligvis, om der er grænser for denne teknologiske vækst? Hvad sker der, når teknologien løber fuldstændig løbsk, og vi rammer muren i det, som Brand kalder Singulariteten?
Teknologiens sorte hul
På samme måde som sole vokser og vokser, indtil de enten eksploderer eller bliver til sorte huller, så kunne man forestille sig noget lignende for vores nuværende vækst. På et tidspunkt må vores nuværende estimater bryde sammen og noget nyt træde i dets sted. Eller vil det?
Brand er bekymret for, hvad der kan ske i Singulariteten og har sat sig for at undersøge, hvordan vi kan undgå den. For at omgå Singulariteten har han og ligesindede futurister sat sig for at skabe et projekt, som skal gøre den fjerne fremtid nærværende for på denne måde at sætte tempoet ned.
Nuet og fremtiden er et produkt af fortiden. Som den polske digter Wislawa Szymborska skriver: "Når jeg udtaler ordet fremtid / tilhører den første stavelse allerede fortiden." Men hvor langt er nuet? For langt de fleste er nuet denne uge forfulgt af sidste uges spøgelse, eller måske rettere det øjeblik, hvor vi handler og stadig kan overskue konsekvenserne.
Men hvis vi til stadighed halser fra øjeblik til øjeblik, hvordan skal vi da få energi til at forestille os fremtiden? Hvad nu hvis vi bestemte os til at udvide nuet til at omfatte 100 år i begge retninger, hvilket ville svare til de forrige og de kommende generationer. Måske kunne det give luft og skabe et bedre overblik.
Og nu vi var i gang, hvorfor så ikke medtage endnu større tidsrum? Vores civilisation er trods alt ikke ældre end omkring 10.000 år, og når man ser tingene i den skala, så ser det hele anderledes ud.
Man kan selvfølgelig ikke ændre vores opfattelse af nuet, men Brand ønsker at gøre os opmærksom på fordelene ved det lange øjeblik. Som zen-buddhister der fordres "uendelig taknemmelighed for fortiden, uendelig tjeneste til nuet og uendeligt ansvar til fremtiden."
Mytemageri
Allerede de gamle grækere havde blik for tidens tarv. Der er forskel på kairos og chronos. Den første er hastig, mulig og gunstig, mens den anden er vedvarende. Kairos giver håb, mens chronos advarer. Den ene kan ikke tænkes uden den anden, og hvor kairos bedst kan karakteriseres som smarthed, så er chronos altid visdom.
Fysikeren Freeman Dyson har foreslået, at tiden eksisterer på seks forskellige skalaer: År er individets skala, årtier familiens, århundrede er stammens eller nationens, årtusinde er kulturens, titusinder af år er arternes, og evigheden er for alt liv på vores klode. Hvert menneske tilhører hver af disse skalaer. Når mennesker derfor siges at være komplicerede, så er det, fordi kravene til os kommer fra alle disse skalaer, der er komplicerede og ofte modstridende.
Brand forsøger sig med sin egen lagdelte klassifikation af ændringer i tiden og dermed civilisationer. De forskellige niveauer har en indbygget hastighed, hvor de yderste lag er stedse hurtigere end de inderste langsomme lag. Yderst er mode, fulgt af handel, som ligger over infrastruktur. Derunder er regering, der igen ligger over kultur, som understøttes af natur.
Hvert af disse lag modvirker og influerer de andre lag. De yderste skaber dynamik og innovation, mens de inderste lag er stabiliserende. Brand foreslår at skabe en moderne myte som modvægt til de hastige ændringer. Han foreslår 10.000 års-uret forbundet med et bibliotek indeholdende al den viden, menneskeheden har samlet.
Uret skal symbolisere stabiliteten med et tilbagevendende ritual som for eksempel en årlig ur-optrækken. Som med alle myter er der brug for et præsteskab og et monument. Ganske som med tidligere civilisationers prægnante monumenter: Stonehenge, hovederne på Påskeøerne og pyramiderne i Ægypten og i Sydamerika. Men er et nyt monument og en ny myte løsningen på vores problemer?
I det lange løb
Biologen E.O. Wilson har påpeget, at de hastigt skiftende kulturlag er som en hund, der bliver holdt i snor af menneskets natur, der ikke har ændret sig i den tid, vi har været Homo sapiens sapiens, det viise menneske. Vi kan derfor måske nok forsøge alskens eksperimenter med både alternative samfundsindretninger og diverse smarte teknologiske indretninger, men i det lange løb så er det, der betyder noget for artens overlevelse, at der bliver produceret nye børn og at disse får noget at spise.
Delvist som følge af vores teknologi bliver der stadig flere mennesker på denne klode. Hvorvidt vi formår at løse dette problem med eller uden teknologi - eller om det løser sig selv, er svært at spå om. Men det er sikkert, at vi har brug for viise beslutninger taget på det bedst mulige grundlag.
Stewart Brands bog er derfor et fint lille øjeblik om en mulig fremtid. Som han skriver, så er der intet problem, der er så svært, at det ikke kan løses med tålmodighed. Tag for eksempel hummerspisning uden det sædvanlige svineri, hvilket tog en hjernekirurg to timers slid og en stor portion tålmodighed at gennemføre.
Man må derfor håbe, at vi har tålmodighed og kan løfte blikket ud over det næste øjeblik. Men man skal huske, at jo mere ting ændrer sig, jo mere forbliver de det samme
*Stewart Brand: The clock of the long now. Time and responsibility, Basic Books
