Læsetid: 5 min.

Må jeg købe en vokal

22. november 1999

Skubben og puffen. Sprogkrig og kønskamp. Information tog temperaturen på debatten på årets bogcirkus i Forum

Bogmesse
"Bogmessen i Forum er sprogets fest," proklamerer sprogmanden Jørn Lund ud til den hob af mennesker, der er stimlet sammen foran en af bogmessens scener for at høre nærmere om den danske sprogs tilstand.
Det er blevet et hot emne efter flere ugers intens debat i medierne om kommakrige og de engelske ords invasion af det danske sprog.
"Magten og pengene vil altid have en stor indflydelse på sproget, og for tiden er vi - og sproget - under amerikansk påvirkning," siger Jørn Lund, også kendt under det sprogrevsende pseudonym Professor Higgins, som medlem af Dansk Sprognævn og som redaktør af Den store danske Encyklopædi.
Og mellem tilbudsskilte, farverige bogstabler, metervis af salgskataloger, tonstunge temaaviser og klirrende kasseapparater kan man tydeligt konstatere den tætte forbindelsen mellem økonomi og sprog, mellem børs og katedral.
"Dansk Sprognævn er nogle slapsvanse. Vi kan ikke bremse påvirkningen fra det engelske sprog. Selv, hvis vi havde fem millioner kroner til en stor kampagne med busreklamer og det hele, kan vi ikke forhindre folk i at sige 'ok'. Sproget er dyna misk, og vi kan ikke låse det i en bestemt tid, så alle ord udtales, som man gjorde f.eks. i 50'erne. Dengang syntes en del faktisk, at det var forfærdeligt, at man begyndte at sige cykel [sygl] i stedet for cykel [sikl]. Det er vi jo ikke kede af i dag", fortæller Jørn Lund med et vittigt smil.
Tilhørerne nikker tøvende og indforstået som nyoptagne medlemmer af et hemmeligt sprogpoliti, indtil en pludselig lavmælt hvisker: "Er det hér, man kan købe en vokal?"

Hovedattraktionen
Videre, op ad trappen. Skubben og puffen. Køen for at komme ind og se en af feminismens gran old ladies, den britiske forfatter Doris Lessing, er lang. Gråsprængte hårtoppe løfter sig i køen i bekymring over, om det nu er til at komme ind.
Og der er noget komme efter. Den myndige, karismatiske Doris Lessing lader sig ikke sådan lede af de to yngre kvindelige interviewere, der sidder med i panelet. Hun vil selv, tager hurtigt over og introducerer sin bog Love,
again, der for nylig er udkommet på dansk. Den bygger på den franske musiker Julie Vairons dagbøger. Hun får voldsom og dramatisk indflydelse, da et skuespil opføres om hendes liv og musik.
"Bogen handler om den romantiske kærlighed. Essensen af romantisk kærlighed er, at den er umulig at nå," siger Lessing. Selv om der ikke i biologien er noget egentligt argument for den romantiske kærlighed, søger alle den, som om den er givet ved lov. Det er en sygdom, mener Lessing.
Hun fremhæver to væsentlige temaer i bogen. Først musikkens evne til at forføre, og dernæst at der er en tæt sammenhæng mellem den romantiske kærlighed og depression. Rigtig depression, understreger Lessing.
Også forfatterens selvbiografiske bøger bliver diskuteret, og Lessing spørger eftertænksomt: "Hvorfor er det, at vi tager den romantiske kærlighed for givet. Den tjener ingen nytte. Andet end, at den gør livet farligt," konstaterer hun.
På spørgsmålet om, hvorvidt hun på sine ældre dage har udviklet en mere inklusiv form for feminisme, der fokuserer på samspillet mellem mænd og kvinder, returnerer hun prompte:
"Jeg har ikke ændret opfattelse, men folk har ændret deres opfattelse af mig," siger Lessing og pointerer, at det vigtigste for kvinder stadig er at være økonomisk uafhængige, og at de har nogen til at passe børnene, så der er tid til arbejdet.

Feminisme overalt
Overalt på messen popper diskussionen af kønnene, rollerne og arbejdsfordelingen op. Parterapeuten Martin Østergaard forsvarer mændene og mener, at det er kvinderne, der med deres toptrænede evner til at forstå det psykiske spil, skal agere dåseåbnere i parforholdene. Tv-værten og forfatteren Line Baun-Danielsen argumenter for, at kvinderne skal lade opvasken stå. Og politikeren Christine Antorini, der er medforfatter til debatbogen Bor gerlige ord efter revolutionen retter en bredside mod 70'ernes feminisme. Den er simpelthen usexet, mener hun, og udnævner datidens forsidebillede på bogen Kvinde kend din krop - der viser en cyklende nøgen kvinde med appelsinhud - som et symbol på, hvor usexet feminismen har fremstillet sig selv. Nu skal der andre boller på suppen: "Alle skal være feminister. Det er en fælles kamp for lige vilkår. Og vi skal have mændene med," mener Antorini.

År 2000-trenden
Vægtningen mellem mændenes og kvindernes indsats er også til debat, da redaktørerne af biografi-samlingerne Det 20. århundrede går på scenen.
Bøgerne falder helt ind i år 2000-trenden; nu skal der gøres status over et århundrede på hæld. De to bøger rummer portrætter af de 100 mest betydningsfulde mennesker i verden (skrevet af Georg Metz og Frank Esmann) og de 100 vigtigste danskere (redigeret af Connie Hedegaard og Claus Hagen Petersen). Heriblandt politikere, kunstnere, videnskabsfolk, skuespillere, sportsfolk osv.
"Der er simpelthen ikke så mange betydningsfulde kvinder. Det 20. århundrede har været et opstartsårhundrede for kvindernes indflydelse. Sådan er det bare," siger Metz halvt undskyldende, halvt i alvor. Kun syv ud af de 100 portrætterede er kvinder, og flere er valgt for deres skønhed (Marilyn Monroe, Bette Davis og Coco Chanel) og ikke for deres intellekt, påpeger forlagsrepræsentanten polemisk.
Det lyder til, at Hedegaard og Hagen er gået lidt bredere til værks i deres udvælgelse. Der er både afsat plads til erhvervsfolk og Otto Leisner for eksempel. Og så har de bestræbt sig på, at bogen udover at portrættere personer også giver indtryk af århundredets væsentligste historiske begivenheder.
Der er hårdt brug for, at historien bliver fortalt igen og igen, mener Claus Hagen. Han fremhæver en undersøgelse af paratviden hos de ældste folkeskolebørn, hvor langt over halvdelen af børnene bla. mener, at Grundtvig ikke er en dansk salmedigter, men en tysk båndoptager.

Unge mønsterlæsere
På vej videre ud i bøgernes verden møder jeg Stine Gro Petersen og Zara Werge. De er begge 11 år og er selv taget på messe uden mor og far.
Hvis bogens, sprogets og vidensniveauets fremtid alene var op til dem, kunne man godt lægge alle bekymringer på hylden. Mønsterlæsere kunne man kalde dem og formodentlig ikke repræsentanter for flertallet af børn på deres alder: De læser henholdsvis en bog om ugen og en bog om måneden, ud over lektierne. Altså for sjov.
"Det er skægt at chatte på Internettet, men det er nu godt at læse en bog om aftenen, før man skal sove, så er der noget at tænke over," mener Stine.
"Jeg kan bedst lide tegneserier, H.C. Andersen og Astrid Lindgreen. Jeg har fået læst Grynet højt en gang, og så har jeg selv læst den tre gange," siger Zara.
"Ja, og Puk-bøgerne og Det lille hus på prærien," tilføjer Stine.
- Er de ikke lidt gammeldags?
"Tjo, men de gamle bøger er skægge, og så lærer man noget nyt om gamle dage. Ind i mellem er der også sære ord og udtryk, som man ikke siger mere, men så spørger jeg bare min mor, hvad de betyder," siger Stine.
Det føles sundt at blive mindet om, at de findes - de entusiastiske unge læsere - i en tid, hvor der tales meget om, at børn og unge er tv- og computerfreaks, der mere og mere lever i billedernes flygtige verden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu