Læsetid: 2 min.

Lillebitte kvinde

25. november 1999

Tine Hardens svaneprinsesse-fotografier af Heidi Ryom er blevet til en smuk, men også usentimental og tankevækkende portrætbog

Portæt
"Hvordan i alverden kan én så lille være så stor?", spørger koreografen Peter Martins i den nys udkomne jubilæumsbog om Heidi Ryom. Hvorefter han selv besvarer spørgsmålet ved at beskrive hendes umiddelbare natur og intuitive talent: "Da vi lavede Svanesøen sammen (...) måtte jeg bare lade hende i fred. Det var som at åbne et bur og slippe en fugl løs."
Og fuglen flyver frit i denne bog, der er blevet et smukt og beundringsværdigt uforstilt portræt af Heidi Ryom. Udgangspunktet for bogen er hendes 25 års jubilæumsforestilling i april 1997, hvor fotografen Tine Harden fotograferede hende hele aftenen igennem, fra omklædning, make-up og frisørbesøg til opvarmningen, selve forestillingen og den afsluttende applaus.
Hardens billeder er reportagefotos uden dikkedarer, men altid med dén lille detalje, der gør billedet anderledes end den strøm af sentimentale strutskørt-billeder, som balletten ellers så ofte belastes med. Her er både tyl og tåsko, men også benvarmere og tvungne tæer, og det er lykkedes Harden at indfange Heidis særlige dobbelthed - arbejdsmennesket og urkvinden. I billederne af Heidi som den eventyrlige, hvide svaneprinsesse og hendes forræderiske, sorte kopi-søster smelter de to sider umærkeligt sammen, og Heidis råstyrke og koncentration lyser ud af papiret. Men også den Heidi'ske kim af sorg og urokkelig skæbne, som kameraet har fanget lige fra første sekund.

Øjne dybe af indsigt
Bogen er desuden blevet en velfortjent hyldest til hele hendes alsidige karriere - til hendes Sylfide og Giselle, til hendes Tatjana fra Onegin og Teresina fra Napoli og alle de andre roller, hun har gjort til sine egne. Hendes kvaliteter præsenteres i korte tekster, der lykkeligvis både er trykt på dansk og engelsk, og som derfor kan blive til glæde for det udland, som hun gudskelov kun valgte at gæstedanse i. De rosende ord er som nævnt af Peter Martins, men også Erik Aschengreen og Alexander Kølpin, Peter Bo Bendixen og Nikolaj Hübbe, der i sin tid dansede Romeo over for Heidis Julie.
Eller som Hübbe beskriver det: "Du kastede dig hovedkulds ud i at danse din første Julie med en 12 år yngre fløs, der knap nok kunne løfte en kaffekande, og som kom 20 minutter for sent til den første prøve..."
Alligevel er det et andet billedmenneske, nemlig filminstruktøren Anne Regitze Wivel, som klarest karakteriserer hendes særlige evne til at skinne overmenneskeligt klart på scenen. Wivel fulgte Ryom på nærmeste hold under optagelserne til filmen Giselle, og hun har øje for den pris, talentet betaler, når forestillingen er forbi. Eller som hun tankevækkende formulerer det: "Den opstemte stund efter tæppefald. Hvor alle faldt ud af alle roller, sukkede og så sig omkring. Hendes øjne var blevet dybe af indsigt. Hun modtog bifaldet med tårer i dem. Og gik så underlig tomhændet og taknemmelig og træt og uanselig ind i skyggen."

*En aften jeg aldrig glemmer - An evening I shall never forget - om Heidi Ryoms 25 års jubilæumsforestilling. Fotografier: Tine Harden. Tekst på både dansk og engelsk af Erik Aschengreen, Nikolaj Hübbe, Anne Regitze Wivel m.fl. Forlaget Per Kofod. 250 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her