Læsetid: 3 min.

Ikke et øje tørt

27. november 1999

De tre ABC'er - Axel, Béla og Carl - fik med succes opført musikværker ved Torsdagskoncerten i Danmarks Radios koncertsal

Koncert
'Naturlyrik' siger man om Axel Borup-Jørgensens musik. Vel, vel, begrebet kan omfatte en del, men hvis man tænker på Skovsø-romantik, brølende hjorte, vandfald, og naturstemninger som dem Grieg, Alfvén eller Nielsen kan skabe, så er man helt gal på den.
Borup-Jørgensen - årgang 1924 med rund fødselsdag i mandags - maler ikke stemningsbilleder med bred pensel, han er en antydningens mester. Det sidste ord hører ikke til i afdelingen for festtalepanegyrik i anledning af komponistens 75-års dag. Nej, komponisten er en mester forstået på den måde, at han med få midler kan producere en verden af detaljer. Men kun som antydninger, aldrig som manifeste tonesætninger.
Det kunne man høre ved Torsdagskoncerten med Radiosymfoniorkestret under Michael Schønwandt, hvor Borup-Jørgensen fik sit gennembrudsværk Nordisk Sommerpastorale opført. Musikken er skrevet i 1964 og er i sin tone ikke utypisk for tiden. Jeg kommer til at tænke på Per Nørgårds orkesterværk Iris og også detaljer i det noget senere værk, violinkoncerten Helle Nacht, men det kan jo være at den tanke er helt ude i skoven i forhold til Axels intentioner.
Det, jeg oplever som en fælles bestræbelse hos Borup-Jørgensen og Nørgård, er interessen for timbre, det vil sige opmærksomheden om forskellige klangfarver, sansningen af en bestemt orkesterklang præget af 'vibreren på stedet', 'flimren' eller 'sitren'. I den forstand er de to danskere forløbere for det, der senere blev kaldt spektralmusik, hvor klangen og dens overtoner dyrkes som det vigtigste musikalske parameter.

En stor musiker
Borup-Jørgensens musik var sat på som første værk ved Torsdagskoncerten. Det var det eneste rigtige og mulige valg. For at høre Nordisk Sommerpastorale efter stilhed - så at sige med rene ører - er en saliggørende oplevelse. Det er saliggørende, fordi ens sanser bliver skærpet til det yderste, og man bliver tvunget til at lytte ind i de helt små nuancer i klangen og derved blive i stand til at høre det indre liv i den musikalske organisme.
Efter en sådan Axel Borupsk renselsesmusik kan det gøre godt med lidt gang i mosækken. Den med hjælp fra Gad Andresen Fonden hidkaldte violinsolist, Gil Shaham, gav den for fulde gardiner i Bartóks 2. violinkoncert. Den mand har spillet violin i et tidligere liv, ingen tvivl om det. Jamen, jamen, hvor kunne han traktere instrumentet. Det 28-årige stortalent har jeg aldrig hørt før, men dette bliver ikke sidste gang - Shaham har indspillet Bartóks værk på cd sammen med Chicago Symphony Orchestra under Pierre Boulez.
Ingen slinger i valsen hos Shaham - hele svineriet udenad. Det er immervæk 40 minutters musik med vældige instrumentale udfordringer og så mange detaljer, at selv en tonedøv kan se og høre, at der her er tale om en ganske usædvanlig præstation. Bach-gavotten som solisten gav som ekstra-nummer, bekræftede kun oplevelsen af, at vi her sad over for en formidabel god musiker.

Gennem ekstremerne
Rosinen i pølseenden er vel knap det rigtige billede at bruge om Carl Nielsens 5. Symfoni, til trods for at værket afrundede aftenens koncert. I så fald en stor og varmblodig rosin, hvis en sådan findes. For Nielsens musik fremstod under Schønwandts ledelse som et værk, der peger langt ud over sin samtid. Modernistisk normsprængende, ville nogle måske sige.
Schønwandt er gået hen og blevet alle tiders Nielsen-fortolker. Det er allerede dokumenteret på dacapo-indspilningen med Nielsens 2. og 3. Symfoni, og nu bekræftet med 5. Symfoni.
Jeg oplever, at Schønwandt fremhæver alle de skarpe kanter i musikken, han udstrækker foredragsbetegnelserne til at rumme de største kontraster. Det giver musikken en hidtil uhørt dynamik. Der er slet ikke fornemmelsen af 'gylden middelvej' over Schønwandts fortolkning - han ønsker den yderste spændingsopbygning for derved at opnå, at udløsningen eller udfrielsen bliver så meget mere voldsom.
Niels Thomsen havde en stor aften sammen med sin klarinet i Nielsens symfoni, og lilletrommen blev trakteret formfuldendt fra såvel scenen som bag scenen, ja, der var faktisk slet ikke mange, som virkede decideret uinspireret.
En rigtig god aften at have stående i hukommelsen.

* Radiosymfoniorkestret under Michael Schønwandt. Solist: Gil Shaham. Værker af Axel Borup-Jørgensen, Béla Bartók og Carl Nielsen. Torsdagskoncert i Radiohusets Koncertsal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her