Læsetid: 4 min.

Social ulighed vokser i Israel

22. november 1999

En femtedel af de israelske børn lever nu under fattigdoms-grænsen. Minister-præsident bebuder initiativer

TEL AVIV - Israels ministerpræsident, Ehud Barak, bebudede i forrige uge, at han agter at iværksætte en række hurtige initiativer for at komme landets fattigste til hjælp. Hvert femte barn i Israel lever under fattigdomsgræn-sen. De 22 pct. svarer til 436.000 børn. Den israelske fattigdomsgrænse er sat til en disponibel månedlig indkomst på 3.071 shekel (ca. 5.500 kr.) for en familie på fire, hvilket skal ses i forhold til leveomkostninger, som er fuldt på højde med Nordeuropa.
"I hver af landets byer skal vi finde frem til de sultne og lade staten sætte ind, før problemet vokser sig endnu større," siger ministerpræsidenten, men formulerer sig i vage vendinger om realiseringen af sit forslag, som har mødt skiftende undren og kritik blandt regeringens ministre.
"Hvordan tænker han sig dette udført," spørger arbejds- og socialminister Eli Ishai fra det ultraortodokse parti Shas, og fortsætter:
"Budgettet er stramt nok i forvejen, og jeg mener ikke, regeringen skal være nogen pengeautomat."

Israels fattige
I landets fattigdomsstatistik fylder den store ultraortodokse befolkning godt. Den stærkt religiøse Tel Aviv-forstad Bnei Brak tæller ikke uden grund blandt landets allerfattigste kommuner, hvor over 40 pct. af befolkningen lever under fattigdoms-grænsen, og også Jerusalem rangerer på grund af sin store ultraortodokse befolkning meget lavt på den sociale stige. Men dette er, hvad statistikerne kalder "selvforskyldt fattigdom", idet en meget stor del af den mandlige befolkning her har sat sig helt uden for den traditionelle forsørgerrolle for at hellige sig religiøse studier på fuldtid.
Også blandt nye immigranter er fattigdomsproblemerne udtalte, dog mindre blandt de 800.000, som i slutningen af 1980'erne og begyndelsen af 90'erne ankom fra det tidligere Sovjetunionen, end hos de etiopiske indvandrere, som siden ankomsten i 80'erne har haft store integrationsvanskeligheder.
Adressen for Ehud Baraks initiativ skal først og fremmest findes i landets store arbejdsløshedsøer, den arabiske befolkning og de sefardiske jøder i randområdernes såkaldte udviklingsbyer, hvor den økonomiske udvikling forlængst er gået i stå. Iagttagere ser det som et signal til sefarderne, som traditionelt stemmer på oppositionspartiet Likud eller det sefardiske protestparti Shas, som gennem nogen tid har siddet løst i Baraks regeringskoalition.
"Jeg ved ikke hvor hjælpen skal komme fra, i hvert tilfælde ikke fra politikerne," siger Rami Cohen, som bor i Kiryat Malachi i det nordlige Negev.
Hans kone har været arbejdsløs og helt uden indtægter i en årrække, og som pedel på en skole tjener han små 4.000 kr. til at forsørge sin familie med tre børn. 800 kr. i børnepenge hjælper lidt til at holde den dybt forgældede familie oven vande. Blot huslejen sluger over halvdelen af familiens budget.

Palæstinenserne glemt
"Dette er kun de problemer, vi ser i den officielle statistik. Hvad jeg kalder det gennemsigtige fattigdoms-problem, som er meget værre, optræder slet ikke. De palæstinensiske arbejdere fra de besatte områder er endnu ringere stillet, ligesom de omkring 200.000 gæstearbejdere, hvoraf mindre end halvdelen har legal status," siger økonomimedarbejder ved dagbladet Háaratz, Arie Caspi, til Information.
"Disse mennesker er et biprodukt af en moralsk falleret kultur, som i sin jagt på materiel succes har forladt sine egalitære principper og forrådt de, som ikke kan følge med. Dette er typisk for et samfund, hvor økonomien vokser vildt. De svage grupper, som er ude af stand til at klare sig i konkurrencen, lades tilbage. Forskellen mellem rig og fattig i Israel er blandt de højeste i den vestlige verden, og den vokser kun," siger Arie Caspi, og fortsætter:
"Israel har i mindst et årti været en markedsøkonomi uden bremser, hvor det samvittighedsløse er blevet til samvittighed."
"En del af problemet bunder i, at traditionelle værdier som fællesfølelse og individualisme er vanskelige at indpasse i et moderne samfund," mener professor i økonomi ved Det Hebraiske Universitet i Jerusalem, Ira Sharkansky.
Han deler Arie Caspis opfattelse af 1977 som det store vendepunkt, hvor Menachem Begins højreorienterede Likud-regering kom til magten første gang.
Gennem midten af 80'erne kom yderligere voldsom inflation på 3-400 pct. om året. I dens kølvand fulgte en ny generation uden tidligere tiders sociale solidaritet, og fordi Israel var et ungt samfund, var arbejderzionismens ideer ikke tilstrækkeligt grundfæstede til at overleve.
"Ehud Barak ønsker i virkeligheden ikke at ændre noget. Han tilhører selv den nye generation og har ingen social samvittighed. Han vil kun bruge penge på socialsektoren, hvis han bliver tvunget til det," siger Arie Caspi.
"Desuden nytter det jo ikke noget blot at give de fattige brød. Der skal dybere indgreb til, som Barak ikke er villig til at foretage. Det, han siger, er ren populisme, og derfor kommer han først og fremmest under kritik fra Shas, som jo er eksperter i at vinde vælgere ved den slags metoder og betragter dem som deres enemærke."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her