Læsetid: 3 min.

Onkel tv

13. november 1999

Radio og tv
Verden har flyttet sig. I gamle dage stod Onkel Børnelokker i en port om hjørnet fra købmanden med en pose spejderhagl. Han havde korte bukser på og duelighedstegn ned ad begge de korte ærmer. I snestorm. I dag chatter han på internettets legepladser. Det slog Jersild fast forleden aften med flammebogstaver på skærmen.
Hvor er virkeligheden? Natten mellem søndag og mandag knuste den butiksruder på Nørrebro. Den brændte biler af. Den var vred.
Hvad var den vred over? Hvem var vred? Hvad skete der egentlig? Hvorfor?
Man kunne forestille sig, at tv-kanalerne ville forsøge at finde ud af det, men det ville de sådan set helst ikke.
De ville gerne vise det i billeder. Kalveknæet ung mand i hue rammer ved siden af butiksdør med brosten. Den samme bil brænder i tv-avis efter tv-avis, mens mand med blindehund går intetanende forbi.
Men ellers var det politiet, der tog kegler ved at vise sig uforberedte, underbemandede og yderligere lidt smådumme.
Skal vi kort sagt have flere solide betjente med overskæg på gaderne, så folk kan føle sig trygge?

Mesteren rapporterede, ministeren kommenterede. Connie Hedegaard havde et par dage før haft sin partiformand i studiet til en hyggesnak om ingen verdens ting, og Eva Jørgensen havde torsdag aften Helge Adam Møller i Nyhedsmagasinet.
Ind imellem var der interviews med rygvendte mennesker, der på gebrokkent dansk erklærede, at de var sure over den kammerat, der bliver udvist. De troede, Glistrup var præsident.
Der var enkelte indslag, igen hos Connie Hedegaard, hvor f.eks. kultursociologen og digteren Flemming Røgilds sammenlignede situationen med London og sagde, det var på tide, at vi dropper de der etiketter, såsom "anden generations indvandrere" og i stedet begynder at tale om "tyrkiske danskere".
En farvet skuespiller mente, at den slags sagtens kunne ske igen, og at næste gang håbede han da, at det blev på Østerbro, for der sker der ellers aldrig en skid.
Men ingen af kanalerne fandt frem til nogen, der for alvor kunne forklare, hvad der var sket. Og hvis man ikke kan det, hvorfor så fortsætte med de bevidstløse kommentarer?

Måske kunne man have brugt folk fra DR's ungdomsflade, som jo i dag er henvist til den kloge kanal.
Den viste i hvert fald Hans Chr. Nørregaards fremragende tv-essay om DDR før muren faldt. Med Wolf Biermann og Robert Havemann.
Det essay fortalte ikke bare om DDR, men også om hvordan man laver fjernsyn, hvis man vil noget med det.
Først gik Mogens Vemmer over grænsen og stillede sig op med et kamera. Han spurgte forbipasserende om frihed. Bagefter snød Nørregaards tv-hold sig til de fantastiske optagelser, der udgjorde hoveddelen af programmets billed- og lydflade.
De mennesker ville beskrive, hvad der faktisk sker i verden. Det var de parat til at arbejde for, selv om det ikke er nemt.
I dag inviterer man en ligegyldig politiker i studiet eller to. Man laver sådan set regulært politifjernsyn, selv om DR's nyhedschef erklærer, at det vil man sandelig ikke.

Naturligvis er magtfordelingen ikke den samme i Danmark 1999, som den var i DDR 1980, men dansk TV ser, som DDR's tv gjorde dengang, som regel tingene fra magthavernes side. Det er det nemmeste.
Vi ser den officielle version. Vi ser ingenting indefra, fra den anden side eller med elefanthuen trukket ned over øjnene.
Det er en film, vi ser. Fiktion og spektakel, og tak for det. Det har vi skam brug for.
Men ikke specielt når det handler om ting, der ikke kan blive fiktion og spektakel, før nogen ved, hvad de er.
I den virkelighed der ændrer sig hurtigere, end en nyere tids tv-journalister åbenbart orker at flytte sig. De følger onkel Politiker, Onkel Ekspert og Onkel Betjent. Ind gennem porten til duelig enshed og spejderhagls død.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu