Læsetid: 3 min.

Porno bag tremmer

25. november 1999

Puzzy Powers nye pornofilm for kvinder, 'Pink Prison' tør for lidt

Ny pornofilm
Hvordan anmelder man en pornofilm? Ja, jeg har ikke prøvet det før - selvom jeg har set min del af slagsen og fra tid til anden tænkt over en eventuel angrebsvinkel. Nu er spørgsmålet blevet ekstra påtrængende, fordi Zentropas pornofilmselskab, med det aggressive navn Puzzy Power, i dag udsender deres anden film, Pink Prison, på video.
Helt fair er det vel ikke at vurdere en pornofilm på lige fod med hvilken som helst anden spillefilm, da porno - hurtigt og billigt produceret - som regel ikke er tænkt som andet end inspiration eller hurtig tilfredsstillelse.
Det er vist kun meget få mennesker, og jeg hører ikke blandt dem, der har set en pornofilm færdig fra start til slut, uden at trykke fastforward-knappen i bund eller slukke efter første sexscene.
Vi mænd er naturligvis lettere at påvirke end kvinder - det siges i hvert fald. Vi ser stort på handling og forspil og vil bare have noget action. Ret beset, pornofilm er røvkedelige, når ikke de viser svulmende mennesker i lystfuld omfavnelse - de savner i dén grad mål, mening og kompetente skuespillere til iscenesættelsen.
Kvinder gider kun se pornofilm, hvis de kan fremvise en ordentlig handling, et minimum af skuespil og ikke mindst sensualitet.
Og det er netop på det område, Puzzy Power forsøger at gøre sig gældende. Med professionelle kræfter foran og bag kameraet, hvorfor det forekommer mig helt rimeligt at anmelde Pink Prison på fiktionsfilmens præmisser.

Først kom Constance
Første film fra Puzzy Power var Constance, der gav genlyd over det ganske, danske land ved lanceringen af hele konceptet for et par år siden. Instrueret af Knud Vesterskov og med så respektable kræfter som Hella Joof og Christina Bjørg-Nielsen som fortællere i filmens nutidige rammehistorie var Constance en slags parafrase over O's historie eller Fanny Hill, hvor en ung, uskyldig pige i et fortidigt univers indvies i kærlighedens kødelige mysterier af en erfaren kvinde.
Historie var der ikke meget af, og på trods af de flotte, velkomponerede billeder og forsøg på anderledes musik, så skæmmedes filmen af en underlig tilbageholdenhed i sexscenerne, ligesom den forekom prætentiøs og i længden temmelig kedelig.

Kinky sex
Med Pink Prison forsøger instruktør og manuskriptforfatter Lisbeth Lynghøft at pakke pornoen ind i fremadskridende handling, der knytter an til spændingsgenren og giver pornoaktørerne mulighed for at forsøge sig som skuespillere med replikker og alt muligt.
Den danske pornostjerne Katja Kean (hun var også med i Constance) lægger sin velskabte krop til pigefotografen Mila, der i jagten på et interview med den pressesky fængselsinspektør i mandefængslet Pink Prison må snige sig ind bag murene og udholde alskens former for beskidt, blid, hård, hurtig etc. sex, før hun endelig når sit mål.
Lynghøft, der filmdebuterer efter adskillige år med skuespiller- og teaterarbejde, har proppet Pink Prison med så meget kinky sex som muligt - hele tiden med kvinden i centrum: Bøssesex, lesbisk sex, straight sex, onani, kvinden som dominatrix, slave og voyeur, som ydende og nydende.

Snydt
Men, der er et stort men, handlingen er simpelthen for tynd, skuespillet for svagt, sexscenerne for dårligt filmet, og selvom Lisbeth Lynghøft gerne vil en masse, så tør hun ikke tage skridtet fuldt ud.
I bøssescenen og den lesbiske nærkontakt er f.eks. mindre eksplicitte end 'de almindelige' sexscener.
Og så skal jeg ikke lægge skjul på, at jeg føler mig snydt efter at have set Pink Prison. Der er simpelthen ikke porno nok til, at jeg er tilfreds. Jeg hører selvfølgelig heller ikke til den primære målgruppe, men jeg tvivler dog på, at kvinder vil finde fornøjelse i filmen. På nær en småvulgær scene, hvor Katja og en neger 'leger' med maden i fængslets køkken, så udebliver (også) den sanselighed, der fra starten var Puzzy Powers sympatiske udgangspunkt.

*Pink Prison. Instruktion og manuskript: Lisbeth Lynghøft. Dansk. Udkommer på video i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu