Læsetid: 5 min.

Ouverture med falske toner

19. november 1999

Striden mellem R og S om administrationen af udlændinge-loven bygger på reelle uenigheder. Men det er dårlig kemi og gammelt nag, der har gjort den til et problem for regeringen

Det nationale festspil Elverhøj er især kendt for sin ouverture. Ikke mindst fordi Olsen-Banden udødeliggjorde den ved at sprænge, bore og hakke sig vej gennem Det Kongelige Teaters kældre i takt med musikkens crescendoer.
Det er absolut ikke noget festspil at se regeringspartierne, Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet, bore, hakke og sprænge sig frem til enighed om linjen i administrationen af udlændingeloven. Men det har dog klare nationale undertoner.
Og ligesom Elverhøj er det, vi foreløbig har set, at betragte som ouverturen til en langt mere alvorlig sag: Diskussionen om integrationsydelsen, der ventes at starte i de kommende måneder.
Hvis man skal strække analogien fra Elverhøj en smule, kan vi tildele følgende roller:
De radikale med gruppeformand Jørgen Estrup i spidsen er dirigenten, der prøver at få det store socialdemokratiske orkester til at spille, som han gerne vil.
Som lysmand har vi CD's gruppeformand Peter Duetoft, der desværre for aktørerne har det med at sætte spotlight på begivenhederne lidt for tidligt. Før orkester og dirigent er blevet enige om, hvordan man skal spille.
Og nedenunder det hele er Dansk Folkeparti ved at sprænge sig vej ind under orkestergraven, mens de socialdemokratiske musikere på en gang prøver at overdøve dem og undgå at blive undergravet.
Forvirret? Følg med lidt endnu.

Striden starter i sommer, da CD's gruppeformand Peter Duetoft begynder at kritisere afgørelser i Udlændingestyrelsen. Der er for mange sager, hvor tolkningen af reglerne bliver for stive, mener han.
Så dukker den berømte fiskerkone fra Thyborøn op. En thailandsk kvinde, der er gift med en dansk fisker, får at vide at hun skal ud af landet, fordi hendes mand er for meget væk hjemmefra. Men det er han nødt til. Han er jo fisker.
Det får den radikale gruppeformand Jørgen Estrup til at gå med i kritikken. Sagen om fiskerkonen er dog en tand for stærk og direkte i strid med den lovstramning, de radikale selv har været med til at lave, mener han.
I løbet af den kommende måneds tid samler makkerparret Duetoft og Estrup en række henvendelser fra borgere, der føler sig dårligt behandlet af udlændingemyndighederne. 128 sager i alt overleverer de den 12. august til Simonsen.
Den 22. september har indenrigsminister Thorkild Simonsen det første møde med de to kritikere. Han kommer med fire mindre indrømmelser.
Tak for det, siger Estrup og Duetoft og peger på deres liste, hvor der endnu er en række krav, der skal opfyldes.
Møderne fortsætter hen over efteråret. På et tidspunkt trækker Peter Duetoft sig ud af forhandlingerne, for at regeringspartierne kan komme til en forståelse indbyrdes. Og opmærksomheden fra medierne dør ud.
Indtil sidste uge.
Der træder Peter Duetoft igen ind som lysmand og sætter spotlight på uenighederne.
Der er ikke sket nok i regeringen. Hvis ikke de kan komme med de indrømmelser, som CD - og de radikale - vil have, skal jeg sørge for at udstille uenigheden i folketingssalen, når udlændinge skal debatteres den 25. november, tordnede han i søndags på CD's landsmøde.
Lyset afslørede, at orkestret og dirigenten slet ikke har lært at spille sammen endnu. De radikale tror ikke på, at Simonsens indrømmelser er reelle. Som en radikal kilde udtrykker det, er man tilbage ved situationen fra den 12. august.

Set fra de radikales udsigtspunkt er det socialdemokraterne og især Thorkild Simonsen, der er skyld i, at uenigheden er blevet til et regeringsproblem. Hvis bare han havde givet sig en lille smule fra starten, kunne de have klaret sagen i mindelighed, hedder det hos de radikale.
I stedet har han gravet sig ned og prøvet at afspore debatten ved hele tiden at tale om, at der sandelig ikke må komme ændringer i loven. Det, mener de radikale, er bevidst forsøg på at slippe uden om at give indrømmelser. De og CD har udtrykkeligt udelukket, at loven skal ændres. De vil kun ændre administrationen af loven.
Hos socialdemokraterne tænker man mere på Pia Kjærsgaard. Thorkild Simonsen er regeringens faste mand på udlændingepolitikken. Han skal være bolværket mod, at udlændingedebatten igen havner i samme hårde tone som i 1997, hvor Dansk Folkeparti voksede sig store. Derfor har Thorkild Simonsen fået til opgave at stå fast og så ofte som muligt understrege, at der ikke kommer lempelser på udlændingepolitikken. Hvilket han gør. Til de radikales og CD's ærgrelse, for de mener jo, at han dermed afsporer debatten.
Det er dog ikke bare Dansk Folkeparti, socialdemokraterne er på vagt over for. De frygter også, at lempelser på udlændingeområdet vil bringe Venstre og Konservative i front med deres krav om hårdere kurs over for for eksempel kriminelle udlændinge.
Statsminister Poul Nyrup Rasmussen sagde det i tirsdags, da han slog fast, at "regeringen ser en særskilt kvalitet i, at der er bred opbakning til udlændingepolitikken."
Den brede opbakning er socialdemokraterne bange for at sætte over styr, hvis de radikale og CD får indrømmelser.

Men det er i virkeligheden ikke noget, der ikke kunne have været klaret rimeligt let internt i regeringen. Hvorfor bliver det så alligevel til en højt profileret regeringsstrid?
Fra både socialdemokrater og radikale lyder svaret: "dårlig kemi." Indenrigsministeren og de radikale forhandlere kan simpelthen ikke lide hinanden. "De misforstår hinanden nærmest med vilje," lyder et skudsmål.
Derfor er sagen blevet kørt op. Og derfor måtte den radikale leder Marianne Jelved trække tæppet for. Hun har sat sig selv med i forhandlingerne i denne uge.
Ligesom hun måtte i sidste store sammenstød i regeringen om udlændingepolitikken i foråret 98, hvor de radikales ordfører Henrik Svane og Thorkild Simonsen ind i en disput om, hvorvidt det var regeringens politik, at udlændinge skulle have en passende bolig for at blive familiesammenført.
Torsdag aften er meldingen, at regeringspartierne finder tonen og bliver enige om deres politik. Det var ventet. Men at en forholdsvis banal sag som denne kunne udvikle sig til en regeringsstrid, der kræver Marianne Jelveds indgriben, gør, at det bliver rigtigt spændende at se, hvordan de to partier vil håndtere en revision af integrationsydelsen, hvor der er langt mere på spil.
Hvis ikke regeringspartierne lærer lektien, så denne uges ouverture - som Elverhøjs - får mere opmærksomhed end selve hovedstykket.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu