Læsetid: 3 min.

Mellem Lego og legionærer

22. november 1999

Dansk fodbolds store paradoks: Gamle Bent Christensen er kandidat til landsholdet

"Jeg sidder på gulvet og leger med Lego!".
Meddelelsen fra sportsredaktøren søndag eftermiddag var måske en smule overraskende. Ordene faldt, fordi noget andet var faldet. Den forkromede mening var, at Information nærmest skulle vove sig til en slags provins - dog ikke den rigtige jyske - for at mene noget om noget fodbold derfra, så det ikke igen-igen skulle være fra et storkøbenhavnsk stadion, der blev kommenteret. Vi skulle helt til Herfølge!
På plakaten stod nemlig Superligaens lidt overraskende nummer et Herfølge mod den mindre overraskende nedrykningskandidat fra Esbjerg. Et opgør, der kunne give anledning til at væve over skabelonen: Den lille landsbyklub - her tænkes på Herfølge - der bider skeer og spiser kirsebær med de store. Remsen ville ikke blive kedeligere af, at undertegnede faktisk studerede sammen med Herfølges direktør, Kenneth Wegner, i hus 07.1 på RUC i 80'erne. Også han var med til at stemme om hvilket kaffemærke, vi skulle købe.
Erindringen om det kunne måske vride nogle staldtips af ham. Måske man kunne få ham til at uddybe, hvad han mener, når han - for eksempel til P3-sporten - forklarer, at han ikke "har brug for spillere, der sidder og kigger sig selv i spejlet". Han har brug for et hold - ikke en flok individualister. Det har han da også fået. Men trods de manglende enere vandt Herfølge også søndagens kamp og ligger inden første turneringshalvdels sidste kamp for eksempel otte point foran AB, og syv foran AaB - begge umiddelbart mere profilstærke hold.

Ikke EM-outsidere
Fra Herfølges succesfulde anonymitet kunne man derpå trække en direkte parallel til landsholdets ditto, senest udtrykt gennem den netop overståede kvalifikation til EM i Belgien og Holland år 2000. For heller ikke på landsholdet ligefrem sprudler det med individualister.
Tager man de to Israel-kampe under ét, står ingen spiller tilbage som manden, der løftede holdet. Det var socialdemokratisk fodbold - kollektivet talte.
I øvrigt mod en modstander så svag, at sportspressens efterfølgende kå-ring af Danmark som seriøs EM-outsider er aldeles ude af proportion.
Vi taler om et dansk landshold, der i de første fire EM-kvalifikationskampe erobrede sølle 2 point. Og da holdet brød den negative stime var det blandt andet mod et Italien, der reelt havde kvalificeret sig (og som senere tabte hjemme til Belgien!), mod Wales, der lige meget hvad kun er Wales, og hjemme mod Schweiz, der altså også kun er Schweiz. Den trilogi gør altså ingen sommer.
Efter at have konstateret, at det er kollektivismen, der bærer dansk fodbold, ville det have været oplagt at konstatere, at det tilmed ikke er spillere fra den danske Superliga, der bærer.
Det er legionærerne. Og det bringer os så over i den sene søndagskamp transmitteret på TV3+ - Brøndby hjemme mod Silkeborg.

Bent i rødt og hvidt
Brøndby var engang det store lokomotiv i dansk klubfodbold. Det er holdet ikke længere. De andre er blevet lige så gode, kunne man mene. Men nej. Brøndby er blevet dårligere. Og de andre er ikke gode nok. Det fremgår af, at alle danske klubhold røg ud i første runde af UEFA-turneringen. Og af, at Brøndby ikke er naturlig leverandør af faste landsholdsspillere længere. Også Brøndby er først og fremmest et hold, ikke en flok enere.
Klubben har ganske symptomatisk netop investeret i hele fire spillere, der skal forstærke det i næste turneringshalvdel. Ingen af dem er danskere. De er fra Sverige og Norge! For får år siden ville det have været en national katastrofe - i dag er det helt naturligt. Norsk klubfodbold er - symboliseret ved Rosenborg - stormskridt foran dansk klubfodbold.
Og så kunne man havde sluttet med Michael Laudrup - kan det gøres smukkere - der flere gange har understreget, at danske fodboldspillere nok løber mere og hurtigere - men de er ikke blevet bedre til at finde hinanden i positionsspillet, mener han. Og det er sandt.
Enhver, der så Brøndby - Silkeborg, slutresultat 0-0, vil vide, at gamle Bent Christensen var den eneste, der viste internationalt format. Og man kunne have sammenfattet: Vi savner enerne! Hvad går galt i ungdomsrækkerne?
Ovenstående model faldt på gulvet. Bilen ville ikke til Herfølge. Og da man desperat orienterede sportsredaktøren sagde han: "Jeg sidder på gulvet og leger med Lego!"".
Godt nok var der et barn involveret, men alligevel. Dansk klubfodbold skal bruge vinterpausen til at tænke over, hvordan varen kan blive mere attraktiv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her