Læsetid: 3 min.

Skønheden er en hvid hingst

9. november 1999

Den spanske rideskole har været på charmeoffensiv i Skandinavien.
Det var smukt og gribende, men også uforudsigeligt og dramatisk; en af hestene styrtede

På Vestegnen
De mangler lige et horn i panden, disse næsten-enhjørninger, som nærmest lister sig afsted på tå i savsmuldet, med spændte muskler, kompakte kroppe, brede bringer og fyrige hingstehalse.
Man skal lige knibe sig i armen, før man tror det, for de er så eventyrlige og så hvide som lammeskyer, når de danser til Mozart, Strauss, Bizet og Chopin.
De fremstår mere som malede hesteidealer eller rytterstatuer end som virkelige heste. Men at de er reelle, levende heste afslører de efter kort tid, når de pruster, skummer og sveder, og når den sødlige lugt fra deres hårdtarbejdende kroppe breder sig til de forreste rækker.
Og når de bliver nervøse og farer sammen eller skifter gangart i utide, altså laver fejl. Det skete en del gange - faktisk overraskende mange gange - lørdag eftermiddag, hvor Information oplevede showet.

Følsomme flokdyr
Heste er følsomme flokdyr - deres reaktionsmønster minder om hjortevildt, der flygter fra farer - og de kan derfor reagere voldsomt, ikke nødvendigvis ved høje lyde eller brag, snarere ved uvante lyde, som når en plastciflaske ligger og ruller rundt på betongulvet. Det kunne jo være en slange, der lå på lur!
I det hele taget var denne forestilling præget af en del uro, en del tekniske kiksere og en enkelt dramatisk episode, hvor selveste første overberider Kottas' hest, Maestoso Platana, styrtede under en courbet.
Det er en vanskelig øvelse, hvor hesten springer flere gange på bagbenene, mens rytteren i denne del af programmet står på jorden og holder den i longe, dvs. en line, man bruger til dressur.
Efter forestillingen forhørte jeg mig om dens tilstand hos de østrigske ryttere, men de sagde samtykkende, at der ikke var sket noget alvorligt med den. En beroligende ting er, at Den Spanske Rideskoles direktør, dr. Jaromig Oulehla, er dyrlæge.
Hestene rejser ca. fire uger om året. Brøndby Hallen har måttet bygge et interimistisk ridehus og staldanlæg på 1.000 kvadratmeter inden besøget, og en hær af staldpersonale skal også indkvarteres. De sørger for hestenes bekvemmeligheder døgnet rundt. Boksene skal have bestemte mål, ligesom de skal placeres, så hestene kan stå sammen med deres staldkammerater. Derved undgår man, at de bliver kede af det eller utilfredse.
Det er underholdning i særklasse at se de relativt små, kompakte barokheste arbejde med eller uden rytter på ryggen. Showet toppede, da overberider Krzisch og hesten Siglavy Mantua I viste alle gangarterne i en sublim udførelse.
Desuden så man som sidste indslag en fuldendt skolekvadrille, hvor tiden stod stille. Her var hestene som trukket på en snor. De var yndefulde, og de udførte en fuldstændig synkron koreografi med deres 32 hesteben!
Henved 13.000 gæster så forestillingen i den forgangne weekend. Ikke så få fædre måtte køre deres hestegale teenagepiger til den store, ucharmerende hal og vente, til de dukkede op igen med røde kinder, en plakat og en konvolut fuld af fotos af hestestjernerne under armen.

Dem fra Nordsjælland
Og der var naturligvis også mange voksne ryttere, især skoleridningsentusiaster, men også en del terrænryttere, heriblandt Hubertus-ryttere, som var smånervøse inden søndagens eventuelle vandtur i Magasindammen. De kan være sikker på, kære læser, at hovedparten af de voksne ryttere kun sjældent aflægger besøg på Vestegnen.
Den Spanske Rideskoles heste præsenteres ved navn. De optræder som stjerner, fuldt på linje med deres ryttere. Hestenes fornavn er et drengenavn, mens efternavnet er et pigegenavn. De to navne henviser til henholdsvis deres mødrene ophav og til deres fædrene. Og det med ophavet er lige så vigtigt, som arvefølgen i kongehuset. Der avles nemlig systematisk på stutteriet i Piper, hvorfra hingstene rekrutteres.
Af en årgang på 85 føl, udtages kun fire til seks hingste, som man anser for egnede til den højeste dressur i verden. Den færdiguddannede hingst minder os om en for længst uddød adelig kultur, som Den Spanske Rideskole holder i live som et andet barokmuseum. Rytterne optræder i kjole med guldbelagte messing-knapper, Wellingtonstøvler og 'sovsekande' på hovedet, mens hestenes sadler er hjorteskindbetrukket, og hovedtøjet er guldbelagt.
Det er derfor et realitetschok af de slemme, der sender mig tilbage til min egen tid og kedelige prosaiske virkelighed sådan at møde disse ædle ryttere i joggingsko, flannelskjorte, cowboybukser og jakke kun en halv time efter at de udgjorde halvdelen af en levende rytterstatue fra 1600-tallet...

Redigeret af Flemming Kyed

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu