Læsetid: 3 min.

Professor ude med riven

2. november 1999

'Vi skal ikke slå os til tåls med de journalister vi har'. Professor i journalistik var ude med den store rive efter de danske journalister i weekenden

Medier
De danske journalister har mistet grebet om deres egne medier, sagde professor ved Odense Universitet Anker Brink Lund på seminaret Den medieskabte virkelighed der blev afholdt på Roskilde Universitets Center i weekenden.
"Det er ikke længere blot journalisterne og redaktionscheferne, der sætter dagsordenen. I dag er det kilderne der har initiativet. 80 procent af alle erhvervshistorier er styret af kilden, der dermed kontrollerer, hvad der kommer til at stå i aviserne. Det er kilderne, der redigerer og styrer."

Fagjournalisten er død
Anker Brink Lund har i sin doktordisputats fra 1997 undersøgt udviklingen i den danske sundhedsjournalistik. Undersøgelsen viser, at journalisterne tidligere var specialiseret i afgrænsede stofområder. Fagjournalisterne leverede hver dag én artikel om deres eget stofområde. Når fagjournalisten blev syg, var der ingen andre, der skrev om f.eks. sundhed i avisen.
"I dag er fagjournalisten ved at forsvinde. Danske journalister er blevet all round-medarbejdere uden særlige stofområder, de dækker fast og vedholdende. På en enkelt måned kan helt op til 32 forskellige journalister skrive om sundhedsstof i Politiken. Moderne journalistik er blevet afspecialiseret," siger Anker Brink Lund, og understreger straks, at udviklingen bestemt ikke kun er dårlig. Journalisternes afhængighed af kilderne har nemlig forandret sig.
"Nutidens journalister har lettere ved at forholde sig kritisk til kilderne, fordi all round-reporteren i modsætning til fagjournalisten ikke har et personligt forhold til kilderne.
Men fraværet af specialviden betyder, at journalisterne får sværere ved at gennemskue indholdet i de historier, virksomheder og politikere forsøger at plante i medierne. Det er blevet lettere at få uerfarne journalister til at hoppe på en historie," siger Anker Brink Lund.
"Journalisterne er blevet stadig mere provinsielle, samtidig med, at kilderne er blevet mere opmærksomme på, hvorledes det er muligt at styre medierne," sagde Anker Brink Lund med en henvisning til de mange PR- og informations-medarbejdere der bliver ansat i den offentlige sektor og private virksomheder disse år, for netop at styre medierne.

Uengageret ungdom
"Nutidens journalister er ikke længere drevet af det insisterende samfundsengagement, journaliststanden tidligere havde. I dag søger unge ind på journalistuddannelserne, fordi de er fascinerede af medievirkelighedens aura. Mange drømmer om at blive studieværter på Jeopardy. Vi har brug for en højere grad af faglig specialisering i dansk journalistik. Vi bør ikke slå os til tåls med de journalister, vi har i dag."
Anker Brink Lund er overbevist om, at mediebilledet i de kommende år vil blive præget af en polarisering mellem de forskellige nyhedsmedier. En voksende mængde af nyhedsudsendelserne vil blive lavet som 'se-riøs' indpakning omkring de uendeligt mange gameshows.
Egenproduktionen af nyheder vil blive brugt til at legitimere medieudbyderne og samtidig profilere dem i forhold til andre tv-stationer, der alligevel sender de samme serier, docusoaps og gameshows.
"Stadig mere journalistik bygger på forskræp, der leveres til redaktionerne som færdigretter. Det er påfaldende, at produktiviteten i nyhedsmedierne har været konstant faldende, mens oplevelsen af stress blandt journalisterne har været stærkt stigende. Dansk journalistik er præget af ekstremt dårlig ledelse. En af de vigtigste forskningsopgaver, vi står over for, er derfor at finde ud af, hvordan den redaktionelle ledelse kan styrkes, så nyhedsmedierne kan modstå presset fra de mange aktører, der forsøger at præge dagsordenen.
Men det kræver, at danske journalister bliver mere selvkritiske. I dag er det desværre uhyre sjældent, at journalister anmelder deres egen og andres journalistik. Dansk journalistik mangler fuld-stændig selvkritik.
Mange journalister er ekstremt egocentrerede og provinsielle. De tror, at man kan finde frem til selve Sandheden, hvis man blot er tilstrækkelig kildekritisk. Men virkeligheden er redigeret - hvis journalisterne ikke selv forsøger at gøre det, vil andre helt sikkert gøre det for dem."
"Jeg er dog ikke så bekymret for, at lemmingerne i nyhedspressen går amok engang imellem. Bare det ikke sker hele tiden," afslutter Anker Brink Lund pragmatisk sit foredrag for den lille kreds af håbefulde mediestuderende på RUC.

Læs mere om 'Den medieskabte virkelighed' på Bagsiden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her