Læsetid: 2 min.

Rare Mimi og familien i centrum

15. november 1999

Det skal være rarere at være dansker, siger CD, der nu kræver sociale klausuler ved udlicitering. Samtidig afviser partiet SF's frierier

Som altid er det rart, når CD under dække af et landsmøde afholder partiets årlige 'fætter- og kusinefest'. Og står det til dettes års 268 delegerede skal resten af samfundet også lære kunsten at få det rart.
Ifølge CDs ubestridte partileder, Mimi Jakobsen, er vejen enkel. Der er brug for flere hænder og mere hjerte i den nedslidte offentlige sektor.
Hænderne skal hentes i aktiveringsindustrien, "hvor arbejdsløse bliver sendt på nogle helt nytteløse kurser, der ikke hjælper, og hvor de blot oplever nye nederlag," lyder budskabet fra Mimi Jakobsen.
Samtidig kræver partiet nu, at det offentlige i forbindelse med udlicitering skal opsætte mål for de private virksomheders sociale ansvar.
"Man kunne for eksempel stille som krav, at de private virksomheder, der ønsker at løfte opgaver for det offentlige, skal oprette et vist antal servicejob for at få opgaverne, ligesom vi bør kræve, at de aflægger et socialt regnskab," siger Mimi Jakobsen.
Hun vil nu tage forslaget med til finanslovforhandlingerne, hvor det skal indgå i delforhandlingerne om at oprette flere ordinære job.
CD venter ikke, at forslaget når at blive udmøntet i lov allerede i år. Men partiet forestiller sig, at der i forbindelse med en finanslovsaftale bliver lavet en hensigtserklæring, hvor regeringen forpligter sig til at udarbejde et lovforslag og forhandle med kommunerne om, hvordan der kan indarbejdes sociale klausuler i kontrakter om udlicitering.
Forslaget fik bred opbakning på CD-landsmødet, hvor der som sædvanligt var langt mellem stridighederne. Eneste åbenlyst utilfredse deltager var et spædbarn på knap to måneder.
Havde der været utilfredshed, havde det heller ikke betydet nogen større forskel. Ifølge partivedtægterne bestemmes partiets politik suverænt af folketingsgruppen.

Holgers kurveforretning
Linien er fortsat, at CD er et borgerligt midterparti, selvom den sociale profil er blevet skarpere.
Flere gange i sin beretning, understregede gruppeformand Peter Duetoft, at et regeringssamarbejde med SF er utænkeligt, selvom CD og SF er gået hånd i hånd til forhandlingerne om finansloven.
"SF-formand Holger K. Nielsen har efterhånden fået så mange kurve, at han kan åbne en kurveforretning, og SFs ledelse bliver altså nødt til at forstå, at det kun er konkrete enkeltforslag, vi kan samarbejde om," sagde han.
Omgivet af et gigantisk EU-flag og et lige så stort NATO-flag understregede Duetoft, at CD ligger milevidt fra SF, når det gælder Europa-, forsvars, miljø- og trafikpolitik: "Hvis vi sad i regering sammen, ville vi skulle bruge det meste af tiden på at blive enige," konstarede Duetoft.
Omvendt fastslog han, at CD ikke vil lægge stemmer til en borgelig regering, der baserer sig på stemmer fra Dansk Folkeparti, Fremskridtspartiet eller Frihed 2000, når det gælder udlændigepolitikken.

Leder på forsiden

Fakta - CD i tredje
Weekendens CD-landsmøde, der blev afholdt i Roskilde, bød på debut til den første tredje generations CD'er.
Det skete da partistifteren, Erhard Jakobsens, 17-årige barnebarn - og Mimi Jakobsens søn - Christian Jakobsen besteg talerstolen og beklagede folkeskolernes forfald. Landsmødet var århundredets sidste blandt Folketingets partier.ør

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu