Læsetid: 6 min.

Pas på de nye mure

8. november 1999

Mandag falder der dom i appelsagen mod DDR's sidste stats- og partichef Egon Krenz - i sin sidste tale til retten advarer han mod nye og højere mure

Udefra
Retspræsident, mine damer og herrer, jeg tilstår - også selv om det kan komme til at skade min sag - at jeg ikke var en "medløber i politbureauet" (en advokats betegnelse for en anden tidligere DDR-politiker, Günter Schabowski, red.). Jeg tilstår, at jeg vidste, hvad jeg var med til at beslutte i politbureauet. Jeg har aldrig forsøgt at nedtone min rolle. Heller ikke i dag gør jeg mig mindre, end jeg var. Når jeg fremhæver dét, tænker jeg også på de mennesker, jeg havde ansvar for i DDR.
Jeg ved ikke, hvordan jeg skulle stå ansigt til ansigt med en grænsesoldat, der handlede efter grænseloven, hvis jeg sagde til ham: Jeg vidste ikke noget om, hvad du foretog dig i tjenesten. Jeg kunne ikke se chefen for grænsetropperne, Klaus-Dieter Baumgarten, der sidder fængslet i Berlin, i øjnene, hvis jeg sagde til ham: Dit ansvar var større end mit. Og jeg ville heller ikke vide, hvordan jeg skulle forholde mig til Heinz Kessler, hvis jeg sagde til ham: Du sad i Det Nationale Forsvarsråd. Hvad du gjorde dér, har jeg aldrig forstået. Nej, jeg vil ikke komme med udflugter. Jeg vil stå fast på min ret til en fair retssag. Det har jeg ikke fået hidtil.

Selv om det efter 115 retsmøder ikke kunne bevises, at jeg har været skyld i menneskers død, blev jeg dømt ved landsretten i Berlin. For at give processen en politisk karakter over for offentligheden, stemplede anklageren og retten mig som drabsmand. Min anklager i Berlin ville endda dømme mig til fængsel i 11 år. Hvordan kan jeg i den situation stå her og tale uhildet og uden følelser?
Heldigvis forlanger ingen, at den anklagede skal være uhildet. Jeg forventer her ubetinget og som et elementært krav, at dommerne og retten giver mig en fair proces.
Nu har ingen af de dommere, der dømte mig ved landsretten i Berlin, selv levet i DDR. Da muren blev bygget, var de lige blevet født. Deres billede af DDR og dets politikere er præget af Den Kolde Krig og dens fjendebilleder. Vi står i den situation, at DDR er den anklagede, og den gamle Forbundsrepublik er anklager og dommer. Med andre ord: Anklagerne og dommerne kommer fra Vesttyskland, en NATO-stat.
De sidder til doms over handlinger, der blev begået af politikere i en stat fra den tidligere Warszawapagt. De tre dommere i Berlin har ud fra deres vestlige synsvinkel fastslået, hvordan efterkrigshistorien skulle se ud. Derfor accepterede de ganske enkelt ikke vidner, der kunne have forstyrret deres historiesyn og bekræfte vigtige historiske kendsgerninger, som ikke passede ind i deres billede.

Det bliver ofte hævdet, at jeg har affærdiget denne retssag ved at påberåbe mig begrebet "sejrherrejustits", men det er ikke sandt. Jeg har sagt, at en vesttysk ret for ikke at blive mistænkt for sejrherrejustits, egentlig burde have erklæret sig inhabil og overladt sagen til en europæisk ret!
Jeg går til appelsagen med en ni år lang bitter erfaring. Der er næsten intet, jeg ikke er blevet beskyldt for - fra meddelagtighed i terrorattentatet på et Boeing-fly, der styrtede ned over Lockerbie i Skotland, over fordrejning af retten, mened, falsk vidnesbyrd og frihedsberøvelse til mord i flere tilfælde. Beskyldningerne blev fremsat højt og offentligt, de fleste måtte man lade falde, fordi de blev fundet for tynde. Men de har deres funktion. Hver gang har jeg fornemmet formålet: at fremstille DDR's politiske ledelse som en bande forbrydere.
Det er tidsånden. Det var den, domstolen i Berlin fulgte, ikke retten.
Også i denne sag drejer det sig om DRR, hvis statsoverhoved jeg var. DDR var ikke kun et land af oppositionelle. Det var også en stat, som millioner af mennesker følte sig godt tilpas i. Alligevel havde DDR fejl, især inden for økonomien og det politiske system. Det er desværre sandt.
DDR forblev tro mod sit grundprincip, at der aldrig mere skulle udgå en krig fra tysk jord. Så længe staten eksisterede, var der ikke krig i Europa, og en tysk stat var ikke indblandet i en krig.
(...)
Det er ikke uden en vis ironi, at den formulering, som jeg skal i fængsel for, er fuldkommen identisk med den formel, som forbundskansler Kohl og statsrådsformand Honecker blev enige om under en personlig samtale i Moskva den 12. marts 1985. Den lyder: "Grænsernes ukrænkelighed og respekten for alle europæiske staters territorielle integritet og suverænitet inden for deres nuværende grænser (er) en grundlæggende betingelse for fred."
I denne sammenhæng stiller jeg mig naturligvis også det spørgsmål, hvordan Forbundsrepublikken Tyskland i tilfælde af, at jeg bliver dømt, vil forholde sig over for det tidligere Sovjetunionens ansvarlige politikere. SUKP's generalsekretær var bl.a. også øverstbefalende for Warszawapagt-landenes forenede stridskræfter. Efter den 12. marts 1985 hed han Mikhail Gorbatjov.
Og den 9. november, dagen efter at De har afsagt Deres dom over mig, vil han tale i den tyske Forbundsdag. Det under jeg ham gerne. Men det er dog ikke noget tilfælde, at Ronald Reagan engang sagde i Vestberlin: "Hr. Gorbatjov, luk porten op."

Retspræsident, mine damer og herrer, jeg er ikke jurist. Jeg tillader mig som politiker at komme med nogle overvejelser om stats- og folkeretlige problemer.
For det første: Forbundsforfatningsdomstolen har med sin kendelse af 24. oktober 1996 fastslået, at DDR's love legitimerede anvendelsen af skydevåben ved grænsen - i hvert fald i et vist omfang. Dermed havde de anklagede efter domstolens opfattelse ikke forbrudt sig mod DDR's love. Alligevel stadfæstede den dommen over dem. Den tilsidesatte i virkeligheden grundlovens forbud mod domme med tilbagevirkende kraft.
For det andet: Da det drejede sig om at retsforfølge nazi-forbrydere, fastslog den tyske forbundsdag, at forbudet mod domme med tilbagevirkende kraft ikke kunne indskrænkes. Men det gjorde Forfatningsdomstolen i 1996 - da det drejede sig om ledende politikere fra DDR.
(...)
Livet er menneskets dyretbareste eje. Det var og er for mig ikke tomme ord. Det var mit ledemotiv, da jeg sammen med andre politisk og militært ansvarlige i DDR forhindrede, at der blev anvendt vold mod mandagdemonstrationerne her i Leipzig og den dag, grænsen blev åbnet.
Dengang mente jeg, og det mener jeg endnu i dag: Hver eneste døde og sårede ved grænsen er én for mange. At jeg ikke kunne forhindre dødsofre ved Warszawapagtens ydergrænse, regner jeg for et af mit politiske livs bitreste nederlag. Så længe jeg lever, vil det spørgsmål forfølge mig, hvorfor DDR brød sammen, og hvilket ansvar der tilfalder mig i den anledning. Det spørger jeg ikke om, fordi jeg selv havde bedre kår dengang, men fordi jeg af overbevisning arbejdede for socialismen. På den baggrund kan ingen forvente af mig, at jeg nu vil gøre omkring og sige det modsatte af det, jeg før 1990 udtalte til DDR-borgerne i skrift og tale.
Principiel kritik af vores fejl og mangler - ja! Smertefuld selvkritik - det føler jeg mig forpligtet til.

Men det, jeg skal straffes for, er jeg ikke skyldig i. Det, jeg er medskyldig i, nemlig DDR's sammenbrud, vil ingen domstol straffe mig for. Derfor drager jeg følgende konklusion: Jeg har ikke forbrudt mig mod DDR's love eller internationale konventioner om menneskerettigheder. FN havde ingen indvendinger mod bevogtningen af Warszawapagtens ydergrænse. Den gamle forbundsrepublik fordømte den ikke som stridende mod folkeretten før 1989. Jeg er hverken ansvarlig for Jerntæppet i Europa eller Tysklands deling.
Det var heller ikke mig, der skabte det militære skel mellem NATO og Warszawapagten. En påstået skydebefaling har jeg ikke afgivet eller tilsluttet mig. Derfor må jeg frifindes.
Men skulle det alligevel være en afgjort sag, at jeg kommer til at opleve årtusindskiftet i fængsel, har jeg dog endnu et håb: Ikke blot håbet om snarlig renselse ved menneskeretsdomstolen i Strasbourg, men også håbet om, at historien vil fælde en retfærdig dom over DDR, over mig, mine anklagere og mine dommere - håbet om, at den nye mur mellem Øst og Vest ikke bliver højere end den, der blev revet ned.

Oversat af Birgit Ibsen efter en redigeret udgave af Krenz' tale, som den blev bragt i avisen 'junge Welt'

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu