Læsetid: 3 min.

Messias holdt sabbat

15. november 1999

Den israelske EM-optimisme varede 98 minutter

Fodbold
RAMAT GAN - "De er flinke, danskerne. De er høflige, og de ser godt ud. Men der er et lille problem: de er gode til at spille fodbold."
Således udtrykte det israelske dagblad Yediot Ahronot stemningen op til play off-kampen mod Danmark på det nationale stadion i Tel Aviv-forstaden Ramat Gan lørdag. En plads i slutrunden ved EM i Holland og Belgien næste år syntes at være inden for israelernes rækkevidde efter
5-0 over Østrig og 2-0 over Rumænien, og selv om alle var klar over danskernes styrke, havde de sidste ugers moralske selvoprustning gjort sit til, at man gav sig selv en chance.
Endnu inden kampen var optimismen i behold. De danske tilskuere drak øl og sang, mens israelerne kom i lige så højt humør ved at spise solsikkefrø. "Nu kommer Messias og giver os sejren!" sang de, og nogle ville ikke udelukke en beskeden israelsk sejr.
"Et landshold på krykker" stod der om danskerne i en avisoverskrift med adresse til Peter Schmeichels fiberskade, som havde holdt liv i spekulationerne om hvor vidt han ville stille op. Landstræner Shlomo Sharf kaldte opgøret for israelsk fodbolds største stund i mere end 30 år, og satte sin lid til, at 40.000 tilskuere ville hjælpe med til sejren.
Israel havde, syntes de selv, noget at have forhåndsoptimismen i: 5-0 mod Østrig og 2-0 mod Rumænien.
Israelernes gejst holdt nøjagtig 98 sekunder ind i kampen, hvor Jon Dahl Thomasson med en følt, udadskruet inderside overrumplede målmand Dudu Aouat. Da Thomasson fulgte op med endnu en scoring i 35. minut tog den israelske nedtur fart: "Tag på markedet og sælg tomater, det er I bedre til!" råbte en forgræmmet israelsk tilskuer. "Det er mange år siden jeg har set noget så ynkeligt."
Efter at have startet kampen i højt tempo, satte danskerne farten lidt ned, hvilket gav israelerne nogle målchancer, som holdt liv i håbet. "Kom så, troldmand!" blev der råbt til en af holdets stjerner, Haim Revivo, som til daglig spiller i spanske Celta Vigo. Men troldmanden slog aldrig til, og da han i 57. minut så rødt efter at have sparket Jes Høgh ned bagfra, slukkede det sidste israelske håb. Med kun 10 mand virkede holdet demoraliseret og modløst, og den entusiastiske tilskueropbakning klingede af.
Udvandringen tog til for hver dansk scoring, og da kampen blev fløjtet af, var mange stolerækker allerede halvtomme.

God første halvleg
"Før kampen spøgte jeg med, at vi nok ville vinde
6-0," sagde landtræner Bo Johansson efter sejren. "På den baggrund er resultatet ikke så ringe."
Han priste især Stig Tøftings indsats på midtbanen, og bemærkede, at med en ringere dansk målmand end Schmeichel kunne israelerne godt have scoret.
En grå Shlomo Sharf tilføjede: "Første mål havde stor psykologisk virkning på os, og efter det lykkedes alle danskernes afslutninger. Revivo begik en fejl, som er utilgivelig for en spiller i hans klasse. Han tog al luft ud af holdet."
Landstrænerens kontrakt udløber til sommer, men han afviste efter kampen at kommentere forlydender om, at han allerede ville gå af nu.
Efter nederlaget syntes kun en gruppe syngende danske kibbutzvolontører med Dannebrog over skuldrene syntes, der var noget at fejre, mens de israelske tilskuere hastede mod deres biler.
På parkeringspladsen stod en lille skare vedholdende israelske fans for at se deres hold stige ind i bussen og køre bort: "Bare rolig, Haim, vi elsker dig alligevel!" råbte en af dem til Revivo.

Fakta - Fem mål, fem advarsler, en udvisning
Israel - Danmark 0-5 (0-2).
Mål: 0-1, 0-2 Jon Dahl Tomasson (2., 35.), 0-3 Stig Tøfting (67.),
0-4 Martin Jørgensen (69.), 0-5 Brian Steen Nielsen (74.) - hans første landskampmål, et 'brasser-brag' fra 30-40 meter
Advarsler: Jesper Grønkjær samt Tal Bani, Alon Harazi, David Amsalem, Arik Benado, Israel. Udvisninger: Haim Revivo (58.)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her