Overskrifterne er fede i disse dage over Nordirland. Freden er nær, siger de. Igen. Men er der tale om déjà-vu
Efterhånden er vi mange, der har det med den nordirske fredsproces, som Gyldenspjæt har det med operaer.
Som amerikanerne siger, er de aldrig ovre, før 'the fat lady sings' Indtil da kan man roligt sidde og slumre.
Nu er trommehvirvlerne sat i gang til la grande finale i Nordirland. Nu bliver der fred, siger medierne.
Det har der sådan set været i næsten fire år, siden den irske undergrundshær IRA, der vil have Nordirland indlemmet i Republikken Irland, lod våbnene tie i en våbenhvile. Folk i London og Manchester griner ad den nordiske krimi-statistik. Voldelige forbrydelser er langt hyppigere i England og Wales end i Nordirland - og det har de været i et halvt århundrede. Også midt under den allerhedeste IRA-aktivitet.
Men det er voldens art i Nordirland, der chokerer. For den er anderledes. I Nordirland kan en protestant finde på at slå en anden mand eller kvinde ihjel, bare fordi vedkommende er katolik - og omvendt. De kan finde på at bryde ind hos folk - ikke for at stjæle videoen, men for at chikanere beboerne, mishandle dem, eller det, der er værre, bare fordi de tilhører en anden religion. De kan finde på at lade bilbomber eksplodere ved højlys dag. Og så videre, og så videre.
Så der er skam grunde nok til at ønske, at den våbenhvile-fred, som eksisterer nu, bliver konsolideret.
Men finalen er ikke sikker. Det kan gå hen og blive 'déjà-vu all over again', som den legendariske amerikanske baseball spiller, Yogi Berra, udtrykte det.
Han havde også et andet perle-udtryk, som er ganske à propos i forhold til Nordirland: 'it ain't over till it's over'. Så sandt, så sandt.
Ikke desto mindre er der håb om, at det rent faktisk er 'ovre' nu i Nordirland. At provinsens politikere langt om længe har taget sig sammen til at få etableret noget selvstyre, og at IRA's frihedskæmpere/terrorister alt efter smag ligeledes har taget sig sammen til at afvæbne.
Det tidligere medlem af
USA's senat, George
Mitchell, har stået i spidsen for den 'gennemgang' af 1998-fredsaftalen, som blev nødløsningen her i sommer, da processen brød sammen. Det skete, da de såkaldte unionister - protestanterne, der vil beholde Nordirland i union med Storbritannien - nægtede at troppe op i den lokale lovgivende forsamling den dag, da Nordirland officielt skulle have overdraget sit selvstyre. Det udviklede sig til en ren farce, da procedurerne med at udnævne ministre gik sin gang, som om intet var hændt, selv om alle godt vidste, at der ikke ville blive noget brød af den dej, hvis ikke UUP - det største unionistparti under ledelse af David Trimble - var med som bagersvend.
Dengang stejlede Trimbles parti over den porthandel mellem etablering af lokalregeringen og IRA's afvæbning, som lå på bordet.
Nu siger Mitchell, at der er en ny porthandel.
Siger du, at der er tale om den samme aftale som i sommers, men at denne gang er I bedre i stand til at sælge den?', blev Sinn Feins formand, Mitchel McLaughlin, spurgt forleden, da han mødtes med pressen i London. Sinn Fein er IRA's politiske arm, og McLaughlin har været dybt involveret i forhandlingerne.
McLaughlin åndede dybt ind og holdt vejret flere sekunder, inden han svarede - hvilket er ganske usædvanligt for de medietrænede Sinn Fein folk.
"Jah," åndede han så ud igen.
"Det er essensen af det."
Altså déja-vu igen-og-igen. Men der er subtile forskelle.
I sommer var handelen, at lokalregeringen skulle etableres først - så skulle den britiske regering officielt overlade magten til den - og så skulle IRA begynde at afvæbne umiddelbart efter, formentlig i løbet af ganske få dage.
Det var ikke godt nok for Trimble og hans parti. De har altid holdt på, at IRA skulle starte med at afhænde våbene, før der kunne blive tale om nogen lokalregering med deltagelse af undergrundshærens politiske arm, Sinn Fein. At skulle acceptere, at lokalregeringen blev startet først var for meget. Nixenbixen.
Nu er handelen ifølge Mitchell, at den britiske regering officielt skal overlade magten til lokalregeringen - så skal lokalregeringen mødes - og så skal IRA udnævne en kontaktperson til at aftale nærmere procedurer med den nordirske afvæbnings-kommission, der li'som ikke har haft ret meget at lave indtil videre. Det skal ske i den rækkefølge - men på samme dag.
Det er aftalen -nu skal den sælges. Umiddelbart ser det ud til, at det igen er Trimbles parti, som vil få de største problemer. Der er jo stadig ikke tale om, at IRA's afvæbning kommer før etablering af en lokalregering. Den tudse bliver svær at sluge. Næste weekend ventes et svar, når partiets besluttende organ mødes.
Men Mitchel McLaughlin siger, at det ikke bare er Trimbles UUP parti, som har noget at sælge. Også baglandet hos Sinn Fein/IRA skal overbevises om, at det er o.k. så meget som at udpege en person til at tage sig af spørgsmålet om afvæbning. Enhver form for aflevering af våben har traditionelt været anset som 'overgivelse' fra den hårde republikanerkant.
Til brug for salgsarbejdet har såvel Trimble som Sinn Fein udarbejdet politikkens svar på reklameverdenens glittede brochurer - dvs. offentlige udtalelser, som er beregnet på at gøde jorden. Trimble har således sagt offentligt, at han erkender, at begge traditioner i Nordirland har lidt. Hidtil har det været, som om Trimble syntes protestanterne havde monopol på lidelserne. Trimble erkendte også offentligt, at det er legitimt for Sinn Fein at kæmpe for et forenet Irland - dog kun med demokratiske og ikke-voldelige midler.
Gerry Adams fra Sinn Fein har til gengæld udsendt en meddelelse, hvori han accepterer, at afvæbning er en 'essentiel del af fredsprocessen', og at partiet forpligter sig til at kæmpe for sine mål udelukkende med fredelige og demokratiske midler. De udtryk burde hjælpe Trimble med at sælge aftalen til sit skeptiske bagland. Men Adams siger også, at afvæbning kun kan ske på frivillig basis. Det udtryk burde hjælpe ham selv med at sælge aftalen til hans eget skeptiske bagland.
Den største interesse samler sig dog om Trimble og hans parti. IRA har allerede bakket Adams' udtalelse op med en hidtil uhørt meddelelse om, at hæren er parat til at udnævne en kontaktperson, som skal tage sig af afvæbning.
Men hvorfor skulle Trimbles parti sige o.k. og ja tak til en aftale, der umiddelbart ikke ser ud til at give dem, hvad de ønsker? Nemlig afvæbning som betingelse for lokalregeringen.
Folk i Nordirland siger, det er fordi, Trimble og Adams - og deres medforhandlere - nu har lært hinanden så godt at kende, at de faktisk er begyndt at stole på hinanden. At de har tilbragt så megen tid med at sidde og glo ind i det hvide i hinandens øjne, at de har skimtet det inde bagved.
Det er ganske uhørt. Det plejede at være sådan, at når Trimble sagde 'hvid', opfattede Adams det som 'sort' - og omvendt.
Det vil vise sig inden for de nærmeste dage, om denne spirende tillid kan gro. Så den tykke dame langt om længe kan blive færdig med sine koloraturer, og vi alle sammen kan vågne op og applaudere.
