Læsetid: 3 min.

Manden bag Honecker

6. november 1999

Flere hævder, at de har set DDR's tidligere leder i live. Information fulgte et spor til Wolfen-Bitterfeld

Dobbeltgænger
BERLIN - Er det ikke....? Nej, det kan da ikke være...? Hvidt hår, blød hat, store hornbriller og et lille bedrevidende smil på læben - jeg skulle tage meget fejl, hvis det ikke er generalsekretæren for Den Tyske Demokratiske Republiks Socialistiske Enhedsparti, SED's centralkomite, formand for statsrådet og tidligere tagdækker, Erich Honecker!
Nej, det er det ikke. Honecker døde i Chile i 1994. Den ældre herre på billedet herover er den 79-årige Kurt Schmidt fra Wolfen-Bitterfeld - DDR's centrum for kemisk industri et par timers kørsel sydvest for Berlin.
I en sen alder har den pensionerede kemi-arbejder fået et gennembrud som Erich Honeckers dobbeltgænger. Folk står i kø for at gense den gamle DDR-leder, Schmidts kalender strutter af aftaler over hele Tyskland og gæste-roller i tv. Han har fået brug for en impresario til at styre forretningen. (Som en betingelse for interviewet med Honecker, har impresarioen forlangt, at vi her skriver hans internet-adresse: www.look alikes.de)
"Jeg har haft så mange sjove oplevelser som Honecker. En gang med et tv-hold fra RTL gik jeg ind på Arbejdsformidlingen i Berlin. Damen i skranken sagde: 'Kære Hr. Honecker, De kan få førtidspension, for som tagdækker er der bestemt ikke noget arbejde til Dem.' Jeg fik hende til at skrive en attest. 'Så kan det være, at jeg får en lille pension,' forklarede jeg hende."

Kurt Schmidt har travlt
I mange år passede Kurt Schmidt bare sit arbejde på kemi-fabrikken og anede intet om sin lighed med generalsekretæren. Først i tiden omkring Murens fald, blev han 'genkendt' - og måtte bl.a. en halv time i Moabit-fængslet, fordi betjentene troede, de havde snappet den rigtige generalsekretær.
Siden har Kurt Schmidt fået mere og mere at lave. På Genforeningsdagen 3. oktober sidste år optrådte han fem steder.
"Ved bogmessen i Frankfurt for et par år siden spurgte jeg hos et forlag, hvad mine erindringer mon ville være værd. 1,3 millioner D-mark skal de nok give, svarede manden. I den næste stand stod Markus Wolf (DDR's spionchef, red.) med sin bog Manden uden ansigt, da han fik øje på mig, forsvandt han i en fart."
Kurt Schmidt kan fortælle i timevis om de sjove optrin, hans lighed med Honecker har ført med sig, og det gør han, men der har også været mindre sjove episoder:
"Jeg skulle spille Honecker i et tv-indslag om et østberlinsk boligområde. Aftalen var, at jeg under ingen omstændigheder måtte give mig til kende. Jeg mødte bl.a. en kvinde med en barnevogn. Hun bad mig velsigne hendes lille barn. Sådan noget gør virkelig ondt."

Udnytter markedet
Blød hat og Honecker-brille får ikke dobbeltgængeren til at føle sig det mindste beslægtet med salig Erich.
"For mig er det vigtigste, at Muren er væk, og at tyskerne også begynder at rive muren i deres sind ned. At menneskene får forståelse for hinanden, at de finder sammen."
Han vil heller ikke påtage sig generalsekretærens ansvar, endsige at undskylde ham.
"Jeg har aldrig talt med ham - jeg udnytter kun markedets muligheder," forsikrer han.
"Filmfabrikken her i Wolfen havde 20.000 ansatte, nu er der kun 100 tilbage - resten er arbejdsløse eller flyttet. Hver fjerde lejlighed står gabende tom. Folk er skuffede og stemmer på PDS i protest. Folk søger tilbage i deres 40 år lange tryghed, hvor de havde arbejde."
Da Muren faldt for 10 år siden, sad Erich Honecker formentlig foran sit tv-apparat og græd. Det samme gjorde hans dobbeltgænger, men tårerne var glædestårer
"Ja, det var et stort øjeblik."
Når Kurt Schmidt er ude at optræde, holder han som regel også en lille tale for sit publikum:
"Jeg lykønsker Jer med denne nye begyndelse, køb ikke deres alt for dyre, brugte vestbiler og lad dem ikke røvrende jer!"
Under sine tale udtrykker Kurt også sin glæde over, at "den forbandede Mur" endelig er væk.
"Så klapper folk, men ikke alle...," siger Kurt Schmidt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu