Læsetid: 6 min.

På sporet af den menneskelige viden

2. november 1999

Michel Foucaults tidlige hovedværk 'Ordene og tingene' fra 1966 i længe ventet dansk oversættelse

Ny bog
Da Le Monde for nylig bad sine læsere udpege det 20. århundredes vigtigste værker inden for litteratur, filosofi, historie osv. var en af kandidaterne på listen Michel Foucaults Les Mots et les choses - Ordene og tingene. Ingen - slet ikke Foucault selv - ville før udgivelsen i 1966 havde troet, at denne egensindige og subversive bog om humanvidenskabernes historie mere end 30 år efter ville blive udpeget som et mesterværk. Men bogen var fra starten en akademisk sensation. Allerede i de første anmeldelser blev den udpeget som 'en af vor tids vigtigste bøger'; allerede i udgivelsesåret solgte den 15.000 eksemplarer, et uhørt antal for så vanskelig en fagbog, skrevet af en - dengang - relativt ukendt professor i filosofi.
Siden gik det hurtigt. Ved sin død i 1984 var Foucault en af de mest betydningsfulde franske intellektuelle og en verdensberømthed; i de sidste 30 år har hans indflydelse kunnet mærkes overalt i de humanistiske fag og i socialvidenskaberne.

Menneskevidenskaber
Foucaults arbejde handler om viden, eller rettere om betingelserne for viden. I denne bog gælder det den viden, som handler om mennesket. Konkret undersøges de former for viden, som findes i tre 'menneskevidenskaber', nemlig biologi (det levende menneske), økonomi (det arbejdende menneske) og filologi (det talende menneske). Det er videnskaber, som er opstået på et bestemt tidspunkt, nemlig i overgangen fra 'det klassiske' til 'det moderne', omkring år 1800. Tidligere fandtes de ikke; der fandtes derimod andre måder at organisere viden på, som svarer til disse tre, nemlig 'naturhistorie', 'rigdomsanalyse' og 'generel grammatik'. Disse er igen opstået på et bestemt tidspunkt, nemlig i overgangen fra 'renæssancen' til 'det klassiske', omkring 1650.
Dette er de snit, Foucault lægger gennem historien. Han studerer nu de særlige organiseringer af viden, som gør sig gældende inden for disse afgrænsninger - det, der kaldes et episteme. Pointen er, at organiseringen af viden - eller 'kundskab', som det med en lidt gammeldags glose hedder i oversættelsen - forandrer sig pludseligt og fundamentalt. Det er ikke bare et spørgsmål om, at videnskaberne på et bestemt tidspunkt gør nye opdagelser, som lægger nye brikker til erkendelsen. Det er selve grundlaget for den måde, vi ved noget på, der forandrer sig - brat og uforklarligt.
Ambitionen er altså at undersøge mulighedsbetingelserne for de forskellige former for viden, som i løbet af historien har afløst hinanden, og som i sidste instans er grundlaget for, at visse former for viden er 'sande', andre er 'falske', mens andre igen simpelthen er umulige, utænkelige, usigelige.

Menneskets forsvinden
Hovedparten af bogen består i at udfolde detaljerede analyser af det klassiske og det moderne episteme. Men det, der har gjort Ordene og tingene så berømt og så omstridt, er de konklusioner, den drager om mennesket. Det lyder således: "Før slutningen af det 18. århundrede eksisterede mennesket ikke. (...) Det er en ny skabning, som kundskabens demiurg har frembragt med sine hænder for mindre end 200 år siden: men den er ældet så hurtigt, at man let har forestillet sig, at den have ventet i skyggen i årtusinder på dette oplysningens øjeblik, da den endelig skulle blive erkendt."
Man ser, at Foucault er i besiddelse af en overbevisende og suggestiv formuleringskraft. Og han bruger den til at foredrage den tese, man lige siden enten har kaldt for skandaløs eller genial. Jeg citerer fra bogens sidste afsnit:
"Én ting er i hvert fald sikker: det er, at mennesket ikke er det ældste eller det mest konstante problem, som menneskets kundskab er blevet stillet overfor. Når man tager udgangspunkt i en relativt kort kronologi og i en af-grænset geografisk opdeling - den vestlige kultur efter det 16. århundrede - kan man være sikker på, at dér er mennesket en nylig opfindelse (...) Mennesket er en opfindelse, som vor tankes arkæologi med lethed viser er af nylig dato. Og måske dets nært forestående ende."
Bogen slutter med forudsigelsen af, at det moderne episteme, som opfandt mennesket som genstand for viden, nu lakker mod sin ende - og at mennesket derfor "vil blive visket bort, som et ansigt af sand ved havets bred."

Vidensgenstande
Foucault er, som det fremgår, antihumanist. I virkeligheden er det overhovedet ikke mennesket, det handler om: tværtimod handler det om de vidensformer, som muliggør al denne tale om 'mennesket'. Den endelige lære er, at der ikke findes konstanter i forholdet mellem ordene og tingene, mellem viden og verden; det er et forhold i bestandig forandring.
Et sted i dette forholds historie dukker mennesket op, slår gnister i nogle århundreder og forsvinder derefter igen, som så mange andre vidensgenstande er forsvundet i tidens løb.
De stærkt detaljerede og meget komplekse analyser, som fører frem til sådanne konklusioner, er ikke mindre provokerende i dag end i 1966. Til gengæld er den umiddelbare polemiske brod, bogen havde i sin samtid, med tiden gået af den. Ordene og tingene var et led i det opgør med de franske fænomenologer - Sartre og Merleau-Ponty - som rasede i 60'erne. I dag kan man med fordel læse Foucault 'venligt': Udover at være en stor videnskabelig begavelse er han nemlig også en stor retoriker, som ikke skyr radikale og overformulerede pointer.
To tusind akademikere
Ordene og tingene er en meget vanskelig bog, selv på dansk. Det er ikke et 'ja, selvfølgelig', som oftest undslipper læseren, men snarere et 'virkelig?' Foucault er ganske klar over, at store dele af analyserne virker provokerende og modsiger ens intuitive antagelser, og han har også en forklaring parat:
Vi er vant til at betragte vores kultur på et idéhistorisk eller kulturhistorisk niveau, mens hans egen metode - 'vidensarkæologien' - graver dybere, nemlig ned til det, som overhovedet muliggør idéer og kultur. I sin blotlægning af de strukturer i vores tænkning, vi i bedste fald kun var halvt bevidste om før, kan Foucault være fantastisk abstrakt og urimeligt dunkel; i sin afvisning af de traditionelle tilgange til spørgsmålet kan han være ubehageligt arrogant. Men analysernes skarphed og rækkevidde er enestående i den humanistiske videnskabsteori og -historie, og det materiale, de jonglerer med, synes uendelig stort og facetteret.
Ordene og tingene rejser spørgsmål og problemstillinger af en så fundamental karakter, at enhver, som beskæftiger sig med videnskab og forskning, vil lukke den med følelsen af at have opdaget et helt nyt land og en helt ny verden.
Bogen står tilbage som Foucaults hovedværk, men i virkeligheden var han selv forundret - og en smule irriteret - over den voldsomme opmærksomhed omkring den. Ordene og tingene var "beregnet til at blive læst af omkring to tusind akademikere," sagde han i 1978. I stedet blev den hans mest berømte værk.
Med tiden udviklede han andre synspunkter på nogle af de spørgsmål, den diskuterede, og han kunne ikke altid genfinde sig selv i de pointer, hans læsere så i den. Men alt det er mindre betydningsfuldt i forhold til bogens virkning.
Den markerer Foucaults gennembrud og dermed gennembruddet for en helt ny strømning i human- og socialvidenskaberne - en strømning, som i dag står stærkere end nogensinde. I denne forstand er det ikke for meget at kalde Ordene og tingene epokegørende.
Oversætteren Christian Svendsen har været på en vanskelig opgave, men i det store og hele er det lykkedes at oversætte Foucaults komplicerede fransk til et læseligt dansk. Svendsen har desuden forsynet bogen med en glimrende introduktion og en række ordforklaringer - men hvorfor ikke et indeks?

*Michel Foucault: Ordene og tingene - en arkæologisk undersøgelse af videnskaberne om mennesket. Oversat efter Les Mots et les choses (1966) af Christian Svendsen. 483 s. 348 kr. Spektrum

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her