Læsetid: 3 min.

Optøjer på Nørrebro skader indvandrere

9. november 1999

Ung vold på Nørrebro ødelægger alt for indvandrere, siger Lubna Elahi, S-politiker fra København. Justitsminister Frank Jensen kræver redegørelse fra Københavns Politi

Det socialdemokratiske medlem af Københavns Borgerrepræsentation, Lubna Elahi, var grædefærdig, da hun efter ødelæggelserne på Nørrebro natten til mandag mødte op på Sankt Hans skole på Nørrebro for at aflevere sine børn. Hun mener, optøjerne på Nørrebro er med til at skabe et billede af indvandrere, vold og kriminalitet. Selv om aktionerne på Nørrebro tilsyneladende er sket som en reaktion på og støtte til den unge tyrk, der i sidste uge blev udvist fra Danmark, kan aktionen på Nørrebro få den stik modsatte virkning.
"De unge ødelægger alt for indvandrerne . Jeg kan kun tage afstand fra det, der er sket. Det er for meget, at den gruppe af unge nu kommer til at rydde avisernes forsider. Nu kan Pia Kjærsgaard bruge aktionen til at sige, se hvad vi sagde, der er kun problemer med unge indvandrere," siger Lubna Elahi efter oplysninger om, at både unge indvandrere og unge danskere havde deltaget i optøjerne på Nørrebro natten mellem søndag og mandag.

Grønjakkemetoder
Lubna Elahi ser helst, at politi, medier og politikere behandler aktionen på Nørrebro på samme måde som andre kriminelle handlinger.
"Det her har ikke noget med indvandrere at gøre. Vi skulle behandle de unge på Nørrebro på samme måde, som samfundet behandlede grønjakkerne for nogle år siden," siger Lubna Elahi.
"Samfundet skal gribe meget tidligt ind over for indvandrerfamilier, der svigter," mener Elahi.
"Det er rigtig nok, at der ikke er så mange problemer med alkohol og narko i indvandrermiljøer, men derfor kan forældrene alligevel være umodne, de kan have psykiske lidelser, hvis de kommer fra et land i krig, eller der kan være andre problemer, der gør, at de ikke kan opdrage deres børn. Og så må samfundet anbringe børnene uden for hjemmet for at give dem en bedre opdragelse," siger Lubna Elahi.
Den holdning møder ikke forståelse i den borgerlige lejr.

Politiforliget
Venstre's formand Anders Fogh Rasmussen skriver under overskriften "Anslag mod demokratiet," i et nyhedsbrev, at naturligvis er en del af løsningen også, at unge mennesker, hvad enten det er autonome eller andengenerationsindvandrere, der tilbydes job og uddannelse.
"Men det er kun én side af sagen. For vigtigst er det, at vi som samfund fastholder, at der skal stilles krav, og at de skal overholdes. At indsylte kriminelle i evig forståelse og sociologiske forklaringsmodeller er en farlig vej at betræde."
Aktionerne på Nørrebro viser for Fogh både et behov for de job, der ikke er der og for en mere kontant indsats fra samfundets side. Derfor henviser Venstres formand til de aktuelle forhandlinger om bevillingerne til politiet.
"Foreløbig står imidlertid det tilbage, at nattens uroligheder er et ganske tankevækkende apropos til den aktuelle diskussion om politiets ressourcer," skriver Venstre-formanden.
Dermed flytter han og andre borgerlige politikere fokus fra årsag til den måde, politiet har håndteret aktionen på. Her har Fogh Rasmussen "vanskeligt" ved at forstå, at der skulle gå næsten to timer, før politiet indfandt sig.
Justitsminister Frank Jensen stiller det samme spørgsmål og har bedt Politiet i København om at give en redegørelse for, hvorfor Politiet først satte ind godt halvanden time efter aktionen gik i gang klokken godt 22 søndag aften.
"Det er en fuldstændig uacceptabel adfærd, vi igen var vidne til i aftes og i nat på Nørrebro, og som vi hverken skal eller vil finde os i. Jeg har bedt Københavns politiledelse om at give en indberetning om forholdene." siger Frank Jensen til Ritzaus Bureau.
Både SF's retspolitiske ordfører, Anne Baastrup og Enhedslistens Søren Søndergaard efterlyser bedre prioritering fra politiets side.
Baastrup mener, politiets opgavekatalog skal slankes. I dag bruger man politifolk til transportopgaver, noget andre personalegrupper kunne overtage. For Søndergaard handler en slankning om, at politiet bruger færre ressourcer på at kontrollere flygtninges opholdstilladelser og flere på at sætte ind over for tyveri og kriminalitet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her