Læsetid: 4 min.

'Vi regner også med at flytte...'

20. november 1999

Folkeskolelærer Sencan Altintas vil hjælpe Vollsmoses børn til en bedre integration. Men hendes egen datter skal gå i skole et andet sted

"Det er skidesvært, men jeg tror ikke, man skal udsætte sine børn for sin egen idealisme." 29-årige Sencan Altintas er ikke stolt af, at hendes treårige datter går i børnehave i Odense Centrum, når nu familien bor i Vollsmose, hvor der er masser af daginstitutioner.
For på den ene side vil hun ikke bidrage til den problematiske udvikling, hun som folkeskolelærer i Vollsmose dagligt er vidne til: At områdets mest velfungerende beboere vender Vollsmose ryggen og i stedet sender ungerne i børnehave eller på privatskole i andre områder af byen. På den anden side er det et bevidst valg, for Sencan Altintas vil ikke sætte sin datters trivsel på spil i et idealistisk projekt. "Jeg tror, jeg er blevet så dansk, at den opdragelse, vi dyrker derhjemme, er meget anderledes end den, de andre børn herude oplever, og at vores datter derfor ville skille sig meget ud, hvis hun gik i børnehave her. Min mand var også bange for, at hun ikke skulle lære dansk," forklarer hun.
Sencan Altintas har boet i Vollsmose i mere end 20 år, siden hun flyttede dertil med sin familie i 1978. Fra anden til niende klasse gik hun på selvsamme skole, som hun nu underviser på, og hun har også gået på områdets gymnasium, Mulernes Legatskole.

Muslim med tørklæde
Når hun kalder sig selv for "dansk", er det ikke, fordi hun har forkastet sine tyrkiske rødder. Hun er gift med en tyrkisk mand, hun er praktiserende muslim og går med tørklæde. Men hun har levet den største del af sit liv i Danmark og er altså uddannet folkeskolelærer.
Da Sencan var barn, arbejdede begge hendes forældre, og hun husker sin barndom i Fyrreparken i Vollsmose som helt almindelig.
"Jeg kom hjem fra skole, smed tasken og gik ud og legede," siger hun.
Hun mener, at forholdet mellem de etniske grupper i Vollsmose var bedre dengang. Forældre med anden etnisk baggrund end dansk er mere forsigtige med at lade deres børn lege med danskere i dag, mener hun.
"Det var nogle helt andre familier og børn, der boede herude dengang. Nu er de velfungerende flyttet, og mange af de danske familier, der er tilbage, har sociale problemer."
Men Sencan havde mange danske kammerater, og da hun selv gik på skolen, var der heller ikke så langt mellem de lyshårede elever, som der er nu. Det var en fordel, fordi det ikke fik danske familier til at tage deres børn ud, og der derfor var flere velfungerende børn. Men det havde også den ulempe, at skolen ikke var gearet til at forholde sig til de tosprogede børns problemer i samme omfang som nu.

Lejrskole-dilemma
"Når der var lejrskole, syntes vores forældre, min far iberegnet, ikke, at vi skulle med. Det var et dilemma: Skulle jeg gøre, som min far eller som lærerne sagde? Sådan håber jeg ikke, det er mere," siger hun. Sencan gik selv direkte fra niende til gymnasiet og direkte viderere fra studentereksamen til seminariet som 18-årig. Selv om det har givet problemer at være en af de første tosprogede, mener hun også - set i bakspejlet - at det kan have været en fordel.
"Jeg fik sikkert særbehandling dengang, fordi jeg var en af de første," siger hun. Men i forhold til familien oplever hun modsat, at hendes mindre søskende har fået lov til meget mere, end hun selv.
"Jeg var en forsøgskanin, fordi jeg var den første i familien, der fik en uddannelse, og derfor var mine forældre mere forsigtige. Men de har jo set, at det er lykkedes," siger hun. Sencan Altintas havde to formål med sin læreruddannelse. For det første ville hun gerne gøre op med billedet af, at en "tyrker fra Vollsmose er en analfabet på bistandshjælp" og være en slags "rollemodel" for andre tyrkiske børn og forældre, så de kan se, at det kan lykkes.
For det andet ville hun gerne hjælpe de tosprogede børn med at blive bedre integreret i Danmark.

Uddannelse
Sencan mener, hendes forældre adskilte sig fra de øvrige tyrkiske familier ved at forvente, at deres børn fik en uddannelse: "Min far mener selv, han var en kvik elev, men fik at vide, at han skulle blive hjemme og passe fårene. Han har ikke selv fået lov at læse, men har forstået behovet for uddannelse. Det er ikke alle, der har den forståelse, og den vil jeg gerne udbrede. Jeg tror, jeg kan være med til at bygge bro, fordi jeg kan se den danske folkeskole lidt udefra. I mange tilfælde er grunden til, at forældrene ikke indfrier vores forventninger, at de ikke kender dem. I Tyrkiet og andre steder er skolen ikke et samarbejde mellem skole og hjem. Der er det alene lærernes opgave at lære børnene noget."
I snart seks år har Sencan Altintas været lærer på sin gamle skole. Andelen af tosprogede børn er vokset fra 60 procent til 90. Sencan er glad for sit arbejde og mener, at hun gør en forskel for de tyrkiske børn og forældre. Men hun mener, skolen står med en stor og svær opgave.
"Hele elevgrundlaget har ændret sig. Det gør, at der er ting, man skal bruge tid på her, som man ikke skal på andre skoler," siger hun.
Derfor skal hendes egen datter heller ikke gå på skolen. "Hvis skolen så ud som den gjorde, da jeg gik her, ville jeg sende hende herover. Men vi regner også med at flytte inden da. Vi er glade for at bo i Vollsmose og har aldrig oplevet nogle af de problemer, medierne beskriver, men vi vil gerne have vores eget hus."

*Tidligere artikler om Livet i Mosen er bragt 9., 12., 13., 14., 18., 20., 22., 28., 30. oktober samt 3., 4., og 12. november.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her