Læsetid: 4 min.

Liv og sensualitet

13. november 1999

Mad på film

Hjerter i chili: Tita, der lider af ulykkelig kærlighed, græder ned i bryllupskagedejen, så alle bryllupsgæsterne bliver syge. Babettes gæstebud: Babette, den franske køkkenchef, som er strandet på den jyske hede, fortryller de lokale, kristne puritanere med sin franske kogekunst. 9 1/2 uge: Mickey Rourke ægger Kim Basinger med dominans, flødeskum og kirsebær. Kokken, tyven, hans kone og hendes elsker: Tyvens kone serverer sin afdøde, veltilberedte elsker for sin brutale mand, tvinger ham til at spise og skyder ham derefter. Spis drik mand kvinde: Den aldrende far og mesterkok laver stadig vidunderlig mad, men har mistet sine smagsløg og må lade andre smage maden til. Godfather: Den unge Michael Corleone lærer af en hårdhudet og madglad gangster at lave mad til mange mennesker. Pulp Fiction: Vincent Vega fortæller sin makker om Le Big Mac og Royale med ost, parisernes betegnelse for en Big Mac og en Quarterpounder med ost. GoodFellas: Paul Sorvinos korpulente mafiaboss snitter hvidløget i papirtynde skiver med et barberblad for at få det bedste ud af fedene.
Billederne på mit indre biograflærred er mange og forskellige, når tanken falder på mad og film - mad som livsstil, erotisk stimulans, allegorisk udtryk, livgiver, forandrer, humoristisk ingrediens, livsglæde, æstetisk oplevelse, popkulturelt fænomen. Mad kan være et magtfuldt værktøj i hænderne på den rette tilbereder.
For nogen filmskabere er mad en direkte kilde til morskab (lagkager i stumfilm f.eks.), mens den for andre antager en symbolværdi, som kan være seksuel (Tony Richardsons Tom Jones), politisk-ideologisk (Marco Ferreris vulgære Det store ædegilde) eller filosofisk - jeg spiser, derfor er jeg.
Som en del af vores overlevelses-apparat og så meget mere end det, er mad op gennem kulturhistorien blevet koblet med liv og sensualitet. At tilberede, se på og fortære mad er meget sanseligt, hvis ellers det foregår med respekt og kærlighed.
Du bli'r, hvad du spiser
Mad er i allerhøjeste grad et visuelt fænomen, og det kan være en følelsesmæssig åbenbaring at opleve en film, som kyndigt og poetisk lader maden eller tilberednings- og fortæringssituationen være udgangspunkt for handling.
Mennesker har til alle tider brugt middagsbordet som samlingspunkt, forførelse og forspil til god sex ('vejen til en mands hjerte går gennem hans mave,' siger en gammel talemåde) og festligholdelse af livet og højtider, ligesom man har forsøgt at definere sig selv gennem sine madvaner. Derfor kan madkultur også fortælle meget om det enkelte menneske og om et samfund.
Den taiwanesiske instruktør Ang Lee, der med Spis drik mand kvinde har lavet en film om generationsopgør, traditionsopbrud og skøn madkultur mener, at mad "er en kulturel begivenhed. Gennem maden og menneskers attituder kan man lære meget om kommunikation. Man kommer ind i en civilisation ved at lære sig dens madvaner."
"Mad er en af de store ting i alles liv. Så åbenlyst fortæller det én en masse om den måde, vi lever på," har den amerikanske instruktør Paul Mazursky - hvis karakterer ofte beskrives gennem den mad, de spiser - udtalt.
Se bare på det nøjsomme, næsten asketiske liv, de to gammeljomfruer i Babettes gæstebud lever på heden med klipfisk og øllebrød, og som udfordres på både sjæl og smagsløg, da Babette for en aften bringer vin, vagtler og meloner ind i deres hjem.
Typisk folder madkunst på film sig ud i Europa og Asien, gamle lande med en stolt og traditionsrig madkultur og noget særegent at byde på. Mangt og meget er på spil, når der kokkereres i den mexicanske Hjerter i chili, og Tita med sin mad griber afgørende ind i sin families liv. Eller i Spis drik mand kvinde, hvor madlavning signalerer kultur og tradition, og hvor duften fra køkkenet og maden trænger ud af lærredet og driver ned gennem biografsalen.
Det store fusionskøkken
USA, velsagtens verden største fusionskøkken, har selvfølgelig også noget at byde på. Ikke mindst takket være landets etniske minoriteter, som til stadighed influerer madscenen.
Men når det kommer til et rent amerikansk køkken - hvis man overhovedet kan tale om et sådant - så står menuen som regel på hurtig mad: Hurtige pizzaer og hurtige burgere - europæiske opfindelser, som amerikanerne med stor selvfølge har annekteret.
Så naturligvis er det både McDonalds og tema-burgerrestauranten Jack Rabbit Slims, der optræder i ironiens og popkulturens bannerfører Quentin Tarantinos Pulp Fiction.
Endnu tydligere demonstreres pointen i Stanley Tucci og Campbell Scotts charmerende drama-komedie Big Night - amerikansk produceret, italiensk i ånden - i hvilken den markante italiensk-amerikanske sanger Louis Prima spiller en hovedrolle side om side med det allerbedste fra det italienske køkken. Brødrene Primo og Secondo kæmper for at overleve som restauratører i New Jersey, men amerikanerne er ikke interesserede i deres finere italienske madlavning og friske råvarer. Interesserede er de derimod i landsmanden og kollegaens restaurant på den anden side af vejen, for hans motto er, "giv kunderne, hvad de vil have."
Også selvom det betyder at give køb på kvalitet, sjæl og traditioner.

Opskrift fra 'Spis drik mand kvinde':
Kold kyllinge- og agurkesalat (forret til fire personer)
2 kyllingebryst
2 agurker
6 spiseskefulde soya
2 spiseskefulde eddike
1 teskefuld sukker
2 spiseskefulde sesamolie
2 spiseskefulde finthakket
hvidløg
2 hakkede skalotteløg
Læg kyllingebrystet i kogende vand og kog dem ved middelvarme i 15 minutter. Tag dem op, lad dem afkøle og skær eller riv dem i strimler.
Skær agurkerne i strimler og læg dem i en stor bunke.
Læg kyllingestrimlerne oven på agurkerne, bland dressingen og hæld den over salaten. Strø de hakkede skalotteløg over og servér retten.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her