Læsetid: 2 min.

Politiet: Vi har lært af 18. maj

9. november 1999

Politiet afviser at have sat ind for sent i forhold til urolighederne

Politikritik
Mandag morgen kvart over fire anholdt politiet i København en 24-årig mand, som sættes i forbindelse med de voldsomme uroligheder, der fandt sted på Nørrebro søndag aften og nat.
Politiet holdt anmeldelsen hemmelig indtil mandag eftermiddag, hvor den 24-årige ved et grundlovsforhør blev varetægtsfængslet i 11 dage i isolation.
Det har ikke været muligt at få politiets forklaring på, hvorfor anholdelsen blev hemmeligholdt.
"Men vi kan bekræfte, at den 24-årige er anholdt og sigtet for en række grove lovovertrædelser. Blandt andet i forening med andre at stå bag medvirken til brandstiftelse, tyveri og anstiftelse af opløb," siger vicekriminalkommissær Kaj Folke fra politiets station 3.

Pæredansk
Den 24-årige blev anholdt foran Ungdomshuset på Jagtvejen, hvor han stod og talte i mobiltelefon. Inden han blev anholdt, afgav han ifølge Ritzaus Bureau følgende ordre over sin mobiltelefon: "Sæt i gang nu, for nu bliver jeg anholdt."
Den anholdte er ifølge politiet 'pæredansk' og kendt fra 'forskellige autonome aktioner'.
Optøjerne, der er de værste i bydelen siden urolighederne den 18. maj 1993, startede ved 22-tiden søndag aften, hvor omkring 50 unge raserede store dele af Nørrebrogade ved at smadre vinduer med jernstænger og brosten samt tænde flere bål i gaden.
Mere end 300 ruder i 45 butikker blev smadret, og der blev begået plyndringer fra flere forskellige butikker. En bilforhandler fik stjålet tre varebiler, der formentlig var blandt de i alt seks udbrændte bilvrag uroen efterlod.
Under urolighederne blev en pressefotograf slået og fik ødelagt sit udstyr, mens flere andre blev truet og fik kastet sten efter sig. En ansat i 7-Eleven blev hevet ud på gaden og fik flere slag og spark.

Rygter afvises
Mandagen igennem verserede der flere rygter om urolighederne. Blandt andet at der skulle være skudt med skarpt mod en af politiets nye, særligt sikrede hollændervogne. Men det afviser politikommissær Flemming Steen Munch.
"Vi fik et tip fra en journalist, om at der var set to autonomlignende typer med en pistol, og at der skulle være skudt med skarpt mod en af vores vogne. Men vi har undersøgt det og har ikke fundet tegn på, at det skulle være rigtigt. Jeg kan hverken af- eller bekræfte det, men jeg tror, det er en and," siger han.
Både politikere og handlende på Nørrebro kritiserede mandag, at politiet var mere end halvanden time om at gribe ind. Men ifølge chefpolitiinspektør Kai Vittrup er en bevidst strategi.
"Vi skal ikke rykke ud, før vi mener, vi er tilstrækkelig mange. Vi har lært af den 18. maj 1993, at hvis vi sætter ind for tidligt, kan det være med til at gøre tingene værre," siger han.
Politiet skal tirsdag aflevere en rapport om hændelsesforløbet og politiets ageren til justitsminister Frank Jensen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her