Læsetid: 5 min.

Livsvarigt Bergen

30. november 1999

En kollektiv roman, om økonomi, penge og magt, der afslører Gunnar Staalesen som en ægte pornograf!

Ny bog
De er ikke kede af det, de nordmænd, om det så er olien, der gør det. I hvert fald skorter det ikke på de store gebærder, i international politik, i sportens verden eller i litteraturen.
Gunnar Staalesen er velbekendt herhjemme, for efterhånden syv gedigne privatdetektivromaner lagt i munden på den rapkæftede, bergensiske Philip Marlowe-klon Varg Veum. Fastlåsningen til det begrænsede tids- og fortælleperspektiv kan have været årsagen til at Staalesen undfangede den mildt sagt ambitiøse idé at skrive hele Bergens historie i det nu stærkt udrindende tyvende århundrede. Når han nu notorisk kender sin by ud og ind, og når nu der er så mange flere historier at fortælle, som ikke uden videre kan passes ind i den veumske diktion eller erfaringsverden.
Anyway, en diger trilogi om det tyvende århundredes Bergen, en kollektivroman hvis andet bind lige er udkommet på dansk - og hvis tredje afventer årtusindskiftet. Indtil videre knap 1.200 sider, værsgo og spis!

Uløst mordgåde
Umiddelbart bøjer man sin hat i beundring over præstationen, for selv ikke en Balzac turde vel bare drømme om noget så voldsomt omfattende. 1900 - Morgenrøde og 1950 - High Noon dækker hver godt 30 år med startpunkt fra hin nytårsnat 1900, da en vis konsul Frimann blev myrdet under mystiske omstændigheder, efter et maskebal, hvortil han havde medbragt, ikke sin kone, men en vis gavmild kvinde af folket. Og endnu er den mordgåde ikke løst, men der er håb for fremtiden, thi en vis Varg Veum lader sig føde i andet bind ...
Staalesen kombinerer således en temmelig nøjeregnende historisk annalisme à la Paul Hammerich - ingen større begivenhed i det vestnorske mangler - med sociologisk graderede slægters komplekse forviklinger à la Matador, og altså med sine særlige evner udi det kriminalistiske. Og det bør straks siges, at bøgerne fungerer klart bedst i de - heldigvis lange - stræk, hvor Frimann-sagen og dens senere udløbere efterforskes. Det er rent ud sagt glimrende. Tredjepersonformens 'neutralitet' klæder her Staalesen, for i den kan han stadig fokusere personligt, via politimanden Christian Moland, en tænksom, borgerlig hædersmand, som på det pinligste render ind i problemerne omkring familiær og arbejdsmæssig pligt kontra forbuden lyst. Moland er nok bogens, indtil videre, mest afrundede portræt, og via hans søn, der trofast følger i faders spor, føres Frimann-sagen langt hinsides generationen af 1900. Og vigtigst: krimiintrigen sammenholder tvangfrit det heterogene sociale stof, oppe og ned, høj og lav. Med effektiv brug af cliffhangers og andre velprøvede kneb.
Sådan hopper man glad i stolen - i starten af både bind I og II - og falder dernæst mere normalt ned i sædet igen, når det derefter kommer til udredningen af sidehistorierne, slægterne på Vestlandet, deres 'indfløkte' forbindelser gennem flere generationer. Det virker stedvis som dydigt afliret pligtstof, man risikerer at miste orienteringen, og skriften er ikke just højspændt i disse opsamlingsoversigter.

De store historier
Flot bliver skriften imidlertid atter igen, når vi kommer til de store lokalbegivenheder, strejkerne i tyverne, teaterskandalerne i trediverne - model Nordahl Grieg - befrielsen i maj 1945, Cubakrisen osv, og især storbranden i 1916, hvor hele 70 kvadratkilometer af byen blev lagt øde; dèr i katastrofens ildskær formår Staalesen atter at bringe sine folk sammen om noget, så at deres typiske forskelligheder træder lysende frem.
Men igen, vi skal jo også lige have nazismens livagtige spøgelse eller splittelserne i kommunistpartiet før, under og efter krigen med. Og atter bliver det til pligtstof, selvom det er tydeligt, at Staalesens hjerte banker varmt for den menige fagforeningskommunist, ham der bliver grueligt og flerdobbelt udgrænset. Og modsvarende spares der ikke på hånen og ironien over en 'salonkommunist', som forfatteren Hjalmar Brandt, der er af fineste familie, og som bliver en teknisk set udmærket ledefigur mellem teater og politik igennem mange år. Men udhængningen af ham er uden nåde eller humor.
Også her bliver det tydeligt, hvor løseligt sammentømret romanskelettet - egentlig - og med nødvendighed er. For ret beset lader det sig jo ikke gøre, det Staalesen har sat sig for. En Balzacs 'sneboldeffekter', hvor ét lille individuelt fejltrin med uafvendelig tragikomik river de mest omfattende katastrofer med sig, det ligger det hverken i Staalesens evner eller i hans vældige stofmængde at mestre.
To ting især holder trilogien sammen. For det første økonomien, pengene, magten. Men selvom vi kommer indenfor både hos skibsredere og storkøbmænd, offentlige kontorer hos politiet, og hos klassemodstanderne i den ydmyge almue og det bevidste proletariat, er det egentlig begrænset, hvad vi får at se af kapitalens 'civilisatoriske' kraft. Politikken og dens svingninger er egentlig tydeligere vægtet, men underligt løsrevet fra det basalt økonomiske, i en ideal sfære for sig. Men Kapitalens sønner voldtager rigtignok folkets rødmossede døtre, så alle parter får livslange sår deraf; det skildres i en grum scene i 1916 og er ikke ovre endnu...til gengæld lægger Staalesen påfaldende megen vægt på den anden ting, det erotiske og dets anarkiske fribyttervæsen. Det er jo slet ikke usympatisk, men balancerne tipper faretruende derved, også sprogligt. Man skal vist tilbage til salig Agnar Mykle for at finde en tilsvarende blomstrende natur-, kraft- og maskinel seksualmetaforik. Der stikker faktisk et godt stykke af en ægte pornograf i Staalesen!

Luder og madonna
Det erotiskes hovedfigur hedder noget så gyseligt som Maren Kristine Pedersen, og allerede det er jo frækt nok! Hun var den mystiske dame ved maskeballet, hun bliver i et helt tiår Molands hemmelige, største kærlighed, hun bliver indremissionsk frelst efter storbrandens ragnarok, men bevarer til det sidste en mystisk sensualitet, som appellerer til alle uanset køn- en luder og madonna så det vil noget. Under huden på hende kommer Staalesen aldrig, hun får lov at forblive drømmebillede, en utopisk og ikke helt troværdig figur. Og skønt hendes magt altså er omfattende, så kan heller ikke hun, eller det erotiskes mange andre inkarnationer, helt begrunde sammenhængskraften i slægternes gang gennem Bergen. På den anden side så er der især mellem hende og Chr. Moland i deres sidste fælles stunder en ømhed og smerte over tidernes henfaren, over alt det, der aldrig blev noget af. Et problem for tredje del, fordi Maren Kristine og de fleste af de to første binds etablerede hovedpersoner, nu er borte, og fordi det er svært at forestille sig de yngste få tid til at vokse til i tider, som ikke byder på så bratte overgange og dramatiske omvæltninger, som de allerede skildrede. Men her kan jeg forhåbentlig tage fejl.
Om en af de mindre skuespillertalenter på Den Nationale Scene hedder det et sted, at han er idømt 'livsvarigt Bergen'. Det lyder ikke rart, men for Gunnar Staalesen gælder, at han selv har pålagt sig dette 'åg', hvilket er noget ganske andet. Bergen er jo, trods den stride regn, en temmelig dejlig by.

*Gunnar Staalesen: 1900 - Morgenrøde (1998) og 1950 - High Noon. Oversat (fint) af Ilse M. Haugaard. Henholdsvis 583 og 608 s., pr. bind 399 kr. Forlaget Vindrose

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu