Læsetid: 8 min.

En mand ved navn Ib

19. november 1999

Henning Mortensen har skrevet et usædvanligt og meget rost romanprojekt. I det niende bind af ti har han fået lyst til at give sin hovedperson en gang tæsk. Nielsen fra Horsens er nemlig blevet for bedrevidende og opblæst

2. SEKTION - BOGTILLÆG
Interview
Verden hænger sammen. Det må man insistere på, hvis man som Henning Mortensen har valgt at skrive 10 romaner om den samme hovedperson, Ib Nielsen fra Horsens. Han er da også godt klar over, at han dermed bringer sig ud af tråd med den herskende litterære forestilling om minimalistisk litteratur til en fragmenteret kultur.
På den anden side er Henning Mortensen også udmærket klar over, at vi har bevæget os langt hen i et århundrede, der har prøvet alt for meget til, at det er muligt at skrive disse altfavnende udviklingsromaner, som litteraturen for 100 år siden excellerede i.
I stedet har han da også i sin romanrække, der blev indledt med Havside sommer (1993), valgt at lade hvert bind udgøre en afsluttet beretning om et afsnit af Ibs udvikling og menneskene omkring ham.

Langt forfatterskab
Inden da havde Henning Mortensen haft et langt forfatterskab bestående af bl.a. eksperimenterende digtning og blodrige kriminalromaner siden debuten med Det kan komme over en (1966). Men det er med serien om forfatteren og fotografen Ib Nielsen, at Henning Mortensen er brudt igennem til ikke bare udelt begejstrede kritikere men også en bredere læserskare med sin fornyelse af den realistiske roman, der hverken er bange for den poetiske og fabulerende kraft eller den skæve humor.
Seriens niende bind er netop udkommet og bærer titlen Manden fra havet. Det er historien om Ib Nielsens svoger Daniel, der efter mange år angiveligt tilbragt til søs, vender tilbage til Frankrig, hvor Ib bor med sin franske hustru Geneviève. Hun insisterer på at Ib møder Daniel i Madrid, hvor Ib mener at afsløre, at der gemmer sig en dyster historie om broderen og søsterens indbyrdes forhold. For første gang overlader Henning Mortensen fortællerrollen til Ib Nielsen selv. I den anledning satte Information forfatteren, der er bosat i udkanten af netop Horsens, stævne på udebane til en snak om den ambitiøse romanserie og ikke mindst hovedpersonen, der har mere end tilfældige ligheder med sin ophavsmand.

Ballonen skal punkteres
- Din hovedperson lider nederlag i den nye roman.
"Jeg ligner Ib Nielsen i den forstand, at jeg altid har været nysgerrig. Jeg har altid haft store ører og lyttet efter, hvad de voksne sagde, og hvad det var, der lå bag hemmelighederne i sproget, ironien og sarkasmen. Det handlede for mig om at finde ud af, hvad der egentlig foregik. Det har Ib Nielsen haft succes med, men det er i den nye roman gået ham til hovedet. Nu kan han konkludere, før han overhovedet har observeret noget som helst, fordi han er blevet dømmende og bedrevidende og idiot. Ballonen skal punkteres og romanen handler om et kærligt og pragmatisk angreb på en mand, der har blæst sig op."
- Ib Nielsen tror at vide besked med svogeren Daniels dunkle fortid. Det får hans kone til at kalde ham for en fantast.
"Det er jo ikke nogen tilfældighed, at Ib i den nye roman møder Daniel på Plaza de Espana i Madrid, hvor der er et kæmpestort monument for Cervantes. Man kan sige at Ibs udvikling er gået fra en meget sund form for nysgerrighed og en vis detektivisk evne i de tidligere bøger, til at han er blevet en meget bedrevidende og næsten dømmende person. Så hvorfor ikke sammenligne ham med den gale ridder."

Man ser først bagefter
"Og så kan man måske sige, at hans kone Geneviève er en kombination af Dulcinea og Sancho Panza; kærligheden og fornuften. Når nu vi skal lære Ib at kende på en måde, hvor han har udviklet sig til at være en meget selvbehagelig fyr, så syntes jeg det var passende, at vi nu skulle opleve ham få tæsk, i hvert fald i mental forstand."
- Stod hele dén litterære forbindelse klart fra starten af?
"Jeg synes altid det er morsomt, efter at man har skrevet bogen, at finde de litterære referencer, man måske ikke er helt bevidst om, mens man skriver. Man skriver jo aldrig ud i den blå luft. Der er ingen tvivl om, at bogen også hænger sammen med nogle af de tidlige danske romaner, som Hans Egede Schacks Fantasterne (1857), der jo opererer med begreberne fantasteri og affektation. Man kan sige at Ib i den nye roman lider af begge dele."
"Fantasteriet er det, der kommer indefra, det er en beskyttelse, man omgiver sig med. Affektationen er det, der påvirker en udefra, når man gerne vil tækkes omgivelserne. Både fantasteriet og affektationen er en forvrængning af jeg'et, og jeg mener ikke, at der er ret meget forskel på, hvad der foregår i dagens Danmark, hvad angår jeg-forvrængning, end på Egede Schacks tid. Det er bare blevet forstærket af en sindssyg medieindustri, så de fleste ikke ved, hvor de befinder sig som personer."
"Man kunne også gå længere tilbage til Jens Baggesen og den første moderne roman på dansk, Labyrinten (1792-93, red.). Baggesen har et sted, hvor et splittet jeg kravler op i Strassburg-katedralens spir. Han er alene på pynten, og det gør ham umådelig selvtilfreds og selvtilpas, at han er så tæt på sandheden, så tæt på Gud. Og så kommer han til at kigge ned og ser, at der bare skal ét fejltrin til, så styrter han ned. Og det er dét, Ib mentalt bliver udsat for. Han styrter, fordi sandhedens tinde ikke vil vide af ham. Den eneste, der kan samle ham op, er hans kone. Han bliver stykket sammen af konen og kommer aldrig til at ligne sig selv igen."
- Ibs sandhedssøgen og fantasteri er vel en konsekvens af, at han er forfatter?
"Det er konsekvensen af, at man som barn må konstruere sig en særverden for ikke at kede sig ihjel. I virkeligheden er det en poetisk aktion, uden at man som barn ved det. For at udholde autoritetens brutalitet, er man nødt til at lave et sted, hvor man kan være i fred. Men det at have en sådan særverden bærer en trussel i sig. Man kommer til at lide af det, Dostojevskij kalder et Napoleon-kompleks. Der sker det, at man opdager, at man er suveræn i én verden, men undertrykt i en anden. Det vil sige, at man i den sidste ende kommer til at svinge mellem i nogle situationer at overvurdere sig selv og i andre situationer føle at man intet er værd. Den særverden kan være et barns redning, men det kan også være udgangspunkt for nogle forbløffende ting enten i videnskabelig eller kunstnerisk retning.

Kan man tro en fantast?
"Jeg blev forfatter, fordi jeg ikke blev forstået! Det er så enkelt. Hvis ikke en vis begavelse er til stede, så man kan skabe den her særverden, så kujoneres man og bøjer nakken. Og så bliver man akkurat ligesom de mennesker, man har hadet."
- Men kan man stole på en fortæller og en hovedperson, der begge erkender, at de er fantaster?
"Det er jo for så vidt det, jeg diskuterer i den nye roman. Det er jo en romanvirkelighed, der tager sit udspring i et levet liv, nemlig mit eget. Mit store problem som forfatter er selvfølgelig om romanvirkeligheden er homogen og forståelig psykologisk. Romanens parallelvirkelighed skal have en sådan kraft, at den balancerer med den virkelighed, jeg kender."
"At den ikke postulerer ting om den hovedperson, som jeg har ønsket som mit udgangspunkt, nemlig min egen, som ikke er sande. Jeg skal holde mig til det jeg ved. Selvfølgelig skal jeg absolut gå til kanten af min egen sproglige og intellektuelle formåen, men jeg skal passe på ikke at ende i affektation og fantasteri, hvor jeg enten beskytter det jeg, som jeg ellers var ude på at fortælle noget om, eller gør mig til for at tækkes."

Mere kompliceret
- Er det så ikke lidt af et vovestykke at kaste sig ud i en romanrække på ti bind?
"Der er ingen, der skriver ti sammenhængende romaner, for det er imod tidens tendens, som jo er at verden ikke hænger sammen. Men man skriver ikke ti sammenhængende romaner, hvis man ikke tror på, at verden hænger sammen. Jeg mener bare, at verden hænger sammen på en meget mere kompliceret måde end den har gjort før og det er så forfatternes opgave at afdække den kompleksitet."
- Er romanerne om Ib Nielsen så dit hovedværk, der samler forfatterskabets tråde?
"I en vis forstand kan man godt sige det, for det er så voldsomt at skrive ti sammenhængende romaner, der tager udgangspunkt i ens eget liv. Det siger sig selv, at i de mange forskellige eksperimenter, jeg har skrevet i tiden op til Havside sommer, har jeg naturligvis skrevet med den kraft, som det giver ikke at have taget hul på det, nogen kalder hovedstolen."
"Og jeg vil skide på den hovedstol, for når jeg tænker over det, har de fleste gode forfattere ikke bestilt andet end at tage af hovedstolen. På et eller andet tidspunkt skal man turde at se på sit eget liv. Man må turde røre ved nogle af de hemmeligheder, der ligger i ens private liv og udstille det beskidte vasketøj i fiktiv form. Men det skal gøres på en måde, så det ikke er privat men bliver alment."
- Planen er at tiende og sidste bind skal udkomme til næste år. Har du så skrevet dig ud, nu hvor du har brugt din livshistorie?
"Der er nok nogen der vil sige, at nu har han taget så meget af hovedstolen, at han ikke har mere at fortælle. Sådan har jeg det ikke. Den sidste roman med Ib Nielsen bliver et festfyrværkeri. Folk vil sige, at den ikke hænger sammen, men det skal den heller ikke. Jeg har en plan om bagefter at skrive en kæmpestor roman. Men det vil jeg ikke sige noget om."q

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her