Illums cafe er stadigvæk en varmestue for rige midaldrende kvinder, men sukkerknalderne er skiftet ud med rørsukker af den fineste slags fra Italien
I byen
Tidligere var cafeen på toppen af Illums kendt som varmestue for rige kvinder med travle mænd. Et Halmtorv for Whisky-bæltets efterladte fruer, der ifølge rygtet her indtog kaffe og Napoleonshatte, mens de sendte lange blikke efter yngre mænd, der kunne gengælde interessen ved at stable sukkerknalder oven på hinanden.
Det var dengang, men hvordan er det egentlig nu?
De to knapper i elevatoren skiftes til at virke.
Den ene virker, når man skal op. Den anden, når man skal ned igen. Som den sidst ankomne har jeg æren af at trykke på knappen, der sender glasraketten gennem herreekvipering og brugskunst, mens byens tage langsomt åbner sig.
En klokke indikerer, at turen er forbi. Døren går op og jeg træder ud.
Borde med hvide duge mellem knaldrøde lædersofaer blander sig med tjenere, som i et stressende tempo viser folk hen til tomme borde.
Sidst jeg var her, så rummet anderledes ud.
Her var mere roligt og flere farver. Nu er rummet forvandlet til et orgie af rødt og hvidt overalt blandet med en spejlende overflade af krom. Bagest i lokalet er en kæmpe væg omdannet til et akvarium, som sender tanker til 60'ernes James Bond film.
"Kan jeg hjælpe Dem, hr.?"
En mand klædt i sort kigger smilende på mig. Han bukker ganske let. Spørgsmålet i tredje person indikerer hans interesse i mine penge.
"Jeg vil gerne have noget at spise."
"Så gerne, hr."
"Inde eller ude, hr.?"
Jeg peger hen mod en del af cafeen, hvor knap 20 borde er spredt ud over et stort område. Samtlige borde er besat, men et par rejser sig og efterlader et bord.
Tjeneren viser mig hen til bordet og forsyner mig med et menukort i tabloidstørrelse.
Forsiden viser en dimensionsløs tegning af en ung kvinde i charlestonlook, som med lukkede øjne ser lidende op mod byens tage.
Madudbudet inden i er præget af en vis international stil. Her kæmper retter som tapas og suhsi om gæsternes interesse. Jeg finder kagen og kaffen på den bageste side.
Bag mig sidder et ungt par, der opslugt i feriebillederne og hinanden ikke sanser mit stirrende blik. Ved et andet bord er to danske piger dybt i færd med at forklare deres udenlandske veninder, hvad de bare 'må se' i København. De fire piger bestiller hver deres sushitallerken, da tjeneren kommer. Ikke ligefrem den slags gæster, jeg havde ventet at finde her. Over halvdelen af bordene er befolket af strømlinede forretningsfolk, unge mennesker og midaldrende par, der sammen skaber en international stemning.
Men hvor er de midaldrende damer med hang til unge mænd?
Da tjeneren kommer bestiller jeg en Caesar salad og en kop kaffe.
Forretningsfolkene er efterhånden begyndt at forlade deres borde.
En ældre dame med gråt pagehår bliver vist hen til et bord ved siden af mig. Hun kigger dybt engageret i menukortet og ofrer mig ikke et blik.
Lidt længere væk har en anden velklædt midaldrende kvinde taget plads. Hun er iklædt en hvid bluse i et snit, der fremhæver hendes stramme talje og i en kvalitet, der ikke efterlader megen fantasi til hendes hvide bh.
Hun beundrer sine ru hænder, idet hun samtidig sender et blik på uret, som skulle hun møde nogle.
Mit blik søger en sukkerstablende ung mand, jeg forventer må sidde ved et af de nærmeste borde. Men den eneste af den slags jeg kan se, har deres kæreste med.
"Vær så god, hr."
Tjeneren stiller min mad og en kop kaffe på bordet og forsvinder lige så hurtigt som han er dukket op.
Jeg kigger over mod sukkerskålen og gør en skuffende opdagelse.
Sukkerknalderne er skiftet ud med rørsukker i en brun pose.
"With love Alberto Verani," står der på posen.
Jeg forlader stedet en time og 136 kroner fattigere.
Måske var cafeen på toppen af København engang et hjemsted for rige fortabte sjæle, men duften af kaffe og Kölnerwasser er nu skiftet ud med soya og Giorgio Armani.
