Læsetid: 4 min.

Med mad i munden

13. november 1999

PÅ DEN NY dobbelt-cd Bellman i Danmark, udgivet af Selskabet Bellman i Danmark, synger Poul Reumert Løjtnant von Buddinges vise fra Hostrups skuespil Genboerne: Her med Fryd jeg Rigdoms Spor/overalt opdager:/Gaasesteg, Mahognibord /Sølver-Lysestager. Og han drømmer til en melodi fra Fredmans Sånger videre om, hvordan han skal leve delikat af østers og postejer. Delikat, delikat, delika-a-at, gentager han, og stemmen bliver mere og mere fed og lystent forventningsfuld. En uforglemmelig præstation foreviget på plade, så fedtet driver af den. Samme løjtnant forsøger senere at deklamere Poul Martin Møllers digt "Rosen blusser alt i Danas Have", men kløjs sådan i det, at han aldrig når frem til slutningen om "glad mit sorte danske Brød jeg bryder."

DER SKAL en kilometerlang smørrebrødsseddel til for at opregne bare de vigtigste steder i litteraturen, hvor fødevarerne er emne. Mængden skyldes, at maden er beregnet ikke bare til at opretholde livet, men er en nydelse værd i sig selv, drømmen og fortæringen en vellyst uden anden lige end seksualiteten, der på samme måde ikke kun har forplantningen til formål. Appetitten er autonom, mætheden kun en irritation, hvis ikke netop umætteligheden hævdes som mulighed. Sådan er det ved Trimalchios gæstebud i Petronius' Satyricon (1.årh. e. Kr.), og sådan ædes der, når Grandgousier tilbereder et måltid hos Rabelais, mens Gargantua forinden har spist seks pilgrimme i salat.

I 1960'erne under den stigende velfærd, mens verdens hungerkatastrofer meldte sig, lærte vi at spise ordentligt og på fransk maner af Mogens Brandt. Mændene og konerne tog stribede forklæder på, gik i køkkenet og slog op i Det gode bord og Man tager et sølvfad. Den gastronomiske bølge gav sig til at skumme i romanerne. Det er let at konstatere, at generationens forfattere havde skaffet sig en omfattende viden om livets goder. Klaus Rifbjergs Operaelsker eksperimenterer på livet løs med erotik og udsøgte retter med den helt rigtige vin til, fulgt op af dyre cigarer. Panduros Amatørerne har ligeledes skønne ekskurser om måltider og rejser. Maden er hvilepunkt, opladning, fantasi, poesi. Sublimering eller soufflé. Hos Per Wästberg er raffinerede måltider uundværlige ingredienser i det erotiserede Stockholm.

AFMATTELSEN, den triste eftersmag, en tomhed før sammenbruddet er udtrykt af Ivan Malinowski i hans digt "Efterårssuite" fra Galgenfrist (1958):
Consumptus est rødgrøden
kioskens øllager
hummeren vi hjemførte
fra lejet til sankthans
forlængst er lærkerne rustet
fyrsvamp og birkebrænde
gået op i røg
niveadåsen tom.
Sommerlandet er overdraget til svampe, myg og mus med den dumpe følelse af opbrugthed, der åbner for rastløshed, hastværk, flugt, tanke om livets korthed. Det er ikke kredsløbets idé, den store cyklus, der inviteres til. Sommeren er fuldbragt, opspist, afført uden genopstandelse.
Temaet er taget op i en anden udførelse af William Heinesen i digtsamlingen Hymne og harmsang (1961) i et kulturkritisk afsnit med titlen "den hvide mand", præget af efterkrigsstemningen. Så mærkeligt med atombombefrygten, der dengang var en aktiv del af bevidsthedsindholdet. Nu hvor den objektivt set er endnu mere velbegrundet, er den sunket ned, fortæret, opbrugt. Forestillingen om den totale udslettelse indgår her hos Heinesen i den dødsbevidsthed, der næsten altid er til stede i digterens hymner til livet. Men det er harmen, der dominerer:
Hummeren fråder ikke mere
i den krigsforliste sømands
hjerte.
Den ligger legetøjsrød og
appetitlig
på hans unge enkes tallerken
og får snart finere vaner
når den indgår i hendes
superbe stofskifte.
Jeg ved ikke, om det en trykfejl, at hummeren fråder fremfor at frådse, men i så fald er den virkeningsfuld, når man forstiller sig at hummeren har fråde i kløerne.
Der er ikke så lidt hån i hans skildring af enkens madlyst, når også hendes leende tænder farves af oksens lyse blod, da dens dødsbrøl er forstummet. Og ålen endte sine vandringer i dybet bag hendes ferme drøbel. Støren fandt aldrig skønnere rede til sin yngel end i hendes karske indvolde. Og den nye elsker smiler huldsaligt til hendes søde tale, som druer fra Rhinen og Rhône udløser. Døden gør sig diskret bemærket gennem ostens aroma af forkrænkelighed og ådsel. Delikat, delika-a-at.

DER ER SÅLEDES en indiskret elskovshilsen til både Aarestrups lille raffinerede middagsdigt og Johannes V. Jensens forslugne frokostdigt. Heinesen kan indtage sin plads i den litterære kánon. Her modtager parret nu den præstelige velsignelse, og deres angiveligt forslugne munde mødes. Men der er kors på likørflasken.
Der ofres ikke mange ord på det videre forløb, men kredsløbet er utvivlsomt:
Da gik et suk gennem
skabningen
og fisken vendte tilbage til
sine vande
og kvæget til sine græsgange
og de døde til deres huler
i mørket.
Velbekomme! Digtet hedder "Olympia", og det kan man grunde over, med den mulige hentydning til antikkens store idrætsbane. Snarere er det dog kvindens karakteristiske navn, overtaget fra den smukke trædukke i Hoffmanns eventyr "Sandmanden", med dens fatale, kunstiggjorte liv. Gastronomi er kunstig kunst. Hvis kunsten kun er kulinarisk, er det dens visse død, hvad William Heinesens digt egentlig også handler om.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her