"Det, vi har brug for, er vel at få tilpasset vores dagligdag, så vi kan komme hjem og være lidt mere glade allesammen. Skræmmebilledet er et arbejdsmarked, hvor alle mellem 28 år og 32 år har et job, mens alle vi andre er på skåne- flex- og senior-ydelser eller på beskyttede værkstede."Mimi Jakobsen
MERE ELLER MINDRE forvirrede, forargede eller forventningsfulde overværer publikum i denne sæson en pas de deux opført på dét kongelige teater, der kaldes Christiansborg.
Mimi Jakobsen og Peter Duetoft er navnet på kunstnerne, og kunststykket går ud på at bevæge sig i en bestemt retning samtidig med at det for tilskuerne ser ud, som om parret kun danser omkring hinanden.
Når ballerina Jakobsen foretager en pirouette mod venstre, foretager ballerino Duetoft en tilsyneladende pirouette mod højre.
Afgørende er 'tilsyneladende'. Parret bevæger sig i primadonnaens retning, men gør det umærkeligt.
Som læserne måtte vide, er fru Jakobsen leder af det politiske parti, som rettelig hedder Centrumdemokraterne men oftest bare kaldes CD. Hr. Duetoft er formand for partiets folketingsgruppe.
Nu giver de partiet som det, der for den kvindelige parts vedkommende på afgørende strækninger efterhånden udtrykker synspunkter et stykke til venstre for SF, samtidig med at hendes mandlige modpart forsikrer partiets ubrydelige bånd til den borgerlig fløj. For at forvirre (berolige) fjenden. Som i dette tilfælde i stort omfang er partiets egne vælgere! Plus de borgerlige partiledere og aviser.
Pas de deux'en er der givet utallige eksempler på op til og på selve partiets landsmøde i den netop overståede weekend. Lad os tage et frisk eksempel fra landsmødet.
OVER FEM SPALTER melder dagbladet Politiken i sin søndagsudgave, at "CD sender kurv til SF":
"SF kan godt glemme alt om en tættere politisk alliance med SF. Faktisk er CD's top så træt af SF's bejlen, at partiet fra sit landsmøde i dag (søndag) vil sende en klar advarsel til SF om at holde sig på måtten. Ellers kan det ødelægge mulighederne for at samarbejde om enkelte forslag," fortsætter bladet.
På Informations forside i dag kan man så læse, at landsmødets hovedbudskab blev et så lidenskabeligt opgør med både de borgerliges og socialdemokraternes indvandrerpolitik, at det i hvert fald i sin form overstråler SF's.
I betragtning af at jubilaren Mimi Jakobsen - som netop har fejret sit ti års lederskab af det parti, hendes far Erhard Jakobsen grundlagde i 1973 - åbent har indrømmet, at hun med sine ubesmykkede holdninger til Danmarks på mange måder skændige indvandrerpolitik langt fra har hele partiets vælgerskare med sig, er det ganske simpelt beundringsværdigt, hvad hun og Peter Duetoft sagligt set præsterer.
Som politisk-taktisk kunststykke er det dog heller ikke at foragte. Da angrebet er rettet mod regeringen i almindelighed og den socialdemokratiske indenrigsminister Thorkild Simonsen i særdeleshed, er det vanskeligt for de borgerlige agitatorer at hænge Mimi Jakobsen ud som nu helt pjattet med socialdemokraterne.
Politiken kan nok citere Peter Duetoft for det, han ifølge koreografien skal sige: "SF-formand Holger K. Nielsen har efterhånden fået så mange kurve, at han kan åbne en kurveforretning, og SF's ledelse bliver altså nødt til at forstå, at det kun er konkrete enkeltforslag, vi kan samarbejde om." Men Politiken må også citere ham for, at "vi (CD) kan jo ikke vide, om de konservative under Bendt Bendtsen går for langt til højre og vil samarbejde med Dansk Folkeparti. Eller om Anders Fogh Rasmussens midtsøgende linje får lov til at fortsætte i Venstre."
Hvorefter vor mor, Mimi herself, i en yndefuld pirouette nægter at udtale sig om, hvem hun peger på som statsminister næste gang.
RUMLERIERNE om den hellige eller uhellige alliance mellem CD og SF er ellers først og fremmest bestemt af de to partiers fælles forsøg på at sætte den sociale udstødning fra arbejdsmarkedet på den politiske hoveddagsorden
Til "det rare samfund," som Mimi J. på det rareste taler om, hører en betragtelig udvidelse og opvurdering af den offentlige sektor. Dertil er at sige to ting:
Hun har sagligt set ganske ret i at mange opgaver, som traditionelt regnes til de offentlige, er grusomt forsømte og skattetrykket i den forstand for lille. Men hun har uret i, at dette forhold kan ændres på traditionel socialdemokratisk vis fra industrisamfundets dage. Spekulationer i skatteunddragelse og bureaukratisk formynderi og slendrian vil trives som aldrig før. Det er fint, at hun får den offentlige sektor udvidet med ti til femten tusinde arbejdspladser, men hvad batter det over for de tredive tusinde som hvert år sendes i overførselsmodtagergraven?
Her må spilles på markedskræfterne. Ved at kommunale arbejdsgivere indgår sociale kontrakter med de private virksomheder, som skal påtage sig løsningen af forskellige opgaver inden for service- og sundhedsområdet i videste forstand. Og ved at fjernelsen af moms og arbejdsgiverbidrag og forhøjelsen af bundfradrag for de udsatte grupper gør dem mere attraktive for private arbejdsgivere.
Skal forslag af denne art på den politiske dagsorden kræves ballon, som det hedder i balletsproget. Men det har Mimi Jakobsen jo. el
