Læsetid: 4 min.

'Mand, jeg kender en i Danmark'

5. november 1999

Østberlineren Monika Mews nyder friheden og begræder ikke tabet af DDR-solidariteten
- den opstod af nød og vareknaphed, mener hun

At de gad! Monika Mews fra Østberlin kan stadig ikke helt forstå, hvad der fik kristne vesteuropæere som Walther Dalland til at drage til Østberlin og tale med de indelukkede østeuropæere.
De vestlige gæster måtte ikke engang overnatte i Østberlin, men skulle hver aften tage over på den anden side af Muren, til deres hotel i Vestberlin.
"Bagefter har jeg tænkt på, at det måtte være en byrde for dem. Og anstrengende. Men for mig var det helt fantastisk: At kende nogen i Danmark - det var lige så utroligt som at kende nogen fra Mars," husker den 55-årige kemi-ingeniør Monika Mews.
Hun kom ind i kredsen af kristne i 60'erne, og har siden været med til hvert eneste møde. De første mere end 20 år som en temmelig fåmælt deltager, for østtyskerne var indelukkede i mere end en forstand:
"Vi havde konstant mindreværdskompleks. Ingen af os var intellektuelle - vi var ikke sociologer, lærere, jurister, som de. Vi var ingeniører, håndværkere, ekspedienter eller sygeplejersker. Dem fra Vesten kunne formulere sig, de havde set verden og læst alle mulige bøger."
Og så var det heller ikke trygt at tale frit.
"Alle med bare en smule forstand vidste, at man ikke skulle sige alt i en offentlig diskussion."
Derfor foregik den officielle del af samtalerne hovedsageligt mellem vesterlændingene og de østtyskere, som accepterede forholdene i DDR, Tysklands deling og var overbeviste om, at socialismen var Den Tredje Verdens eneste mulighed for frihed. De systemkonforme.
"De talte, ikke jeg," slår Monika Mews fast, "men langt vigtigere var, hvad der skete i middagspausen eller bagefter det officielle møde. Den, der ville tale her, havde ingen problemer."

Gyset i øst
Den "karismatiske præst" Dietrich Gutsch henregner hun til en af de systemkonforme kristne, som også forsvarede den sovjetiske invasion af Prag 1968.
"Det passer ikke, at vi alle forsvarede invasionen. Jeg græd, da jeg hørte det. Det var grusomt. Den, der i 1968 ikke mærkede, at socialismen ikke kunne lykkes på den måde, løj for sig selv. Jeg kan acceptere dumhed og dagdrømme, men tænkende mennesker burde have indset det. Jeg kan huske, hvordan Dietrich Rutsch forklarede, at Sovjetunionen havde befriet os for fascismen. Så sagde en hollænder, at så måtte han jo også være amerikanerne evigt taknemmelig..."
"Når folk i Vesten sagde, at de skulle til Østtyskland, Øst-Zonen, så gøs deres landsmænd. At rejse til Østeuropa rummede et gys - gav et kick ligesom bungee-jump - men hvad det betød for dem at besøge os...? Noget må det jo have betydet, ellers var de ikke kommet. Og det var ikke så lidt de ofrede af penge og tid.-

Muren og midnatssolen
For Monika Mews kom bygningen af Berlin-Muren i august 1961 som en katastrofe. Selvom hun var bekendende kristen, var hun som barn af "både bønder og arbejdere" mønsterborger i Arbejder- og Bondestaten DDR og fik derfor lov til at studere.
"I skolen var jeg temmelig stridslysten, for jeg vidste, at hvis jeg ikke fik lov at studere her, kunne jeg bare tage U-banen fem stationer længere og studere i Vesten. Det tog mig flere år at overvinde, at de byggede Muren."
Året efter, i 1962, var hun i en kristen sommerlejr ved Østersøen. De kristne lejre blev afholdt samtidig i flere lande, og østtyskerne fik et brev fra de unge i en nordsvensk lejr: "Vi bader i lyset fra den røde midnatssol," skrev de unge i brevet til østtyskerne.
"Jeg kommer aldrig til at se den røde midnatssol," tænkte den dengang 18-årige Monika.
Der var ikke andet at gøre end at affinde sig med skæbnen - tyskerne måtte sone deres forældre og bedsteforældres gerninger under Anden Verdenskrig og acceptere landets deling. Monika Mews studerede, passede sit arbejde, kom ind i borgerretsbevægelsen. Efter Murens fald blev hun medlem af De Grønne og sidder nu i bydelen Lichtenbergs byråd. Personligt betragter hun Murens fald med stor, stor glæde - men begivenheden markerer også et tab:

Fjenden er væk
"Hele Europa støttede sig til Muren. Alle havde den anden som fjende. Vesttyskerne levede i bevidstheden om, at det gik dem bedre end de stakkels østtyskere: Min tante i Vest sendte os pakker - ingen kritik af det, det var godt - men efter 1990 faldt den mulighed væk."
Monika Mews tante kommer aldrig mere til at føle sig godhjertet. Og hendes kusine i Bayern, der stemmer CSU, har også tabt efter Genforeningen:
"Hun mistede sine fjender. For østtyskerne har det vist sig, at social sikkerhed er vigtigere end personlig frihed. Mange har ingen glæde ved frihed."
Samtidig er solidaritet i DDR gået tabt. Nu er enhver sig selv nærmest, udleveret til kapitalismens grusomheder.
"Kapitalismens grusomheder...?"
Monika Mews vil gerne sætte det med markedsøkonomien på plads:
"Jeg har aldrig forventet, at vi ville få himlen ned på Jorden. Og hvad angår solidariteten, så var det en solidaritet af nødvendighed. Man kunne simpelthen ikke klare sig, hvis ikke man havde venner: Hvis jeg vil flytte i dag, ringer jeg til et flyttefirma. Hvis jeg vil læse en bestemt bog, køber jeg den. Før i tiden måtte jeg have venner til at flytte for mig - og kende nogle, der kunne skaffe bogen. Hvis den ægte solidaritet fandtes i DDR, ville den have holdt efter Murens fald."
Straks efter 1989 begyndte Monika Mews at nyde friheden.
"Jeg har været i Holland, Schweiz, England, Paris, Frankrig, Israel, Malta, Rom... Næste år vil jeg gerne se den røde midnatssol."q

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her