Klaus Hoffmeyers champagneopsætning af Shakespeare ville være en heltedåd, hvis man bed hovedet af al konvention
Teater
Egentligt kræves der så lidt, tag unge William på ordet: når intrigen kun lige klarer letvægtsklassen, så spil det, der vejer mest. Især eftersom man spiller Love's Labour
Lost for ordenes skyld, for de er dybest og smukkest før pauselyset går op. Tiden er fuld af fragmentarisk kunst, så fra at klippe bidder til at klippe akter kræves bare mod. Og mod mangler Hoffmeyer sjældent.
En syg idé
Opsætningen er så velbesat som en Hollywood-produktion. Lars Mikkelsen spiller kongen af Navarra, hvis akademiske hoved har udklækket en syg idé om tre års askese i lærd og flittig afskårenhed for at opnå mere end 15 minutters berømmelse, helst for a lifetime. Og hans tre musketerer applauderer, dog nogen mer end andre og mindst den kloge, men også afstandholdende Berowne (Henrik Koefoed), der har en sund bevidsthed om unaturligheden i projektet, dets dunkle mål taget i betragtning.
D'herrer når også knapt at øve sig i isolation, før fristelsen banker på døren i form af fire franske femmes fatales, der foruden blikke, barm og baller medbringer et uinteresssant pengekrav, der har forekommet Shakespeare nødvendigt for at få has på løjerne til sidst.
Afholdenhedsøvelsen er således afblæst stort set inden den er begyndt, og dermed også de fleste hestekræfter i den dramaturgiske motor.
Tilbage er naragtigheden i pinefuld og lystig afdækning og det ikke mindre lystige, uopstyltede hormoncirkus i lagene under de adelige luftspisere.
Omkring Kongen og hans legekammerater (foruden Koefoeds voksne verdensmand en kalveagtigt henrevet Nikolaj Lie Kaas samt Søren Byder) færdes en servicerende samling af skørhoveder, særlinge og tumper; alle frydefuldt spillet - fra Nikolaj Kopernikus' Knold og Mogens Rex' betjent Kedelig til den helt uimodståelige kriblen i Kristian Holm
Joensens stikirenddreng Møl, og Mads M. Nielsens formidabelt gennemførte tegning af den krumsluttet hændervridende prælat Nathaniel med Aksel Erhardsen som deres intellektuelle førerhund Holofernes, der har forspist sig på latinen og de højlitterære udtryksformer og nu spytter dem ud som P. Sørensen Fugholm'ske hårboller. Altså ikke helt på det almuenivau, som deres senere reinkarnationer, håndværkerne i En skærsommernatsdrøm, for de involveres i samme projekt: at divertere de højvelbårne i en ventetid, der bare skal udstås, gerne med lidt latterliggørelse af de lavere klasser. Ikke nok med at man i første akt løbende må salutere Peter Laugesen for hans vittigt-åndfulde Shakespeare-modernisering, her må man så konstatere, at også vanviddet håndteres med 90'er-snert.
Fjolleri følger fjolleri
Herefter går det galt; ikke specielt for opsætningen, det har det bare altid og med rette gjort, uanset hvor meget "stykket oplever en revival i udlandet," som programmet hævder.
Herrerne opfører sig klodset, da eden og almindeligt maskulint klumpspil forhindrer dem i æde deres fejltagelse uden omsvøb; fjolleri følger på fjolleri - tro mig - også fra kostumeside, da damerne 'bytter identitet' uden at Paprika Steens prinsesse bytter sin gyselige Barbie-pink ud med een af hofdamernes gule. Konvention igen.
Men vender man de sidste tre-fire scener ryggen står Det Kgl. med en overgivent velspillet komedie, som ingen kender. Noget med skønne spildte kræfter forekommer indlysende, men det går langt hen ad vejen ikke på opsætningen.
*W. Shakespeare: Kærlighedens kværulanter. Oversættelse: Peter Laugesen. Instruktion.: Klaus Hoffmeyer. Scenografi: Camilla Bjørnvad. Musik: Jan Kaspersen. Det Kgl. Teater
