Læsetid: 4 min.

Når slammet slappes

12. november 1999

...vil jeg føle en rastløs uro begynde

Befriet område
Vidste De, kære læser, at de voldsomme geologiske forandringer bygningen af Øresundsbroen forårsager snart vil få det brunlige slam på havbunden mellem København og Malmø til at give slip på de effekter, det i tidens løb har suget til sig og holdt i sit iskolde favntag?
Det er ganske vist - jeg har læst det i et skånsk studenterblad med hemmelige danske sympatier.
Når den dag oprinder, hvor slammet i Øresund slappes, vil jeg føle en rastløs uro begynde i fødderne, og fuld af bange anelser skal de styre mig mod byens kanaler.
Her skvulper liget af en selvmorder mens forskelligartede genstande stiger op fra kanalens dyb. Selvmorderens kød vil være bleget af års ophold i vandet, og kraniet grine tandløst under de rester af hår, der trækkes som et bølgende spor i vandet efter liget.
Straks efter vil en attachémappe glide op til overfladen, indeholdende et kontroversielt forslag af en socialdemokratisk oppositionspolitiker. Efter attachémappen vil et antal bærbare computere fra en forsikringssvindelssag dukke op, og som en armada af sortgrå rektangler følge selvmorderen og attachémappen, idet de som kæmpeøsters på langfart vil åbne og lukke deres låg med en sær og uhyggeligt smaskende lyd.
Men jeg vil ikke dvæle længe ved disse syn, thi jeg ved, at langt mere sælsomme syner venter på mig ude på Øresund.
Og mine skridt vil styre mig ned mod Nettobådenes kajplads. Uden at tøve vil jeg vælge det gode skib Skorstensfeieren, og i en sky af vanddampe vil jeg stå ud fra kajen.

Historisk debris
Vel ude i havnen vil jeg holde venstre om Trekroner, hvis tårnhøje glaspaladser flammer i solen, og oppe omkring toppene, de højeste i Europa, hænger mågerne, der alle ser ud mod broen, hvor noget er ved at tage sin begyndelse.
Og i vandet ud for Lynetten vil jeg se en blågul klump nærme sig; det er liget af en svensk dragon fra dengang svensken gik over den isdækkede Køge bugt.
Havet omkring mit fartøj vil snart være fyldt med halvrådne sildetønder, kasser med beskøjter, dragonsabler og dameblade, kondomer, signalflag og en halvspist Toblerone tabt af en seksårig dreng, der tidligt samme morgen skal tage ud for at fiske med sin far.
Og jeg vil fortsætte udad, idet jeg pløjer mig gennem dette historiske debris, samt resterne af det itusprængte Dannebrog, Olfert Fischers skib i den første halve time af slaget på Reden den 2/4 1801.
Men ude midt på Øresund vil jeg spejde omkring på det forladte sund, der ligger smukt med solen tung bag Københavns tårne; og en tæt tåge vil krybe ud over havet fra Sverige, som et minde om hin torsdag i starten af april.
Og jeg vil drive for strømmen ind under Øresundsbroen; da vil jeg høre det knage i dybet under mig. Forgæves skal jeg på mit livs aften spejde ned i det sortladne vand, hvor intet skal åbenbare sig for mig, før kavalleriprammen Aggershus i ét voldsomt nu skyder op af vandet. Med et brøl vil det falde tilbage mod vandoverfladen og kaste mit lille skib hid og did på de voldsomme bølger.
Aggershus vil være i en frygtelig forfatning: Mesanmasten er skudt over bord, fokkemasten beskadiget, og med sit sønderskudte ror og ditto rigning er skibet ikke manøvredygtigt. Alligevel vil jeg entre ad en smattet lejder, der hænger ned langs skroget.
Idet jeg når op over rælingen vil jeg mærke, at skibet begynder at sætte sig i bevægelse. Og havet rundt om mig vil nu være dækket af de menneskelige efterladenskaber havbunden i tusinde år har gemt på - kulturlag vil blive sat fri og dække Øresund som en uensartet, boblende grød. Og denne grød vil synes at søge sammen om broens piller, hvor den igen og igen skal kaste sig mod betonen; det er den menneskeskabte grød selv, der i afsindigt raseri kaster sig over selve symbolet på nordisk forbrødring.

Lysene blinker i syd
Imens jeg driver sydover skal jeg høre hvordan det sukker i betonen, der ikke vil kunne modstå det rasende angreb; de første wirer vil falde som gigantiske piskesnerte, der pisker grøden til nye rasende højder.
Langsomt vil jeg drive sydpå, og snart vil jeg atter begynde at kunne skimte pletter af hav omkring mig. Øresundsbroen skal heroisk stå endnu en stund: Det sidste jeg skal se er det midterste brofag danse en sidste, vanvittig St. Vejtsdans før det falder ned mod den hidsede masse, der rejser sig i triumf for at tage imod det.
Og uroen skal forlade mig til fordel for en rolig vished om hvad der skal ske:
Aggershus skal bære mig gennem Østersøen til byen Vineta; thi det vil just være i aften, at Vineta - hin by guderne styrtede i havet for sit hovmod - skal stige op fra sin våde grav, som den gør det én gang hvert sekel. Her skal jeg forlade denne verdens jammer, lægge til ved byens sølvsmedede kajer, træde ind i dens gyldne gader i min søgen efter den lykke jeg ved findes dér - for ved solopgang at forsvinde med Vineta under havet igen.
Jeg kan allerede se lysene, der blinker i syd...

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu