Læsetid: 3 min.

Mønsterbrydere, linselus og mesterdræbere

6. november 1999

Radio og tv

Emner og fokusereringspunkter i de elektroniske medier kommer i bølger. Lige nu drejer det sig om alkoholikere og mønsterbrydere. Man kan knap åbne for radio eller tv, før der dukker en bodfærdig dranker op eller en lykkelig person, som begejstret beretter om, hvordan det lykkedes vedkommende at få status som mønsterbryder.
Således torsdag aften på TV 2, hvor man efter sportsnyhederne diverterede med Aftenvagt, et talkshow, som i denne uge drejede sig om fire mennesker, der var født ind i alkoholiserede hjem.
Efter tvangsfjernelser var de vokset op på institutioner eller hos plejefamilier. Pointen med udsendelsen var ikke, at offentlige indgreb i sådanne tilfælde er berettigede eller velsignelsesrige, men at de fire personer havde haft held til at bryde med deres sociale arv.
Når et komplekst begreb som social arv optræder i tv-sammenhæng, bliver det uvægerligt en karikatur af, hvad det indebærer og betyder. Det drejes 180 grader omkring, og vupti skal der et mirakel til, for at man ikke skal blive tyv, hvis ens far var tyv, eller alkoholiker, hvis ens mor tilbragte dagene i sengen med at læse dameblade og drikke Bjørnebryg.
Det er ikke til at sige, om de fire gæster i Aftenvagt så sig selv på den måde. Under alle omstændigheder virkede de bedrøvede til trods for studieværtindens opmuntrende smil og idelige fremhævelse af, at de sandelig havde klaret sig godt i livet. Måske sad de og overvejede, om trangen til at optræde i tv var prisen værd i forhold til at skulle udlevere sig selv, ens forældre og ens egen baggrund.

Selvudlevering var ikke lige det, der prægede aktørerne i DR 2's debatprogram Debatten, der også blev vist torsdag. Deltagerne var chefredaktørerne for henholdsvis Billed-Bladet og Se og Hør, det omvandrende mesterorakel Niels Fried-Nielsen, kulturredaktør på dagbladet Aktuelt, og politikeren Hans Engell, fædrelandets vogter og den almindelige værnepligts ypperste fortaler.
Her var der ikke tale om amatører, men om professionelle linselus med nøje definerede interesser og dagsordener. Hvis nogen skulle undre sig over, hvad de fire udhalere lavede i samme udsendelse, ligger svaret lige for: LILLEPRINSEN skal døbes i dag! I den anledning har det været et presserende problem for redaktionen af Debatten at finde ud af, "om prins Joachims lille søn tager skade af pressens nærgående interesse", som foromtalen udtrykker det. Det fik man så en børnelæge til at svare bekræftende på. Det var især de mange blitzlys, forstod man, der kunne være skadelige.
Det er svært at sige, om man skal le eller græde over en sådan udsendelse. Kulturoraklet fra Aktuelt og fædrelandets ypperste forsvarer var instrueret i at udtrykke bestyrtelse over ugebladenes indtrængen i folks privatliv. Ugebladsredaktørerne henviste på deres side, og i overensstemmelse med den overordnede dramaturgi, til offentlighedens interesse for vigtige sager i nationens liv. Det var så det. De fire udhalerne opførte en rituel dans omkring et ikke-eksisterende problem og fik den tilfredsstillelse, at de endnu engang blev eksponeret i den offentlige bevidsthed.
Og allerbedst var det, at hele skidtet var iscenesat for licensmidler af en smal kanal, der sætter kvaliteten i højsædet.

Line Arlien-Søborg var den gennemgående kvindelige figur i Nils Malmros' filmkrøniker om livet i og omkring Katedralskolen i Århus i 50'erne. I dag har hun for DR2 lavet nogle programmer, der hedder Ude i naturen.
I sidste uge handlede udsendelsen om en jæger i Canada, der elskede at skyde bjørne. Han så vist nok sig selv som et urmenneske. Det er svært at sige, for samtalen blev holdt på hviskeniveau for ikke at jage byttet væk.
I denne uge optrådte forfatteren Klaus Rifbjerg ude i naturen. Her var der ingen problemer med at høre, hvad der foregik. Store Klaus nærmest brølede sin begejstring ud over at få mulighed for at skyde sagesløse ænder og uskyldige harer for panden. Han demonstrerede tilmed, hvordan man med relativt ukoordinerede bevægelser kan nedlægge en fugl i flugten med en god gang spredehagl.
Store Klaus er næppe bevidst dyrplager eller linselus. Han må have opnået al den eksponering, han tragtede efter i barndomsårene ude på Amager. Som eksemplarisk mønsterbryder skrev han allerede i sin første digtsamling om epifanien ved at score mål i håndbold.
Det var nok så berigende som at se ham optræde i denne uge som civiliseret mesterdræber iført viklers og sixpence.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her