Læsetid: 5 min.

Overblik

8. november 1999

Ikke nok penge til aktivering
*De regionale arbejdsmarkedsråd er i oprør forud for de kommende forhandlinger med arbejdsminister Ove Hygum (S) om de økonomiske rammer for næste års aktiveringsindsats. Hvis ikke arbejdsmarkedsrådenes bevillinger samlet øges med et milliardbeløb, vil det medføre discounttilbud til de ledige og ødelægge muligheden for at bekæmpe flaskehalse på arbejdsmarkedet, advarer formændene for rådene.
"Arbejdsministeren har et problem. Hvis der ikke bliver lavet om på de økonomiske forudsætninger, kan vi ganske enkelt ikke leve op til kravet om kvalificeret aktivering. Vi bliver tvunget ud i discountløsninger, siger formanden for Arbejdsmarkedsrådet i Århus Amt, Christian Aagaard.

Mindst ti såret af bombe i Israel
*Omkring 14 mennesker blev kvæstet i den israelske by Netanya, da en bombe søndag eksploderede i en skraldespand udenfor en bankbygning, oplyser israelsk politi. De kvæstede blev bragt til de to hospitaler i Netanya, et ferieområde 40 kilometer nord for Tel Aviv.
Politiet var søndag i færd med en større eftersøgning efter yderligere bomber anbragt i byen. TV-kanalen CNN oplyser, at politiet har fundet mindst en bombe nær ved stedet for eksplosionen.
Artikel på forsiden

Fredsaftale i Congo vakler
*Lederne af to oprørsgrupper i den Demokratiske Republik Congo meddelte søndag, at de kun havde genoptaget kampen med præsident Laurent Kabilas regeringssoldater, fordi de selv var blevet angrebet. Oprørsgruppernes erklæring kom, mens deres vigtige støtteland, Uganda, forsikrede om, at fredsaftalen, der blev underskrevet i Zambia i august, stadig var i funktion. Samtidig advarede Congos regering fra hovedstaden Kinshasa om, at hårdt pressede UNITA oprørsstyrker fra Angola er begyndt at blande sig i striden i det centrale Afrika, som iagttagere frygter kan brede sig til de omkringliggende lande i en større regional konflikt. Lederen af oprørsbevægelsen til befrielse af den Demokratiske Republik Congo (MLC) erklærede lørdag en våbenhvile i den stridende republik for "ugyldig", fordi oprørerne var blevet angrebet af regeringssoldater.

Støtte til erhvervslivet vokser
*Det private erhvervsliv får over syv milliarder kroner i statsstøtte om året, og støtten er ikke på vej ned. For hver støtteordning, der bliver lukket, dukker der nemlig nye op. Det viser en gennemgang af finansloven for 1998, 1999 og 2000, som Berlingske Tidende har foretaget.
Støtten til skibsværfterne stiger f.eks. med 67 millioner kroner til næste år, selv om antallet af skibsværfter falder. Kun en beskeden del af statsstøtten er rettet mod udvikling af nye virksomheder og nye produkter. Størsteparten af pengene går til pressestøtte, værftsstøtte og landbrugsstøtte.
Oven i støtten fra den danske stat giver EU hvert år ni-ti milliarder kroner i tilskud til dansk landbrug og fiskeri, først og fremmest til at holde salgspriserne kunstigt oppe.

Paven vil omvende Asien
*Pave Johannes Paul II gennemførte søndag en messe i den indiske hovedstad New Delhi under et tre dage langt besøg i Indien, hvor hans udtalelser om omvendelse til den katolske tro er blevet mødt med kritik af indiske religiøse ledere. Pavebesøgets eneste messe blev brugt til at lancere Asien som uopdyrket land for den katolske kirke i det næste årtusinde.
Kommuner kræver penge til ældre
nKommuner kræver penge til ældre. Landets kommuner lægger nu pres på regeringen for at få økonomisk hjælp til de støt stigende udgifter til ældre borgere, skriver Berlingske Tidende. Det sker i kølvandet på Folketingets afvisning af regeringens forslag om at indføre brugerbetaling for praktisk hjælp i hjemmet for de 65.000 mest velstillede pensionister.
Forslaget var en udløber af forsommerens økonomiske aftale mellem regeringen og kommunerne, hvor regeringen anerkendte kommunernes behov for at få flere penge i kassen til de voksende udgifter til det stigende antal ældre.
Til trods for regeringens nederlag i sagen vil Kommunernes Landsforening (KL) tage sagen op på sit næste møde med regeringen i begyndelsen af december.

Tadsjikistans præsident genvalgt
*Den siddende præsident Imomali Rakhmonov i det centralasiatiske land Tadsjikistan vandt lørdag en næsten total sejr for endnu syv års præsidentperiode i et valg, der er karakteriseret som en farce, efter at oppositionen i realiteten blev forhindret i at deltage. Den autoritære præsident blev genvalgt som leder for den tidligere sovjet-republik med over 96 procent af stemmerne.
Resultatet var som ventet, men valghandlingen blev mødt med kritik fra vestligere iagttagere. Tadsjikiske talsmænd konstaterede trods kritikken, at præsidentens genvalg viser folkets støtte til måden, hvorpå Rakhmonov efterlever en fredsaftale fra 1997, der afsluttede en borgerkrig i landet.
Præsidentvalget var det første siden borgerkrigen 1992-1997 mellem regeringen og muslimske oppositionskræfter. Krigen kostede 55.000 mennesker livet.

Dansk skattely er en succes
*Udenlandske virksomheder strømmer til Danmark for at spare skat, skriver Politiken. Folketinget åbnede ved årets begyndelse et skattehul for at lokke store udenlandske selskaber til, og det er lykkedes til overflod.
Selskaberne benytter sig af, at de ved at flytte deres holdingselskab til Danmark slipper for at betale skat af udbyttet fra deres datterselskaber i udlandet.
Nye tal viser, at antallet af nyetablerede holdingselskaber er eksploderet i år. Chefkonsulent i Købmandstandens Oplysningsbureau, John Mikkelsen, som har samlet tallene, er ikke i tvivl om årsagen.
"Forklaringen skal blandt andet ses i, at regeringen har lavet fordelagtige skatteregler ved at fjerne al beskatning af udbytte, som et holdingselskab henter hjem fra datterselskaber i udlandet," siger han.

Lærere giver forældre modspil
*Forældre, der er krævende og kritiske på deres børns vegne, får nu modspil af Danmarks Lærerforening.
Organisationen udgiver i dag en pjece til alle lærere med gode råd om, hvordan man takler klager.
"Forældre i dag stiller store krav, og det skal de også gøre. Forældre er meget ømme over for deres eget barn og kan blive meget usaglige og vrede på en lærer, og det skal læreren håndtere professionelt," siger konsulent i Danmarks Lærerforening Laila Jensen, der står bag pjecen, til Politiken.

Lammekølle fra nord og mango fra øst
*Kongehuset bød på en storslået menu til de 60 mennesker, som var inviteret til dåbsfrokost på Fredensborg Slot. Forretten stod på porrerand med jomfruhummere, og herefter fulgte grillstegt lammekød. Ifølge det kongelige køkken har lammekødet en særlig delikat smag, fordi dyrene har græsset tæt på havet på øen Hjelm ud for Ebeltoft. Til lammet blev serveret kartoffelkager og sølvbeder. Herefter fulgte en tærte med roqueforost, og hele herligheden blev afsluttet med kage og mangofrugter, som prins Henrik har købt i Østen. Alle retter blev suppleret med husets helt egen vin. ida

Prinsepar bryder med traditioner
*Danmarks yngste prins blev lørdag døbt Nikolai William Alexander Frederik. At valget faldt på Nikolai har overrasket selv eksperterne. "Man må sige, at Joachim og Alexandra har brudt med opkaldelsesmønstret i den kongelige familie. Alle os, der de sidste måneder har gættet på et navn, har taget fejl," siger navneforsker Eva Meldgaard fra Institut for Navneforskning på Københavns Universitet. Hun fortæller, at navnet kan være valgt, fordi det har en særlig tilknytning til Sønderjylland.
"Faktisk var navnet så populært, at sønderjyderne opfandt en kæleform for navnet, nemlig Klåj," fortæller Eva Meldgaard.
Nikolai kan staves på 12 forskellige måder, og det skabte drama i løbet af lørdagen, hvor der længe var usikkerhed om den korrekte stavemøde.
Men det var ikke kun navnetraditionen, prinseparret valgte at bryde. I stedet for at klæde den mindste prins i en 129 år gammel kjole, havde hoffet investeret i en helt ny kreation i hvid broderie anglaise i empiresnit. Kraven var kantet med små Møgeltønder-kniplinger, der lige som prinsens navn markerede familiens tilknytning til Sønderjylland. 160 mennesker var indbudt til dåbshandlingen. ida

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her