Læsetid: 3 min.

På besøg i museet for aflagte stilarter

29. november 1999

Souldivaen Macy Gray fået fat i det pladekøbende publikum, men hun hører i højere grad hjemme i nostalgiafdelingen end i tidens r & b-futurisme

Koncert
Lad os starte med det positive: Den sorte sangerinde Macy Gray besidder en fuldstændig unik og umiddelbart genkendelig sangstemme, som giver hendes mere anonyme materiale øjeblikkeligt særkende. Og ved hendes debutkoncert i Danmark fredag i et pakket Pumpehus lød hendes stemme mindst lige så særpræget, når hun bruger den til at tale med. Hvad hun gerne gjorde mellem numrene, hvor hun talte om "love, love" og atter "love," når hun ikke forfaldt til en række oldgamle tricks i departementet "kontakt-mellem-sal-og-scene"; klap med, syng med, armene i vejret, lad dem svaje fra side til side - og lad-mig-for-Guds-skyld-høre-Jer-sige-"Yeah"! Nå, men hun brugte heldigvis ingen tid på at takke Herren sin Skaber, hvilket ellers er norm på dén scene. Scenen, der tales om, er den her i sen-90'erne så vitale og vedkommende R&B-arena, hvor det ene stortalent efter det andet folder sig ud med elegance, stil og musikalitet.
Men mange af scenens unge og teknisk suveræne sangerinder lyder som om de har haft samme sanglærerinde, der tilsyneladende er gået til yderligheder for at banke gospelarven ind i de unge kvinder. Afsættet i denne teknik har en tendens til at give mange af sangerinderne et stereotypt udtryk og når producerne endvidere hænger fast i den sterile studieperfektion, som udvikledes i 80'erne - et særdeles tamt ti-år for afroamerikansk pop - ender resultatet ofte som glat og uvedkommende radiofyld, helt uden nerve og eller dramatisk fornemmelse. Dét problem har Macy Gray i det mindste ikke at kæmpe med!

Slavisk revitalisering
Men hvor dele af scenen - i kraft af fremsynede producere som bl.a. Timbaland, Missy Elliott, Rodney Jenkins, vores egen Soulshock og She'kepere - i øjeblikket er på vej ind i det 21. århundrede med en futuristisk, minimalistisk og funkinspireret stil, rækker Grays vision indtil videre ikke længere end til at genoplive de sagnomspundne 70'ere, der ganske rigtig var en guldalder for sort pop, men som efterhånden har været påkaldt og genoplivet så mange gange i vores snart veloverståede årti, at der skal mere end Grays slaviske revitalisering af en række velkendte og godt afprøvede stilgreb til for at imponere.
Betænker man hvad kunstnere som Lauryn Hill, Wyclef Jean, Eric Benét, Erykah Badu, Maxwell og D'Angelo har brugt samme inspiration til, må Grays debutalbum On How Life Is betegnes som en noget flad oplevelse. På tre af pladens ti numre ajourføres det 70'er-agtige udtryk ved brug af samples, og et par steder brydes den konstante brug af Hammond-orgel og de tre obligatoriske blæsere - man kender vel sine Stax-plader - af forsøg på nytænkning i arrangementerne ved hjælp af klædelig minimalisme. Det er bare ikke nok til at skabe et vellykket album.
Dette blev endnu tydeligere på Pumpehusets scene, hvor Gray ellers stillede op med et 11-mands orkester, inklusive en dj ude på højre fløj, der ene mand mindede os om at vi altså står ved årtusindeskiftet.

Sled som et bæst
De resterende ti musikere - samt Gray selv - mindede derimod konstant undertegnede om at han er gammel nok til at huske den hedengangne Musikcafeen i Huset i København, hvor man i 70'erne og 80'erne hver weekend kunne høre musik af samme type, som den der blev fyret af fra scenen i Pumpehuset fredag aften - en kompetent, svingende og entusiatisk blanding af funk, soul og gospel, her så tilsat en spids hiphop. Inklusive alle unoderne: Numrene blev forlænget for at gøre plads til lange vokaloutro'er og instrumentale soli, samt selvfølgelig publikums velvillige engagement.
Ikke for det - musikerne var skam velfunderede og entusiastiske, og Gray selv sled som et bæst for at holde stemningen i vejret, men det var lidt som at aflægge besøg på et museum for aflagte stilarter.
Tilbage står så det faktum at Gray har en unik stemme - lige dele hæs bardiva og sært vidende lillepige - som hun burde kunne udrette store ting med. Hvis hun bare kunne finde den personlige vilje til at sprænge 70'er-spændetrøjen og finde sig en producer med balls og eventyrlyst.
At Gray af nogle er blevet sammenlignet med Billie Holiday er ikke bare helt hen i vejret, det er direkte misvisende, da hendes stemme hverken ejer Lady Days enorme elasticitet, sødme eller udtryksfylde. Den besidder derimod noget unikt personligt, som det ville være skønt at høre udfoldet under gunstigere og mere tidssvarende betingelser.

*Macy Gray m. band, Pumpehuset, fredag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her