Læsetid: 4 min.

Sælgerens død på 49th

6. november 1999

Intermetzo

Et spytkast fra Broadway spiller Eugene O'Neill Theatre - i fortsættelse af anmelder- og publikumssucceen ved premieren i februar - dét amerikanske drama. Så at sige USA's nationalskuespil - amerikanernes svar på Inden for Murerne. Ifølge Kurt Weill - måske lige i overkanten - det bedste skuespil nogensinde.
Det drejer sig kort fortalt om The American Dream, således som denne drømmes og gennemleves af Mr. Middleclass Suburbian America. Drømmens realisering er det amerikanske menneskes opfyldelse, forunderligt og forunderligt loyalt fastholdt i drømmeren i dennes forudsigelige forfald og tilintetgørelse. Spillet, som det skrider frem, er en smertelig afsøgning af den sjælens drivkraft, der var og blev afgørende for samfundet uden for teatrets mure. Alene byen over alle modernistiske byer, således som New York voksede sig gigantisk fra kikset hollandsk koloni bag et palisadehegn ved Wall Street til det ufattelige centrum i den mægtigste stormagt i verdenshistorien. Welcome to Rome.

Alt er beroende på det amerikanske self made-individs drøm om den gyldne by på bjergets top. Men spillet på scenen er digterens opposition og hudløse påvisning af omkostningerne for hin enkelte bærer af The Dream - drømmen, der stædigt lever videre, på trods af denne aldrig ophørende prøvelse med de gentagne tilsidesættelser og nederlag, alderen og forfaldet, denne i bund og grund tvivlsomme drøm om den store gevinst, den tindrende personlige succes, uendelig velstand og uforgængelig storhed - om ikke andet så videreført i næste generation. 'Great' er ordet, alt er enten great eller uden betydning. Livet er kraft og storhed, skønt vaskemaskinen på afdrag altid er i stykker, pengene ikke rækker og sønnerne svigter.
Dette er historien om Willy Loman, hvis skæbne som sælger i det boomende efterkrigstidsamerikas rotteræs, da the way of life blev relanceret i storforbrugets og statussymbolernes tegn, er højst nærværende i en kultur, der under babyboomets leveringsdygtige præsident Clinton atter heder op til det røde mærke på børsens barometer.

Kort sagt spiller det hæderkronede Teater i 49th Arthur Millers Death of a Salesman. Om Willy Lomans fiasko og fald. Willy Lowmann, som kritikerne mente navnesymbolikken skulle tydes, men ifølge Miller stammer navnet fra Fritz Langs film Dr. Mabuses testamente, hvor den unge detektiv, sindssyg af rædsel efter at have erfaret omfanget af sammensværgelsen sidder på sengen i den lukkedes afdeling med en imaginær telefon for øret og i ét væk gentager sin overordnedes navn: Lohmann?, Lohmann?, Lohmann? Resten er tavshed.
Under prøvearbejdet i 1948 til førsteopførelsen af Sælgeren på Philadelphias Walnut Theatre med Lee J. Cobb som Loman gik det op for Miller selv og instruktøren Elia Kazan at hovedrollen er en af de mest omfangsrige i hele en dramatiske litteratur. Til forfatters og instruktørs voksende forfærdelse mumler Lee J. Cobb sig igennem rollens næsten uoverskuelige forløb, figuren - og stykket - kommer i flere uger ingen vegne.
Men en dag på Lomans replik, eller snarere hans skrig af fortvivlelse til Linda, fru Loman - dengang i Mildred Dunnocks skikkelse - om udviklingen i deres boligkvarter: "Nej, der er flere folk nu om dage....Der er flere folk!" står Willy Loman pludselig lyslevende foran dem.

Prøvesalens tilstedeværende ser for sig de triste ejendomskomplekser, som spekulanterne har drevet op af jorden lige for næsen af Lomans surt betalte parcelhus og dermed snydt ham og værdiforringet et brydsomt livs opsparing i døde mursten. Miller indånder med ét den fade lugt fra Loman-familiens køkken, hvori den desperate replik falder.
Har man set Lee Cobb i den oprivende rolle som nævning nr. 3 i Sydney Lumets og Henry Fondas12 Vrede Mænd fra 1957 aner man måske hans Loman. En tolkning, som ifølge Miller og andre fra 48 næppe er overgået, skønt betydelige spillere som Jason Robards og Dustin Hoffmann siden har døet sælgerens vanskelige død.
Ved premierens tæppefald var der først intet bifald, fortæller Miller. Flere mænd blandt publikum sad tilbage med hænderne for ansigtet og græd hjerteskærende.

Miller beretter selvbevidst, men jo ikke urimeligt, at amerikansk teater siden Sælgeren, som Lee J. Cobb også inden førsteopførelsen forudsagde, ikke mere var det samme. Stykket, som jo dybest set og uanset spring i tid og sted er forholdsvis traditionelt i sit teatersprog, sætter på godt og måske også mindre godt dagsordenen for et par generationers amerikanske dramatikere.
Men Millers mesterværk anfægtes ikke af epigoner og tidens tand og lod sig også eksportere, eftersom det almene - forholdet mellem fædre og sønner - sjældent river som i Lomans opgør med den ældste søn Biff.
På O'Neill er det nu Brian Dennehy der lægger sin store krop til Loman. Dennehy huskes sikkert bedst for rollen som den døende arkitekt i Peter Greenaways i øvrigt ikke særligt overbevisende film Arkitektens Mave. Arthur Miller havde oprindeligt forestillet sig en klejnere mand i rollen, hvilket først gik i opfyldelse med Dustin Hoffmann. Dennehy er i hvert fald næsten for stor. Også af type en anelse for brutal til, at denne sælgers død helt kommer under huden.
Det forsonende omend flakkende skær af lys og varme og ganske vist anmassende og påtaget charme - som Willy Loman jo også må have for retrospektivt at være troværdig som sælgeren der engang kom til byen og trods alt solgte noget - savner i nogen grad Dennehy, hvis bud ligger på det bistre og den langt hen ad vejen hårdkogte bitterhed.
Når det alligevel er værd at gæste O'Neill, ja faktisk er et must, om man kommer til det Store Æble, skyldes det samme Dennehys uomtvistelige sceneintelligens og tekniske overlegenhed. Mod slutningen da Loman måske begynder at forstå, men for sent, griber han sit publikum som nogen før ham, og mændene sad igen som i 48 med hænderne parat til ansigtet. Dertil kommer Ron Eldard som Biff, en præstation som er worth a detour, som der står i guiderne.
It's på off Broadway, det sker, yah man, det er!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her