En strid blandt Nazareths indbygggere om et byggeri har for længst passeret bygrænsen. Både Paven og Yasser Arafat er involveret og senest har kirker i Israel hold protestlukket
Skal vi bespotte Shihaab ed Din, fordi paven kommer på besøg een eneste dag?" vrisser imamen. Han er vred og føler sig godt og grundigt trådt over tæerne af bystyret i Nazareth. Byens kristne borgmester fik nemlig for et par år siden gennemtrumfet en byrådsbeslutning om at anlægge en stor, elegant plads på en tilsyneladende tom grund langs Paulus VI Street, et kaos af udstødningsgas og trafikpropper, som gør det ud for byens hovedgade.
Imamen kan hurtigt blive enig med borgmesteren om, at byen trænger gevaldigt til et ansigtsløft. Men bystyrets forslag til forskønnelse er faldet Nazareths muslimske befolkningsflertal voldsomt for brystet. Den udpegede grund er nemlig gravplads for Shaab el Din, onkel til den store muslimske hærfører Salah ed Din, som for 760 år siden gjorde kort proces mod de sidste rester af korsfarernes hærstyrker i landet.
Grunden med den prominente gravplads er blevet kernen i en strid, som har lukket luften ud af mange nazaræeres forventninger til det nært forestående millennium. Den smukke, marmorbelagte plads skulle have tjent som værdig velkomst til byens største turistseværdighed, Bebudelseskatedralen. Denne er bygget over grotten, hvor ærkeenglen Gabriel efter sigende skal have meddelt Jomfru Maria, at hun var frugtsommelig, som det hedder på bibelsk. Man har længe ærgret sig over, at adgangsvejen til kirken er en smal sidegade, som fører op til byens grøntsagsmarked, og har set millenniet som passende anledning til at få gjort noget ved sagen.
Der ventes nemlig mange gæster i Nazareth i forbindelse med den runde fødselsdag. Og ikke mindst har paven meddelt sin ankomst i marts - dog betinget af at der hersker fred og orden i Nazareth til den tid!
Da bystyret for et par år siden konciperede den storslåede plan gik man ufortrødent i gang med udførelsen. Muslimske kilder i byen fastholder, at en buldozer i nattens mulm og mørke gjorde kål på tyve andre grave på grunden, hvorpå man slog kontra og iværksatte en alternativ plan ved at pilotere forud for opførelsen af en længe ønsket moské.
Så gik sagen i hårdknude. Begge anlægsarbejder gik i stå, og i næsten to år holdt muslimske aktivister brandvagt i en stor teltmoské, som blev sat op på stedet.
I denne uge kulminerede affæren, da alle kirker i Israel og de palæstinensisks selvstyreområder protestlukkede mandag og tirsdag. Skridtet blev taget på initiativ af Vatikanet i Rom for at henlede verdens opmærksomhed på sagen. Fra Nazareth over Gravkirken i Jerusalem til Fødselskirken i Bethlehem var pilgrimme henvist til at bede udenfor de lukkede kirkedøre, og imens arbejdede politikerne på at nå frem til et kompromis.
Selvstyreformand Yasser Arafat var først til at involvere sig i sagen. Selv muslim, men kristent gift, søgte han først at holde selvstyreområdernes kirker ude af konflikten, og bagefter søgte han at mægle i Nazareth. Den saudi- arabiske prins Abdallah bad ifølge det palæstinensiske dagblad Al Quds Arafat formidle sit tilbud om at finansiere opførelsen af moskeen et hvilket som helst andet sted i Nazareth. Men Nazareths muslimer stod fast på deres, ligesom Vatikanet vedholdt påbuddet om kirkelukningerne.
Den israelske regering har lige til nu holdt lav profil i sagen. Man har ikke villet involvere sig i hvad man har betragtet som et internt arabisk anliggende. I forvejen har forholdet til landets 1 million arabere (hvoraf ca. 100.000 er kristne) oplevet et noget anstrengt efterår som følge af et par bombesprængninger i begyndelsen af oktober - israelske muslimske fundamentalister havde en hovedrolle.
Men Yasser Arafats mæglerrolle betragtede regeringen som et forsøg på at blande sig i et suverænt israelsk anliggende og sendte ministeren for intern sikkerhed, Shlomo Ben Ami, til Nazareth, hvor det faktisk lykkedes ham at nå frem til et kompromis.
Vatikanets involvering i sagen har givet været udslaggivende for regeringens pludselige handlekraft. Kirkestaten åbnede først diplomatiske forbindelser til Israel i juni 1994 og selv siden da, er forholdet mellem de to parter forblevet køligt korrekt.
I staten Israels første mange år efter oprettelsen i 1948 syntes forholdet præget af den besked Theodor Herzl fik ved en pavelig audiens i 1904: "Jøderne har ikke anerkendt Vorherre, og derfor kan Vatikanet ikke anerkende det jødiske folk," sagde Pius X til zionistlederen. Da Israel blev oprettet fastholdt Vatikanet kravet om at internationalisere Jerusalem og selv efter, at den anden vatikanerkonference i 1965 vedtog en række drastiske holdningsændringer, forblev forholdet anspændt.
Seneste runde i det problematiske forhold var Vatikanets planlagte kanonisering af pave Pius XII, som under anden verdenskrig havde et lidt for nært samarbejde med det nazistiske Tyskland. "Hitlers pave", som han omtales i israelsk presse, er i en ny bog med samme titel atter blevet kritiseret for sin passivitet overfor de nazistiske jødeforfølgelser. At tage skridt til en kanonisering af Pius vækker derfor anstød i Israel og anses for at skade relationerne til Vatikanet.
Derfor er mange israelske politikere forbeholdne overfor pavens planlagte besøg, som de ikke mener kan undgå at få politiske undertoner, og iagttagere anser det for potentielt forstyrrende for fredsprocessen. Ganske vist er Johannes Paul II den i israelske øjne bedst tænkelige pave. Men trods alle udstrakte hænder mod jødedommen - som sidste års pavelige besøg i Roms synagoge, det første nogensinde - har Vatikanet f.eks. ikke officielt ændret holdning til internationaliseringen af Jerusalem.
Det blev pludselig vigtigt for Israel at løse striden i Nazareth selv. Der er i Israel ingen tvivl om, at diplomatiske forbindelser til Vatikanet er en gensidig fordel, men også at man ikke ønsker pavelig indblanding i forhold, man betragter som interne. Det er hverken Yasser Arafat eller Johannes Paul II, som sætter dagsordenen i Nazareth, lyder signalet fra Jerusalem, og det skal paven også huske på, når han besøger landet.
Indtil videre er Shihaab ed Dins hellige grav vel forvaret. Drengene i den lille bygning omkring graven fortsætter deres koran-studier, mens anlægget af pladsens marmorbelægning udenfor er ved at gå i gang. Shlomo Ben Amis kompromisløsning består i, at pladsen får lov til at fylde to trediedele af arealet, mens en moské kan opføres på resten - men først når paven er rejst igen. Og for en sikkerheds skyld lovede Ben Ami, hvis resortområde omfatter ordensmagten, også at bygge en politistation med betjente til at sikre freden.
