Læsetid: 5 min.

Overblik

2. november 1999

Forsigtig optimisme på Oslo-topmødet
*Nøgtern optimisme, men ingen konkrete signaler om ny fremdrift i Mellemøst-forhandlingerne. Det var mandag aften situationen, efter at USA's præsident, Bill Clinton, havde mødt Israels ministerpræsident, Ehud Barak, og palæstinenserlederen Yasser Arafat hver for sig.
Der sivede kun lidt eller intet ud fra forhandlingerne. Men norsk tv (NRK) kunne oplyse, at Arafat og Barak efter planen skulle mødes senere mandag aften til et møde, som kunne trække ud på natten.
Mødet i Oslo mellem Clinton, Arafat, Barak og Ruslands ministerpræsident, Vladimir Putin, var planlagt som en ceremoniel højtideligholdelse for den myrdede israelske ministerpræsident Yitzhak Rabin, hvis forhandlere hemmeligt forhandlede med Arafat i den norske hovedstad for seks år siden. Forhandlinger, der for første gang skabte håb om fred i Mellemøsten.
Clinton udtrykte efter ankomsten til Oslo ønske om fremskridt i fredsforhandlingerne.
"Forhåbentligt kommer vi til at gøre fremskridt," sagde den amerikanske præsident.
Også den israelske regeringsleder var forsigtig i sit ordbrug.
"Vi håber, at mindehøjtideligheden for Yitzhak Rabin vil være den endegyldige velsignelse til at videreføre fredsprocessen," sagde Barak.

Flygtninge fortsat strandet
*Kun et par hundrede flygtninge nød mandag godt af, at Rusland genåbnede en korridor væk fra de russiske bombardementer af Tjetjenien. Imens venter tusinder af flygtninge stadig forgæves på at kunne krydse grænsen til Ingusjetien.
Inde i Tjetjenien fortsatte den russiske offensiv mod de tjetjenske styrker. Russiske kilder rapporterede, at 100 "terrorister" var blevet dræbt i løbet af det seneste døgn, mens flygtninge fortæller, at de russiske angreb især går ud over civile.
Rusland har i ni dage haft grænserne til Tjetjenien lukket af, og et løfte om at genåbne dem fredag blev aldrig opfyldt.

Hækkerup tavs om FE's lytteudstyr
*Forsvarsminister Hans Hækkerup tyr endnu engang til tavshed i forbindelse med Forsvarets Efteretningstjeneste - denne gang vedrørende FE's udstyr. På baggrund af Informations afsløring af, at den danske virksomhed Spectronic producerer avanceret aflytningsudstyr, der i blandt det såkaldte M-Raid-system, har Enhedslistens Keld Albrectsen spurgt forsvarsministeren, om FE anvender det pågældende system.
"Oplysninger om, hvilket teknisk materiel FE benytter eller har kendskab til, er af sensitiv karakter. Der kan derfor ikke gives oplysninger herom," lyder forsvarsministerens lakoniske svar.

Risiko for sort skærm på DR
*Journalisterne på TV-Avisen, 19-direkte, Radioavisen og DR2-Nyhederne har stor sympati og forståelse for de arbejdsnedlæggelser, deres kolleger på DR's ni regionalradioer mandag iværksatte.
Der er dermed risiko for, at konflikten breder sig til de landsdækkende tv- og radioudsendelser. I et åbent brev til DR's ledelse skriver journalisterne blandt andet, at "Vi opfordrer DR's ledelse til omgående at respektere den overenskomst, som den tidligere har godkendt med sin underskrift. Kommer der ikke klare tilsagn fra ledelsen om at ville respektere indgåede aftaler, er stemningen sådan, at vi ikke kan garantere roen på arbejdspladsen."
Journalisterne er utilfredse med ledelsens tolkning af de nye regler for tidskompensation for natarbejde.
Ifølge journalisterne vil ledelsen ikke give lov til, at de ansatte samler tidskompensationen sammen til hele afspadseringsdage.
I stedet forkorter ledelsen arbejdsdagene svarende til tidskompensationen.

Benzinselskab skal betale erstatning
*Benzinselskabet Kuwait Petroleum fik mandag Højesterets ord for, at selskabet i årevis har handlet "uforsvarligt".
I en principiel dom slår Højesteret fast, at Kuwait Petroleum er ansvarlig for forureningen af jorden under et tankanlæg i Silkeborg. Ifølge dommen har selskabet i perioden 1962 til 1989 ikke sørget for ordentlig vedligeholdelse af tankanlægget, og det påpeges, at selskabets "uforsvarlige adfærd må anses for at være årsag til hele forureningen".
Med dommen stadfæster Højesteret en to år gammel dom fra Vestre Landsret.
Her blev Kuwait Petroleum dømt til selv at betale regningen for oprensningen, som lød på 1,2 mio. kr.
Dette beløb havde selskabet ellers forsøgt at få Silkeborg kommune til at betale.

Flere frygtes dræbt efter orkan i Indien
*Den voldsomme orkan på Indiens østkyst har sandsynligvis kostet tusinder af mennesker livet.
Ødelæggelserne efter orkanen, der hærgede med vindstød på 260 kilometer i timen og skyllede 10 meter høje bølger ind over befolkede områder, er så omfattende, at det endnu mandag var umuligt at få et overblik.
Den indiske presse rapporterede, at mellem 3.000 og 10.000 menneskeliv kan være gået tabt i fredagens orkan. Samtidig blev der stillet kritiske spørgsmål til myndighederne, der ikke synes at have håndteret varslingen af orkanens komme, som de skulle. 1,5 millioner skønnes at være blevet hjemløse, og 12 millioner er berørt af orkanen, der sendte flodbølger mere end 15 kilometer ind i landet.

Flystyrt er fortsat et mysterium
*Den amerikanske kystvagt fortsatte mandag den intensive eftersøgning efter vragdele fra den Boing 767 fra EgyptAir, der søndag styrtede i Atlanterhavet. Foreløbigt er et lig blevet bjærget, og det betragtedes mandag eftermiddag som usandsynligt, at man ville finde nogle af de ombordværende 217 passagerer i live.
Årsagen til flystyrtet er stadig et mysterium. De amerikanske myndigheder vil hverken be- eller afkræfte, om der har været tale en terrorhandling.
Samstemmende udtalelser fra myndighederne i USA og Egypten fastslår dog, at der ikke er tegn på et attentat.

Stor risiko ved lykkepiller
*Medicinalgiganten H. Lundbeck er klar til at sætte en skriftlig advarsel på glassene med lykkepiller, så snart firmaet får en anmodning herom fra Sundhedsstyrelsen. Det sker på baggrund af en spansk undersøgelse, der viser, at lykkepillerne kan give livstruende maveblødninger. Undersøgelsen er offentliggjort i British Medical Journal.

Tragisk skuddrama ryster Tyskland
*En teenager gik mandag amok med et gevær i den sydtyske by Bad Reichenhall i Bayern og skød og dræbte tre mennesker - sin 18-årige søster og to tilfældigt forbipasserende - og sårede seks andre - inden han øjensynligt begik selvmord.
Den 16-årige åbnede ild fra et vindue i sine forældres hus, efter at han havde taget flere af sine fars geværer. Politiet stormede sent på dagen et-familieshuset og fandt her to lig - øjensynligt den unge mands søster og den unge mand selv, skrev det tyske nyhedsbureau DPA.
Det var i går endnu uvist, hvad der fik drengen til at skyde.

Frivillig aftale skal sikre forbrugere
*Oven på den tabte madsminkesag i EU-Kommissionen mødes fødevareminister Henrik Dam Kristensen (S) tirsdag med detailhandel og muligvis også fødevareproducenter i et forsøg på at nå frem til en frivillig aftale.
"Indtil sejren er vundet i EU, er det afgørende, at detailhandelen og fødevareproducenterne vil være med til en frivillig aftale, så vi på alle områder kan beskytte forbrugerne bedre i Danmark," siger Henrik Dam Kristensen.

Information retter
*Under gårsdagens Folk skrev vi, at der er fakkeltog for Benny Andersen på hans 70 års fødselsdag søndag den den 7. oktober. Fakkeltoget finder dog ikke sted på selve dagen men fredag den 5. oktober.
Vi beklager fejlen, red.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her