Læsetid: 4 min.

Når manden fanger

9. november 1999

Ny stor monografi af den velskrivende Hemingway - ekspert, Bo Tao Michaëlis, placerer forfatteren litterært mellem avantgarde og kommerciel mainstream

Ny bog
Om nogen er Ernest Hemingway en forfatter, der har delt læsere og offentlighed i to lejre. Både på grund af hans ideologiske ståsted(er) - og mangel på samme - men ikke mindst, fordi han igennem sin litteratur og sin livsførelse etablerede en mytologisk mur omkring sig. Han skabte med succes sin person om til den legende, der angiveligt spejles direkte i værket.
Men myten består af to dele. Der er den unge livshungrende forfatter, amerikaneren på venstre Seinebred i Paris, der i anerkendelse af de hårde omstændigheder mente, at man skriver bedst, når man er sulten. At også dét senere viste sig at være en del af den historie, Hemingway havde spundet om sig selv, forhindrer ikke, at hans tidlige værker, specielt novellesamlingerne og Og solen går sin gang (1926), i deres vitalisme greb en hel generation og stadig har elan og sult nok til en ny.
Den anden del af myten er den ældre storvildtjæger og stordrikkende Hemingway, der nok søgte at tage sig ud som en heroisk actionforfatter, men ikke rigtig litterært formåede at leve op til ungdommens storhed. Undtagelsen var den lille Nobelprisroman, der måske netop handler om ikke at kunne skrive, Den gamle mand og havet (1952).
Sådan lyder i hvert fald myterne og de kan være svære at trænge igennem. Det har imidlertid ikke afskrækket Politikens kyndige anmelder, den altid velskrivende Hemingwayekspert Bo Tao Michaëlis, der også har markeret sig som en af vore fremmeste autoriteter indenfor kriminallitteraturen.
I indledningen til sin nye bog om Hemingway må Michaëlis da også bekende, at selv om han egentlig ville holde sig til forfatterskabet - som man jo ideelt må - har han ikke kunnet snige sig udenom at inddrage privatpersonen Hemingway:
"Fordi Hemingway både som menneske og myte sender lange skygger ind i læsningen. Han er sit eget genfærd, som læser over skulderen på en, hvis man forsøger at fremlæse en sammenhæng og en syntese igennem hele forfatterskabet."

Radikalt anderledes
Årsagen er måske, at man som læser, der kender til den biografiske historie, ikke kan lade være med at læse forfatteren ind i værket, selvom man som god litterat udmærket ved, at det er mere end problematisk.
Det betyder ikke at Michaëlis' læsning er biografisk orienteret på den platte facon, der søger at udpege, hvem i virkelighedens verden, der har stået model til de fiktive personer. Men sine steder tillader han sig at læse forfatterskabet sammen med livshistorien, fordi Hemingway for Michaëlis i høj grad har sin værdi som en forfatter, der fortolker den nye verden i årene efter Den Første Verdenskrig og bearbejder det unge 20. århundredes radikalt anderledes kulturelle situation.
Ikke mindst gør Michaëlis i den anledning en del ud af Hemingways metode, hans poetik så at sige, som han placerer et sted imellem avantgarde og kommerciel mainstream.
For nok var Hemingway som forfatter ganske bevidst om, hvad der skulle til for at skrive en bredt fængende roman, der kunne komme i bogklubcirkulation og bringe ham den eftertragtede kommercielle anerkendelse. Men Hemingway indgik også i et kreativt samspil med samtidens avantgardistiske litteratur som den blev udfoldet hos for eksempel Ezra Pound, T.S. Eliot og James Joyce, der på hver deres område var med til at inspirere eller afpudse den skarptslebne og underforståede prosastil, som Hemingway rendyrkede i pariserårene.
At mentoren Gertrude
Stein, som Michaëlis også påpeger, først modtog ham i sine litterære saloner og siden affejede ham med ordene at "Hemingway gerne ville være moderne, men lugtede af museum," fanger på lignende vis dette skisma.
Som også titlen antyder, er Bo Tao Michaëlis' bog ikke en kølig, akademisk analyse, men en personligt engageret og motiveret indføring. Det er således ikke den store monografi, man kunne have ønsket sig, når man nu ved, hvad forfatteren ellers formår, men bogen er så sandelig mere end blot et forsøg på at spinde mammon på forfatterjubilæet.

Ugebladssnagen
For at sikre at selv den sløveste har forstået, at det er 100-året for Hemingways fødsel, vi hastigt bevæger os ud af, udsender samme forlag samtidig en oversat billedbiografi.
Det er en populært anlagt skildring med en masse spændende billedmateriale og en tekst, som ikke undgår en vis heroiserende patos, der trækker vel meget på klicheerne.
I den type bog er det måske svært at undgå, men ind imellem nærmer det sig altså nyfigen ugebladssnagen og en vis leflen for usmageligheder. Indledningens absolut unødvendigt udpenslende beskrivelse af Hemingways selvmord i 1961 kunne være et eksempel. Forfatterskabet er trængt helt i baggrunden i denne bog, der til gengæld er fyldt med til tider irriterende detaljerede biografiske oplysninger a la beskrivelsen af Hemingways morfader, der "klædte sig som en gentleman af landadelen, anlagde et par imponerende whiskers og ofte sås i selskab med bjæffende Yorkshireterriere."
Er man interesseret i Hemingways værk, kan det kun anbefales at slå vejen om Bo Tao Michaëlis' bog. Har man ikke læst Hemingway tidligere, skal man bare starte med Og solen går sig gang og så går det hele af sig selv.

*Bo Tao Michaëlis: Århundredets mand - et portræt af Ernest Hemingway. Lindhardt og Ringhof. 232 sider, kr. 248. Udkommer i dag.

*David Sandison: Ernest Hemingway. En illustreret biografi. Oversat af Thomas Ingemann. Lindhardt og Ringhof. 160 sider, kr. 298.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu