Læsetid: 2 min.

Skriftmål inden tæppefald

13. november 1999

Ole Juul vender tilbage med barsk roman om at blive gammel og gøre regnskab over sit liv

Ny bog
"Bedre sent end aldrig," synes Ole Juul (f. 1918) at have tænkt. Han brød som bekendt igennem med sabotørromanen De røde enge (1945) og høstede siden megen succes med Det tossede paradis (1953), en løssluppen erotisk farce. Siden blev der mere tyst om ham, i mange år var han bosat i Kenya, sin sidste roman udsendte han for nitten år siden.
Eller rettere sagt: sin hidtil sidste roman. For nu har han gjort comeback med historien om en ældre, ensom mand, der via sit bekendtskab med to langt yngre mennesker får åbnet for ventilerne, lettet på låget, fortalt sit liv igennem fra barndom og ungdom til nu. Da romanen begynder, har han sære drømme, der blander sex med dødsfantasier, og opsøger sin ven og læge. Denne gætter såre skarpsindigt på, at problemerne er af psykisk art og altså ligger uden for hans eget faglige revir. Men heller ikke en psykiater kan den arme outsider bruge, dertil er han på én gang for stolt og for genert. Altså må genboerne træde til.
Navnesymbolikken står og blafrer. Ole Juul kalder sin hovedperson Herbert Almind og har dermed sagt, at han kunne være hvem som helst. Han er forhenværende sabotør, forhenværende ægtemand, forhenværende direktør, forhenværende det hele. Han har i mange år krøllet sig sammen i en kugle af afstand til andre, nu bryder han altså ud af kokonen.
Grim som han altid har følt sig, med hareskår og et ben, der var kortere end det andet, har han ofte måttet kvabbe sig skævt ind på tilværelsen. Et gennembrud til verden fik han under besættelsen, som snarrådig frihedskæmper, og i årene lige efter, hvor han blev gift og fik barn; men konen, Anna, hvis navn lyder ens forfra og bagfra, viste sig at være både til kvinder og mænd, og narrede ham på det grusomste, da hun en skønne dag stak af til Bolivia, medbringende datteren Sissel.

Lægger op til fortsættelse
Dette samt meget andet, som i årenes løb er tilstødt arme Almind, beretter han om i en klar, nøgtern og nogenlunde usentimental prosa, alt imens genboerne opmuntrer ham med fornuftige spørgsmål og kommentarer. En psykoanalytisk tale-kur for tre! Det lyder næsten for godt til at være sandt, og at det ganske rigtigt heller ikke er sandt, afsløres i romanens rå og bratte slutning.
Hvordan, vil det være synd at røbe, for hvad det ender med, er, at hele gulvtæppet hives væk under dén roman, vi har siddet og læst. Men til gengæld lægges der op til en fortsættelse.
I den må Ole Juul gerne være mere omhyggelig med brugen af fortællesynsvinkel, og forlaget kan gavne projektet ved at kontrollere visse stavemåder og facts.
I Tæppefald får Bolivia en hovedstad, der hedder La Pax, og folk drikker Glenfiddich (Glen Fiddich, som der står) på et tidspunkt, længe før den blev lanceret som single malt.

*Ole Juul: Tæppefald. 254 s., 248 kr. Hovedland. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu