Læsetid: 4 min.

Østtyskerne har muret sig inde

8. november 1999

4.600 milliarder kr. har vesttyskerne betalt for genforeningen, men den er endnu ikke indtruffet. Østtyskerne er skuffede og murer sig inde

Ét land - to folk
BERLIN - De er seks, de er glade og de gør noget sammen, kan man se på reklamebilledet.
I et råkoldt og egocentreret Tyskland, hvor succes er op til den enkelte, følger reklamerne for f6-cigaretterne en helt anden strategi. Hvis man ryger f6, er man del af et positivt fællesskab - måske ligefrem en arbejdsbrigade.
Cigaret-mærket stammer oprindeligt fra DDR-tiden. Efter genforeningen blev fabrikken i Dresden overtaget af tobaksgiganten Philip Morris, der imod al kommerciel børnelærdom om stordrift førte både mærke og fabrik videre. Den klodsede indpakning blev frisket lidt op, og prisen sat et par kroner lavere end vest-cigaretter.
"Netop på grund af forandringerne efter Murens fald havde den østtyske forbruger behov for kendte produkter," forklarer en talskvinde for Philip Morris.
"Målgruppen østtyske rygere kendetegnes af andre værdibegreber end vesttyske: De bekender sig til tradition og opfatter den egne smag som udtryk for en regional stolthed. Samtidig sætter de samhørighed højere end individualisme," siger hun.
Med andre ord: Ved at bevare arbejdspladser i det ledighedsramte Østtyskland, skaber Philip Morris goodwill for sit produkt. Ved at holde prisen nede, er tobakskoncernen solidarisk med de østtyske lønmodtagere, der fortsat kun tjener 85 procent af en vest-løn. Og ved at spille på fællesskabet i sine annoncer, markerer koncernen respekt for den østtyske egenart.
Strategien er en succes - hver fjerde solgte cigaretpakke i det østlige Tyskland er en f6.

Trygge symboler
f6 er ikke bare en cigaret; hver eneste pakke f6 er et bevis på, at de to tysklande endnu ikke - 10 år efter Murens fald i 1989 - er forenet mentalt.
"DDR-varerne er som et plaster på indbyggernes sår," mener psykologiprofessoren Manfred Schmitt.
Han ledede en stor psykologisk undersøgelse af den tyske identitet, som universitetet i Trier offentliggjorde i sidste måned (se side 4).
"Østtyskland forsvandt i løbet af ganske få måneder. Indbyggernes dagligdag blev meget forandret - fra den ene dag til den anden skulle de overtage et samfundssystem, der over mange år var bygget op i Vest. Det forsøger østtyskerne at kompensere for, ved at holde fast i gamle symboler," forklarer Manfred Schmitt, der ikke tror, at Philip Morris' DDR-orienterede salgsstrategi har nogen lang fremtid foran sig.
"Når østtyskerne bliver klar over, at det hele bare er et marketing-trick, mister varerne deres tiltrækningskraft."
Men østtyskerne optræder også som politiske forbrugere, når de køber vestlige varer, påpeger han.
"Hvis man f.eks. ser på, hvilke biler de kører i, er der en overrepræsentation af koreanske biler. Det hænger sammen med prisen. Blandt de tyske mærker, vælger østtyskerne hellere Opel end Folkevogn, Mercedes og BMW. Opel byggede en ny fabrik i den østtyske by Eisenach, og de østtyske kunder ønsker, at pengene fra deres bilkøb går til østtyske arbejdere. Og samtidig påskønner de Opel, der viste det gode initiativ."

I opposition
Heller ikke politisk har østtyskerne samme adfærd som vesttyskerne.
Hvor vesttyskerne især bekender sig til de to store folkepartier, det konservative CDU og det socialdemokratiske SPD, har østtyskerne i stort tal vendt ryggen til SPD og valgt PDS - partiet der opstod på ruinerne af DDR's enevældige parti SED.
59 procent af de østtyske vælgere mener, at PDS bør indgå i forbundsregeringen - det mener 60 procent af de vesttyske absolut ikke, viser en ny meningsmåling offentliggjort i ugeavisen Die Woche.
I PDS ser østtyskerne et parti, der kæmper for dem - for et år siden håbede de på SPD og Gerhard Schröder, der lovede at Østtyskland var "chefens ansvar." Deres stemmer sikrede ham magten ved forbundsdagsvalget, siden har chefen haft travlt med så meget andet - f.eks. Kosovo-krigen, som østtyskerne var stærke modstandere af.
Vesttyskerne har endnu ikke vænnet sig til, at historiens pendul allerede er svinget tilbage, så de nu skal acceptere tidligere kommunister som ligeværdige politiske modstandere eller forligspartnere.
Da den daværende SPD-formand Oskar Lafontaine forsøgte at åbne diskussionen om samarbejde med PDS på forbundsniveau, blev han fløjtet tilbage af Gerhard Schröder. I CDU kom det til forbitrede diskussioner i sidste måned, da generalsekretær Angela Merkel foreslog, at man begyndte at diskutere konstruktivt med PDS - i stedet for som nu at forbande partiet ind i en skammekrog.

Milliard-regningen
Den voksende selvbevidsthed, kombineret evig klagen og mangel på taknemmelighed i Øst, skaber frustration i Vest.
Vesttyskerne ser stadig med forståelse på østtyskerne, eller "jammer-ossierne," men genforeningen har immervæk kostet vesttyskerne omkring 4.600 milliarder kroner - fordelt på de 17 millioner østtyskere, er det 270.000 kr. til hver eneste.
Den daværende vesttyske forbundskansler Helmut
Kohl sagde ellers i 1990, at genforeningen ikke ville koste alverden, at "det ikke ville gå nogen dårligere, men alle bedre," og så lovede han de "blomstrende landskaber" i Øst.
I glædesrusen troede alle på ham - eller lod som om, kun den daværende socialdemokratiske kanslerkandidat til forbundsdagsvalget 1990 advarede mod de enorme udgifter, en genforening ville medføre. Han fik ret, men det kostede ham regeringsmagten.
Blomstrende landskaber findes i Østtyskland, succesrige virksomheder, smukt restaurerede bysamfund og 260 østtyskere tjener mere end en million mark om året (dvs. over 3,8 mill. kr.). Men de enkelte solstråler overskygges af den højere arbejdsløshed, lavere middellevetid, lavere løn og ringere fremtidsperspektiver.
Den engang så stolte stålarbejderby Eisenhüttenstadt plages af affolkning - den første boligblok er sprængt, ingen ville bo der. I Frankfurt ved Oder-floden bliver flere mennesker skilt end gift - arbejdsløsheden slider ægteskaberne op. I Leipzig går voksne østtyskere til talepædagog for at komme af med deres dialekt, som de opfatter som plump og selve årsagen til deres manglende succes på arbejdsmarkedet.
10 år efter Murens fald står det klart, at markeringen for genforeningen den 3. oktober næste år kan blive en traurig forestilling. Muren er væk, men der lever stadig to folk i Tyskland.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu