Læsetid: 5 min.

Skæve boligertil skæve hoveder

22. november 1999

Et tag over hovedet er en menneskeret, mener samfundets udstødte. De er på dagsordenen, når socialarbejdere og projektmagere fra hele landet mødes
i Odense i dag

"Vi er ligeglade med senge - bare, der er mad og varme," lyder budskabet fra gadens folk.
Træerne omkring landets eneste autoriserede lejrplads for hjemløse - på Israels Plads i København - giver læ for vinden. Men det forhindrer ikke regnen i at trænge igennem hullerne i det interimistiske fortelt, der udgør samlingspunktet for nogle af de mange hjemløse, der bor og lever på gaden.
Syv mænd og en hund kæmper om pladsen omkring stearinlysene. I løbet af aftenen kommer flere til for at mødes med vennerne, drikke en guldøl eller ryge sig vinde og skæve, før de finder en bænk eller et offentligt toilet at sove på.
Parkafdelingen har givet sin velsignelse til, at lejren må huse fire beboere. Selv om teltejerne indrømmer, at der af og til er sovende gæster, er der langt fra plads til alle.
Blandt politikere og socialarbejdere er der en voksende erkendelse af, at herberg og forsorgshjem ikke er den ideelle løsning for alle hjemløse. Samt at lykken ikke nødvendigvis er selvstændig lejlighed med høj kvalitetsstandard, selv om man mangler et sted at bo.

Ingen forventninger
Skæve boliger til skæve eksistenser, lyder koden til en pulje på 30 millioner kroner fra By- og Boligministeriet.
De første penge er netop uddelt, og i løbet af de kommende måneder vil skurbyer, husbåde og kolonihavehuse dukke op som et nyt tilbud til nogle af samfundets allermest udstødte.
Når Socialministeriet mandag og tirsdag i denne uge afholder den årlige konference om socialt udstødte og truede grupper, er et af de spørgsmål, der er til debat, derfor alternative boformer.
"Det bedste ville være, hvis vi kunne få en ejendom, og den blev administreret af 'Projekt Udenfor'," siger grundlæggeren af teltlejren på Israels Plads, Michael Planck Jensen.
For gadens folk i København er hjælp og støtte i store træk personificeret ved en enkelt mand og det projekt, han er en del af. Gademedarbejder Torben Pilely har hjulpet med at skaffe tilladelsen til lejren på Israels Plads, og gennem opsøgende arbejde og en mobil skadestue er 'Projekt Udenfor' på mindre end to år blevet omdrejningspunktet, når hjemløse, der lever på gaden i København, diskuterer deres ønsker og rettigheder.
Af snakken i teltet fremgår det, at forventningerne til kommunen og de offentlige myndigheder kan ligge på et meget lille sted. "Kommunen giver ikke engang et stearinlys. Hvis bare de kan gemme os væk i en busk, er de glade," lyder det fortørnet.

Afviser regler
Selv om Københavns kommune har lagt billet ind på en del af Boligministeriets millioner til skæve boliger, har mændene ingen forventninger om, at det kommer dem til gode.
"Jeg tror, de skider på os i den sidste ende," siger Kim Palle Larsen, der netop har sluttet sig til snakken, og selv har været hjemløs i flere år.
Herbergerne i København er fyldt op, og de er dermed ikke et reelt tilbud, selv om kommunen fastholder, at der er 'pladsgaranti' for hjemløse. Blandt mændene i teltlejren er der dog også enighed om, at det ikke er den form for tag over hovedet, de har brug for.
"Jeg kan ikke med de faste tider og regler," siger Michael Planck Jensen.
Den 32-årige initiativtager til lejren har levet på gaden i mere end 18 måneder, og kan snart fejre et års jubilæum i sit telt. Før det sov han på handicaptoilettet på den anden side af pladsen eller i en togvogn på Bispebjerg Station.
"Giv os et stykke jord, så klasker vi selv et hus op," siger mændene næsten i kor.
De er glade for, at det efter lang tids tovtrækkeri er lykkedes at få papir på, at de lovligt kan bo på det lille hjørne af Israels Plads.
"Men det er kun til telte, og telte er ikke varme," konstaterer de. De mener, at det er en menneskeret at have tag over hovedet og sit eget toilet.

Reelle boliger efterlyses
"Hvis jeg fik en lejlighed ville jeg formentlig udvælge nogle af mine kammerater, som kunne få lov at sove der," siger Michael Planck, og åbner endnu en sne-bajer.
Ud over den daglige metadon, som han henter fra kommunen, lægger han ikke skjul på, at han ligesom de øvrige ryger en del hash og dagligt drikker adskillige øl. Det skal der være plads til at vælge selv, mener mændene.
De vurderer, at de kender mellem 50 og 70 mennesker, der lever på gaden. Og de mener, at det, der er brug for, er et sted, hvor hjemløse i modsætning til de eksisterende tilbud, selv har ret til at bestemme.
I Aalborg har ideen med alternative boligløsninger til hjemløse været en realitet gennem flere år. Som et tre-årigt forsøg etablerede Kirkens Korshær og Aalborg Kommune i fællesskab 'Projekt Skurby' i foråret 1997.
Skurbyen består af tre dobbelthuse, med to små lejligheder i hver og et fælleshus med opholdsrum og kontor til de tre tilknyttede medarbejdere.
En væsentlig forskel fra traditionelle tilbud til hjemløse er, at der må drikkes spiritus i lejlighederne, og at reglerne er meget rummelige og fleksible. Det har vist sig at være en stor succes, som derfor i høj grad har været inspiration for de nye planlagte projekter.
Ikke alle hjemløse er dog lige begejstrede for tanken om 'skæve' boliger. På forsorgshjemmet Østervang i Århus, mener Søren B. Larsen, der er medlem af Nærudvalget, således, at projekter som Skurbyen i Aalborg, "kun er et spørgsmål om at vaske en sort samvittighed ren."
Nærudvalget består af nuværende og tidligere hjemløse, der arbejder for hjemløses rettigheder. De ser hellere, at pengene bruges på reelle boliger, og er blandt andet bekymrede for, at de mange hjemløse, der har børn, vil få svært ved at få samkvemsret, hvis boligerne afviger fra Statsamternes almindelige krav.
"Det overordnede formål må være at få bygget nogle ordentlige boliger," siger Søren B. Larsen.

Fakta - Alternative boliger
*By- og Boligministeriet har afsat 30 millioner kroner til 'Skæve boliger til skæve eksistenser' over en treårig periode.
*Af de 13 projekter, der har ansøgt i første runde, har otte projekter netop modtaget tilsagn om støtte.
*Projekterne er fordelt i København, Århus, Aalborg og Viborg og indeholder blandt andet en husbåd, bofællesskaber og ombygning af et ældre bevaringsværdigt hus i Århus midtby til boliger og fællesfaciliteter for sindslidende.
*I løbet af de kommende måneder forventes Socialministeriet at fremlægge en national handlingsplan for hjemløse. berit

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her