Læsetid: 5 min.

Lizzies bitre sejr

2. november 1999

Australien står foran et stort valg. Skal de fortsætte med den britiske Dronning Elizabeth II som statsoverhovede, eller skal de have en præsident? Selv om Lizzie vinder, vil det blive en bitter sejr

På lørdag skal australierne ud at stemme. Ikke bare sådan almindelig gammeldaws på diverse politiske partier, som så bagefter kan slås om at komme til at danne regering. Næh, de skal stemme om noget helt særligt. Nemlig om de vil fortsætte med at have hendes imperiale overhøjhed, Dronning Elizabeth II, som statsoverhovede.
Overhovedet for briternes dysfunktionelle royale familie er også statsoverhovede i Australien, selvom kolonitiden forlængst er forbi, briternes imperial trousers - khaki bukserne - er pakket ned, og Australien regerer sig selv. Det fungerer sådan set udmærket.
Men efterhånden som den australske befolkning ikke længere bare består af tvangseksilerede straffefanger og bortløbne tøser fra Storbritannien og deromkring, er det som om, Lizzie og hendes Hanoveraner-slæng - dvs. House of Windsor - ikke længere repræsenterer nationen på samme måde som før. Og de indfødte indbyggere har hun vel ret beset aldrig rigtig repræsenteret.
Så efter at have snakket om muligheden for at få sig en republik i årevis har australierne nu endelig taget sig sammen til at få organiseret en folkeafstemning om Dronning Elizabeth.

Det er gået virkelig hedt for sig under kampagnen. De, der vil have en republik, har f.eks. forsøgt at skræmme australierne med, at de kan vente sig en Kong Charles og Dronning Camilla, når Lizzie engang takker af! Hva'beha'r! Det er en rædselsvision, der vil noget. Tænk at måtte døje den tort at se det par, der var så væmmelige ved hende den smukke, søde Diana, der døde. Kan I så se at komme hen og stemme for den republik!
Den britiske kongefamilie er også blevet kaldt for et levn fra feudale tider, der personificerer ulighed, uretfærdighed og unfairness. Og som oven i købet bor ovre på den anden side af jordkloden. Hvad vil I dog med dem?, spørger republikanerne de tvivlende landsmænd. Ikke en gang briterne selv bryder sig særligt om de kongelige mere.
På den anden side står traditionalisterne. De, der sådan set ikke har noget særligt imod Dronning Elizabeth og hendes familie. Eller som måske ligefrem holder af dem. Folk som synes, at systemet jo fungerer, og hvorfor reparere noget, der ikke er gået i stykker?
Australien ligger jo ikke under for nogen mindreværdskomplekser -i det mindste ikke længere - i forhold til Storbritannien. Se bare, hvilken aktiv lederrolle, Australien spillede under den seneste internationale aktion i Østtimor. Vi kan selv. Lad os dog bare beholde Lizzie - det er da meget kært med sådan et levn fra fortiden.

Men folkeafstemningen kunne traditionalisterne ikke forhindre.
Skal Dronningen erstattes af en præsident?, lyder spørgsmålet.
Meningsmålingerne viser, at australierne formentlig vil have, at Lizzie bliver, hvor hun er.
F.eks. viste en meningsmåling i avisen The Age den 26. oktober, at 33 pct. vil stemme ja til at erstatte dronningen med en præsident, mens 41 pct. vil stemme nej, og 26 pct. ikke havde bestemt sig endnu. Der er stemmepligt, så man kan ikke bare umiddelbart gå ud fra, at tvivlerne så nok bare bliver hjemme. Så de kommer til at afgøre udfaldet.
Det resultat er umiddelbart forbløffende. For meningsmålinger over årene har vist, at sådan cirka to tredjedele af australierne går ind for et australsk statsoverhovede og en republik. Hvorfor i himlens navn vil de så ikke stemme for den?
Svaret ligger i den slags republik, som folkeafstemningen tilbyder. I virkeligheden skændes australierne overhovedet ikke om, hvorvidt de skal have Lizzie eller en præsident. De skændes om, hvilken slags præsident, de skal have.
Paradoksalt nok kan det gå hen og medføre, at House of Windsor bliver siddende. Måske lige så paradoksalt er et sådant udkomme samtidig udtryk for, at House of Windsor er temmelig irrelevant for australierne.
Det kunne man f.eks. se helt tilbage i 1992, da Dronningen var på besøg i Australien. Den daværende premierministers hustru, Annita Keating, lod f.eks. være med at neje, da statsoverhovedet steg ned fra flyet for at indlede sit besøg. Hvorfor skulle hun dog det?
Hendes mand, premierminister Paul Keating, lagde ved en senere lejlighed en beskyttende arm om majestæten og førte hende rundt for at hilse på undersåtterne, som om hun var hans gamle mor eller en anden fjern slægtning, han skulle passe på.
Den britiske presse var rasende. Keating blev beskyldt for majestætsfornærmelse ved sådan at tage dronningen ved vingebenet. Sådan opfører en bondeknold af en folkevalgt premierminister sig sandelig ikke over for sit statsoverhovede. Især da ikke, når hun sådan gør sig den ulejlighed at komme rejsende helt ovre fra England af for allernådigst at aflægge besøg i de gamle kolonier.
Men episoden viste med al ønskelig tydelighed, at hvor enormt vigtig og respektindgydende den britiske presse end gerne ville se dronningen, ja så havde hun ikke længere nogen særlig status i Australien.

I dag er det republikkens art, som er stridens virkelige kerne. For på stemmesedlen skal man ikke bare vælge mellem Dronning Elizabeth og en hvilken som helst slags republik. Stemmer man nej til Lizzie, stemmer man ja til en republik, hvor præsidenten ikke er folkevalgt men udnævnt af premierministeren.
Ganske vist skal præsidenten også godkendes med to tredjedeles flertal i parlamentet, men kritikere mener alligevel, at den model giver premierministeren for stor magt. Australiere er nøjagtig lige så lede og kede ved deres politikere som folk alle mulige andre steder i verden, og mange bryder sig ikke om at skulle have en 'politikernes præsident'.
De vil da have en 'folkets præsident' - altså en, de selv skal hen og stemme for. Ikke en, der er udnævnt under et eller andet hundeslagsmål som led i et slibrigt kompromis en sen nattetime i røgfyldte lokaler. Den slags sager er virkelig for vigtige til at overlade til utroværdige politikere.
Så nej-kampagnen i Australien består nu af nogle særdeles sære sengekammerater. På den ene side de ægte monarkister - som menes at omfatte omkring 15 pct. af befolkningen - der endnu bekender sig til den protestantiske, nordeuropæiske arv fra briterne.
Og så de nej-sigere, der ellers gerne vil have en republik - bare ikke den slags, som de får tilbudt.
Problemet for dem er naturligvis, at hvis republikken falder i denne folkeafstemning, ja så kan der gå lang tid, før australierne får en ny afstemning.
Og i mellemtiden kan Lizzie - eller måske ligefrem Kong Charles og Dronning Camilla - sidde der og trone. Er det så ikke alligevel bedre at stemme for den 'forkerte' slags republik og så siden hen forsøge at få indført en anden model? Men i det mindste slippe for House of Windsor?
Ifølge meningsmålingerne er svaret altså nej. De fleste australiere er åbenbart ikke til sinds at skifte monarken ud med en præsident, de ikke selv har valgt.
Så det ser ud til at blive et-nul til Lizzie. Men om hun vil nyde resultatet særligs meget, er usikkert. Hun ved formentlig godt, at et sådant resultat ikke afspejler nogen personlig popularitet. Hvilken bitter sejr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu