De topløse er gået ind i skyggen
*Den gamle aviskonge, Rupert Murdoch, bøjer sig ikke i slaget om den topløse side 3 pige på The Sun. Falder avissalget efter, at den topløse er erstattet med kvinder i bikini og Wonderbras, vil den topløse straks vende tilbage. Avisens kvindelige ledere har protesteret mod de bare damer, som avisen siden 1970 har haft på siden, og sagt, at det afskrækker nye kvindelige læsere. Slaget er nu lagt op til læserne, der skal stemme om århundredets side 3 pige. Er vinderen topløs, har Murdoch-fløjen vundet. Bærer hun bh, går kvinderne af med sejren. mol
Angreb på æstetiske billeder
*Jyllands-Postens Balkan-korrespondent, Per Nyholm, går i et debatindlæg i bladet Journalisten hårdt i rette med en række af landets unge prisbelønnede reportagefotografer. Nyholm mener, at en række af de æstetisk flotte billeder fra krigs- og katastrofeområder, er så konstruerede, at resultatet er utroværdigt.
Der er opstået "...en klasse af fortrinsvis unge fotografer, som i deres fremmedgjorthed anser krige og andre ulykker for scenografiske optrin, de kan lave om på, hvis disse optrins æstetik ikke passer i deres kram", skriver Per Nyholm.
Stiften scorer selvmål i aviskrig
*Morgenavisen Jyllands-Posten svarer nu igen i den hidsige århusianske bladkrig og anmelder Århus Stiftstidende til Konkurrencestyrelsen, skriver Børsen. Konkurrencestyrelsen gennemførte tirsdag på foranledning af Århus Stiftstidende en ransagning mod bl.a. EjendomsAvisen, der er et datterselskab af Jyllands-Posten.
Stiftstidende er parat med et erstatningskrav på 48 mio. kr., hvis det viser sig, at EjendomsAvisen har indgået ulovlige eksklusivaftaler og solgt annoncer til dumpingpris.
Men alt tyder nu på, at Århus Stiftstidende selv mestrer dumpingtaktikken. Jyllands-Posten har således fået fat i en kopi af en eksklusivaftale, som Århus Stiftstidende i 1996 tilbød til en unavngiven annoncør.
Britannica prøver igen på nettet
*I denne weekend vil Encyclopædia Britannica gøre et nyt forsøg på at gøre det store klassiske opslagsværk frit tilgængeligt på Internettet. Det første forsøg den 19.oktober endte i skandale, fordi serverne brød sammen på grund af den overvældende interesse.
Underdirektør Kent Devereaux bekræfter, at Britannica nu vil gøre et nyt forsøg, efter at have udvidet serverkapaciteten voldsomt. "Men vi vil ikke udsende nogen pressemeddelelse," tilføjer han.
Om det nye projekt lykkes kan afprøves på den leksikale web-adresse www.britannica.com.
¨
Vrede på Politiken
*"Vi føler os røvrendt," siger Peer Sture Nielsen, formand for det tekniske personale på Politiken ifølge bladet Journalisten. Årsagen til den faglige vrede er, at ledelsen i Politikens Hus ikke vil give det tekniske personale en hensigtserklæring om, at der skal bygges et nyt trykkeri, når den nuværende trykpresse på Rådhuspladsen er slidt ned.
Det tekniske personale havde fundet besparelser på 30 millioner kr. Til gengæld havde personalet så regnet med hensigtserklæringen. Adm.direktør Lars Munch afviser, at Politiken har ført skinforhandlinger:
"Der har aldrig været forhandlet om, at Politiken skulle have et nyt trykkeri. Det kræver en investering på omkring 300 millioner kr. Det ville være en uansvarlig vej at gå, som markedet ser ud lige nu."
Politikens bestyrelse skal drøfte sagen på mandag. En plan om udlicitering af trykopgaverne indgår i de langsigtede overvejelser.