Læsetid: 5 min.

Jeg vil skrive orkestermusik

17. november 1999

Komponisten Fuzzy alias Jens Wilhelm Pedersen har modtaget Wilhelm Hansen Fondens Pris og WH's Komponistpris. Information har mødt kunstneren

Portræt
"Jeg kommer fra et hjem med klaver, det har betydet utroligt meget for mig."
Fuzzy (f. 1939) sidder i sit studie på Frederiksberg og fortæller om før og nu. Han er inden for kort tid fundet værdig til ikke mindre end to priser: Wilhelm Hansen Fondens Pris og WH's Komponistpris. Fuzzy komponerer mere koncertsalsmusik nu end tidligere, hvilket betyder at danskerne ikke længere ser ham på fjernsyn som musikalsk altmuligmand eller som teatermusiker. Hans seneste værk blev uropført i går af Radiokammerkoret: Det William Blake-inspirede værk: Proverbs of Hell.
Ikke mange kender baggrunden for udviklingen af det musikalske multi-menneske Fuzzy. Selvom det ser legende let ud, når kunstneren spiller eller komponerer, er det ikke ensbetydende med at tonerne kommer let til musikeren. Det begyndte faktisk rigtig dårligt tidligt i livet:
"Jeg fik børnelammelse og hørte derfor meget radio. I radioen hørte jeg Jazzklub og blev grebet af jazzen. Det lå det lidt i luften - vi havde talt om det hjemme - at hvis jeg kom til at gå igen, så skulle jeg få en klarinet. Miraklernes tid var ikke forbi - selvom jeg var helt stiv og det tog et år - jeg kom faktisk til at gå efter børnelammelsen. Jeg fik en klarinet og begyndte at spille."
Fuzzy begyndte at studere komposition hos Per Nørgård, og som 20-årig oplevede han den glæde at få en såkaldt friplads på konservatoriet:
"Det var et af de store øjeblikke i tilværelsen. Jeg fik tre telefonnumre af min musiklærer, tre komponister, jeg skulle ringe til. Den ene var Jan Maegaard, den anden var Ib Nørholm og den tredje var Per Nørgård. Det var Per Nørgård der tog telefonen. Heldigvis tog han mig som privatelev. Jeg kom til optagelsesprøve på konservatoriet og kom ind. Senere fik jeg at vide, at de fleste af mine opgaver til prøven var forkerte, men de var det på sådan en interessant måde, at de tog mig ind."

Dilettanten Schönberg
Fuzzy nåede helskindet ud af konservatoriet og kom endda til at undervise på institutionen. Vi er nu i slutningen af 50'erne. En ny komponistgeneration ville forny musiklivet. Der blev etableret en opstemning af energier i dansk musikliv: Et generationsopgør. Det kom til et decideret brud på konservatoriet:
"Vi ville gerne have udvidet undervisningen. Prøv at forestil dig en generel musikhistorieundervisning, der ikke når længere end til Sibelius. Forestil dig lærere - jeg skal ikke fortælle hvem - som taler om at Schönberg og Berg er dilettanter. At opleve en professor sige sådan noget, det er rystende. Man må ikke stagnere når man er pædagog. Man må holde sig levende og man må forstå, og man må sætte sig ind i sagerne, og man må lide sig igennem det, man ikke bryder sig om - ellers har man ikke lov til at kalde sig pædagog," siger Fuzzy.
Resultatet af konservatorie-problemerne i København blev, at Per Nørgård tog sit gode tøj og flyttede til Århus. Eleverne flyttede med og musiklivet begyndte at blomstre i Århus. Provinsen blev et reelt alternativ til hovedstaden:
"Der skete helt enkelt det, at vi kom til Århus, og der var elementært gang i den. Det var en provinsby mere end den er nu, med ismejerier, cigarbutikker og prostituerede over 80 år - der var en helt anden stemning end i København. Der var også jazzmusik i Århus, som adskilte sig fra det københavnske jazzmiljø. Frem for alt var man meget mere velkommen. I København var der jo meget med at når man kom op på en scene og skulle spille med, så gik det kun ud på at spille en ned af scenen igen. Hele den holdning var meget med til at bestemme, at jeg i lang tid slet ikke beskæftigede mig med rytmisk musik."
Fuzzy flyttede til Århus - at flytte sig betød bl.a. også at Fuzzy dirigerede sig selv hen i elektronmusikken og studerede i udlandet:
"Jeg tog til Stockhausen fordi Ligeti ikke havde tid. Det var nede i Darmstadt. Men kurset var rædselsfuldt. Jeg har en gang på et pladecover skrevet om Stockhausen, at han var så meget og sagde mig så lidt."

Ned med komponisten
Der var en periode i dansk musik, hvor musikerne ikke var så tiltrukket af den ny musik. En del hadede musikken og obstruerede prøveforløb. Fuzzy mærkede det på sin egen krop:
"Jeg har også oplevet de der prøver og det var ikke sjovt. Det var et powerplay, man skulle være stærk for at klare. Hvis du er et følsomt gemyt kan du blive slået helt ned af det. Jeg har set mange, som er blevet dræbt af den stemning. For mit eget vedkommende var det mere noget med, at det var for ufestligt. Da jeg kom til at lave teatermusik mødte jeg jo en verden, hvor alle løftede og bar. Den intensitet fandt jeg ikke i den klassiske musik."
Efter en periode med klassisk orkestermusik, bevægede Fuzzy sig væk fra det etablerede musikliv og mere over til den daværende undergrund: Kombinationen af billede og film, musikteater.
Nysgerrigheden tvang Fuzzy bort fra kunstmusikken, i en længere årrække forsvandt han fra de traditionelle programmer. Han blev en kendt filmkomponist, teater- og tv-programkomponist. Har kunstneren haft et behov for at komme ud til det helt store publikum?
"Nej, men jeg befinder mig godt i de forskellige medier. Man siger at fjernsynet gør dig berømt, filmen gør dig rig og teatret gør dig lykkelig. Det passer egentlig meget godt, for i teatret kombinerer man alle disse ting, vi taler om."
Nu er kunstneren vendt tilbage til udgangspunktet: At skrive til et klassisk koncertsalspublikum:
"Jeg tror, at grunden til at jeg fik lyst igen, er de to musikere i Safri Duo. Med dem oplever jeg musikere, og de kan også improvisere. Med de nye muligheder vil jeg skabe noget helt andet - et stykke for symfoniorkester. Jeg kan sikkert ikke, men jeg har enormt meget lyst!"

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu