Western-genren, den ældste og sejeste af alle i filmens historie, lever endnu, omend den måske lugter lidt underligt, som Frank Zappa kunne have sagt. Men en ny dansk teater-western, hvad kan den?
Teater
Western-genren er ofte nok blevet erklæret død, og har dog overlevet. Spaghetti-formlen i tresserne barberede den med megen nihilistisk voldsomhed ned til mytens rekvisitter og udvendige stil, hvilket var en kortvarig fornøjelse, men siden har genren da både overlevet 'eksproprieringen' fra både etniske minoritetsgrupper og kvinders side, foruden en radikal, historiekritisk nedskrivning af det tilvante maskuline heltebillede, og af det heroiske Amerika-ditto. Siden salig Peckinpahs dage har genren her i halvfemserne oplevet endnu en 'revisionistisk' fornyelse, om ikke i kvantitet så dog kvalitativt. Genren, den ældste og sejeste af alle i filmens historie, lever endnu, omend den måske lugter lidt underligt, som Frank Zappa kunne have sagt.
Men en ny dansk teater-western, hvad kan den? Uden landskabet, hestene, menneskenes spektakulære og problematiske indfældethed i naturen, dér på grænsen? Kim Fupz Aakeson har - til denne sin debut som voksendramatiker - valgt den finurligt sorte stilkomedie, centreret i Buds saloon, tømt som den er for andet end stampersonale, Bud, to ludere og den obligate gamle medhjælper. Og så altså fra tid til anden Jack, der er skyld i den finansielle misére, eftersom han har skudt resten af kundegrundlaget bort, trigger-happy som han er, en lille dum mand, helt i sort som det sig hør og bør, og med verdens største revolvere. Bortset fra utugtig omgang med heste - en kær gammel mytes destruktion - anser han revolveren for 'menneskets smarteste ven'.
Det himmelske lys
Sort og ondt påkalder hvidt og godt, en helt. Og som i Shane dukker helten da også op sådan. Ikke ude fra vidderne dog, men som 'ånd', pludselig fremkaldt af Buds ofte gentagne, plagede, hvisken med lokumsdøren! En gedigen retfærdighedens deus ex machina. Ingen Alan Ladd, men 'hævet over køn', og spillet af Lisbeth Gajhede! Men hvor Shane (1953) stadig, med selvbevidst barok forsiring, tillod sig at inkarnere de moralske konflikter i opgøret mellem to mænd, så har postmoderne bevidsthed ikke længere den mulighed. Fupz Aakesons selvironi tillader ikke dén forenkling, han må ulde den op, afblæse the final showdown, og lader sluttelig alle de involverede - med Bud som herold - skue det himmelske lys fra et århundrede fuld af carporte, opvaskemaskiner og andet utopisk lækkeri ...
Det lyder åndssvagt
Det lyder referatmæssigt temmelig åndssvagt, men slutningens eklatante anakronisme er nødvendig og velbegrundet nok. Saloon-ejer Bud (en uvant afdæmpet Michael Brostrup) har hele vejen igennem været en svag, tvetydig figur, en inkarnation af 'humanismens krise', for nu at sige det fint. Ret forgæves har han forsøgt at lære Jack lidt ordentlige manerer, lidt begreb om friheden og andre gode principper, altimens hans egen eksistens ydmygt har været bundet op på 'duknakket og nervøs' pudsen glas, mens konen Dotty, som han har lovet 'hele verden', må betjene kunderne i baglokalet.
Og i slutningens valgsituation mellem abstrakt blind retfærdighed og barnligt naiv voldspsykopati, da vælger han - som folk flest - de materielle lokkelser. Helten, kvinden, hesten, godheden, humanismen - der bliver ikke mange positive størrelser tilbage.
Hyggeligt morsom
Det afgørende spørgsmål bliver da, om teksten og opførelsen er morsom nok, vild nok til at køre denne ret sorte ironi igennem med fuld kraft. Cowboy, cowboy er mest hyggeligt morsom. Klichéerne får udmærkede ridser i lakken, og slutningen kommer - og det er sjældent - som noget af en overraskelse. Der spilles også glimrende hele vejen rundt, selv om Lisbeth Gajhede er nok så overbevisende som værtinden Dotty i rollen som retfærdighedens hvide ridder. Ole Jakobsen har gestisk fint fat i Jacks naive selvfremføring, og Maria Wiltons skønne 'dumme' blondine har både sødme og råstyrke - og en parodisk doven dræven i stemmeføringen, som stedvis, sikkert helt utilsigtet, kan føre tanken hen på Pia Kjærsgaard!
Mere tempo, tak
Forestillingen er inddelt i klare sekvenser, alle indledt med spidst karakteriserende monologer, undervejs er der komiske (men ikke alle lige morsomme) talekors-kommentarer, og både musikken - et fint kompendium af filmmelodier - og den barskrabede saloon-setting støtter op under publikums genrevanthed og -forventning. Men tempoet er ikke højt nok - endnu da.
Det burde instruktør Morten Hovman kunne rette op på. Lidt mere farce ville drive pointeringerne klarere igennem, tror jeg.
*Kim Fupz Aakeson: Cowboy, cowboy. Instruktion: Morten Hovman. Scenografi: Søren Glad. Medvirkende: Ole Jakobsen, Maria Wilton, Lisbeth Gajhede, Michael Brostrup og Ebbe Trenskow.
Aalborg Teater, Lille Scene, 12.11. - 22.12.99.
